Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder 2022
Nyheder

Gabriella Dahm

Sognepræst i Kerteminde-Drigstrup Anna Elisabeth Gabriella Dahm er død. Hun begraves den 7. maj kl. 12 fra Dalum Kirke. 
Alle er velkomne, og det var Gabriellas ønske, at præstekollegaer møder i ornat.

Sognepræst Gabriella Dahm

Af: Biskop Tine Lindhardt

Det er med stor sorg, jeg har modtaget meddelelsen om, at Gabriella Dahm er død den 25. april på Hospice Fyn få kilometer fra sit hjem. 

Gabriella var et meget levende menneske. Nærværende og til stede, vidende og klog og fuld af initiativ og virkelyst. 

Jeg husker for eksempel, hvordan hun i løbet af meget kort tid fik stablet et arrangement på benene som markering af 70 året for ordination af de første kvindelige præster – for selvfølgeligt skulle det markeres, som hun sagde!

Gabriella blev præst sent i livet efter en lang karriere blandt andet som underviser i hebraisk på Århus Universitet og som lærer på Odense Seminarium. 

Det glædede mig, at hun ville være præst, og jeg satte som mange andre stor pris på hendes virke i stiftet. Det var en fornøjelse at tale med hende og at kunne øse af hendes viden og indsigt på så mange områder. Og så var hun et menneske med en humor og en viljestyrke, som man må beundre, og som også viste sig i de svære sygdomsperioder.

Vi er mange, der fik lov til at nyde godt af alt det, Gabriella generøst gav, og det efterlader ved hendes død en stor taknemmelighed og et desto større savn – stærkest selvfølgeligt for hendes nærmeste familie.

Gabriella efterlader sig sin mand, sognepræst i Dalum Lars Hedegaard Hagensen samt tre børn. Hun begraves den 7. maj klokken 12 fra Dalum Kirke, og da præsteembedet og ’kjolen’ fik stor betydning for hende, var det hendes ønske og håb, at de præstekollegaer, der måtte deltage, møder i ornat.

Æret være Gabriellas minde.