Nyheder
Nyheder

"Jeg håber, at kirkerne kommer med i åbningen"

Vi må vente og håbe, skriver biskoppen

Biskop Tine Lindhardt

Biskop Tine Lindhardt:  Det vil betyde meget for mange, at kirkerne kan åbne igen i et eller andet omfang og sundhedsmæssigt forsvarligt. 
Foto: Ard Jongsma

Af Biskop Tine Lindhardt 

Jeg er simpelthen nødt til at komme til tasterne, for hvor er det en god nyhed, der er kommet fra sundhedsmyndighederne i dag, at corona epidemien øjensynligt kan dø ud, også selv om man begynder at åbne samfundet op.

Selvfølgeligt skal man ikke være overoptimist, og selvfølgeligt skal vi stadigt overholde hygiejneregler og holde afstand.

Men alene det, at der tales om en åbning, og om at smittetryk og pres på de danske sygehuse er stilnet af over de sidste uger – det synes jeg er utroligt glædeligt.

Det er glædelig for os som samfund og som mennesker, fordi det tyder på, at den ubudne ’gæst’, corona virusen, nu er kommet i hvert fald lidt under kontrol.

Nu forhandler man så i regering og folketing om, hvad der skal åbnes i fase 2 og på hvilke vilkår. Hvordan de forhandlinger ender, – det ved jeg selvfølgelig ikke. Men jeg ved, at folkekirken, og det vil sige alle de mange, som er en del af folkekirken, – menighedsråd, præster, personale, provster, biskopper, administration m.fl. – de og vi har gjort vores stemme gældende over for bl.a. kirkeministeren. Vi har sagt, at det vil betyde meget for mange, at kirkerne kan åbne igen, i et eller andet omfang og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg håber meget, at kirken kommer med i fase 2 og den gradvise åbning, og det håb er ikke blevet mindre efter sundhedsmyndighedernes nyhed.

Jeg forestiller mig på ingen måde, at der åbnes for alt på én gang, og at alt bliver som før. Det tror jeg ikke, det gør. En åbning vil komme til at ske langsomt, for det skal være sundhedsmæssigt ansvarligt. Det er jeg vis på, at vi vil kunne håndtere.

Vi skal også huske dem, som fortsat vil være særligt udsatte, og som således ikke vil kunne komme i kirken, og som derfor skal høre og møde evangeliets ord og håb på anden vis.

Men alene en lille, begyndende åbning af kirkerne – det tror jeg vil være til stor glæde for mange. Kirken er det sted, vi er vant til at søge til for at få håb og tro og trøst og styrke. Her er der rum for sorg og glæde, for eftertanke og tak, for bøn og håb.

Nu må vi som sagt se, hvordan forhandlingerne i folketing og regering ender.

Ja, vi må vente, i spændt forventning – og håbe.