Nyheder
Nyheder

Jul på månen

Juleaften 1968 tog en astronaut på Apollo 8 et berømt billede af jorden - den blå planet - set fra månen. 
Valgmenighedspræst Anders Lundbek fortæller i Stiftavsisen om rumkaptajnens bøn juleaften.

Jordopgang - Billedet er taget den 24. december 1968 af Apollo 8 astronauten Bill Anders

Af Anders Lundbeck, valgmenighedspræst, Kerteminde-Dalby

I år er 50 år siden at de første mennesker landede på månen, den 20. juli 1969. Et halvt år forinden, Juleaften 1968, havde besætningen på Apollo 8 fotograferet det sted, hvor den første månelanding skulle foregå. Netop den aften, hvor vi fejrer, at Gud kom til jorden som et menneske i Jesus Kristus, gik mennesker for første gang i kredsløb om månen, og så jorden, vores fælles hjem, deroppefra.

Jordopgang

Astronauterne tog også et berømt billede ikke af en solopgang, men en ”jordopgang”. Jorden der juleaften i 1968, ”står op” over månens horisont. En lille blå planet bag det golde, grå månelandskab med rummets uendelige mørke i baggrunden. Oppe fra månen sendte man direkte tv-billeder ned. Og hvad skal man så sige juleaften til jordens befolkning oppe fra månen? Det havde hverken den amerikanske regering eller NASA besluttet på forhånd. De havde bare et par dage før bedt kaptajnen, Frank Borman, om at finde på noget passende. Han begyndte ikke med at prise den ellers ret fantastiske bedrift, at sende tre mennesker i kredsløb om månen, som 400.000 mennesker havde arbejdet på i 10 år. Han pralede heller ikke af, at man var kommet til månen før russerne. Han begyndte mere ydmygt med en bøn:

Giv os Gud, at vi kan se din kærlighed i verden, trods menneskenes fejl. Giv os tro, så vi kan stole på din godhed trods vores dårskab og svaghed (…) Vis hver enkelt af os, hvad vi kan gøre for at fremskynde din altomfattende fred.

Derefter læste de 3 astronauter på skift de 10 første vers af skabelsesberetningen i bibelen:

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde ”Der skal være lys!” Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket…

Det synes astronauterne, var passende ord, for som en af dem sagde: ”Jorden er (set) herfra en (…) oase i rummets store ødemark.”

En oase i en ødemark

Da de første mennesker så jorden oppe fra månen, så de den som en oase i en ødemark. For deroppefra lignede jorden en undtagelse. Ligesom en oase er en undtagelse fra ørkenen. Sådan er livet en undtagelse. En enestående sjældenhed, der ikke har sin lige i det enorme, kolde og tomme verdensrum omkring os. Derfor er livet enten uendeligt værdifuldt eller også er det småt og betydningsløst: Et lille tilfældigt glimt uden dybere mening. Sådan er der jo nogen, som tænker i deres mørke stunder. Men sådan så det ikke ud oppe fra månen. 

Sådan kan det være godt at se tingene udefra - i et andet perspektiv - så vi bedre kan få øje på, hvor meget de betyder. Det kan vi måske også i kirken. Det er jo en bygning, der er meget anderledes end de huse, vi normalt bor og arbejder i. Her kan vi samles om Guds ord i form af poesi fra biblen, der er to eller tre tusind år gammel. Vi synger salmer, der har århundreder på bagen.

 Sådan bliver vi forbundet med dem, som gik forud for os. Vi mindes om alt det, der er værd at glæde sig over, og om hvor meget vi betyder i Guds øjne. For det fortæller evangeliet om Guds søn, verdens frelser, Jesus Kristus, der blev menneske, som en af os, født i en stald, og lagt i en krybbe. Og derfor sang englene:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!

Glædelig jul

Foruden artiklen om jul på månen rummer den nye udgave af Stiftavisen også artikler om salmesang og nye salmer, Lutherlunden i Haastrup, Grønlandsk jul med mere. Kontakt til stiftavisens redaktion: Ansvarshavende redaktør Lars Christensen larschristensen@c.dk