Nyheder
Nyheder

Kirkelig madklub hjælper folk, der er blevet alene

I godt et år har Vor Frue Kirke i Odense med "Når to bliver til en"-arrangementer dannet rammen for et måltid mad og samtaler om stort og småt. Deltagerne deler alle erfaringer med at miste en partner, og det at mødes med andre kan være med til at give det sidste skub, der skal til, når man skal videre i livet.

Flemming Hanghøj og Grete Hansen er kommet til "Når to bliver til en -aftenerne" i Vor Frue Kirke i Odense siden begyndelsen for godt et år siden. Foto: Henrik Anderson

Tekst: Henrik Anderson. Artiklen er fra "Kirkens Veje". Et tillæg til Fyens Stiftstidende og Fyens Amtsavis

- Det er ikke en sorggruppe.

Ordene falder prompte fra Grete Hansen, 65, som er ankommet på sognegårdens parkeringsplads ved Vor Frue Kirke i Odense i en stor varebil. Klatterne på det hvide tøj skriger umiskendeligt maler. Hun er selvstændig og fandt et hul i kalenderen til at mødes med Flemming Hanghøj, 79, for at tale om kirkens to månedlige madarrangementer, der afholdes under titlen "Når to bliver til en".

Det er ikke en sorggruppe. Men det, der går forud, er sørgeligt. Det medgiver de begge. Både Grete Hansen og Flemming Hanghøj har mistet ægtefæller, der har været i deres liv i mere end 40 år.

- Jeg har ikke haft behov for at være med i en sorggruppe. Dette er noget helt andet. Grundidéen i "Når to bliver til en" er at snakke med andre, der har mistet, siger Flemming Hanghøj.

Fællesspisningen for dem, der er blevet alene, har kørt i godt et år. Grete Hansen og Flemming Hanghøj er begge kommet til arrangementerne siden begyndelsen.

- Vi kommer for at være sammen med andre og for at snakke om alt muligt. For at hygge os, siger Flemming Hanghøj.

- Det er det sociale samvær, siger Grete Hansen.

Kirken er samlingspunkt

Idéen til arrangementerne kommer fra sognepræst Camilla Balslev. Hun og kirkens anden sognepræst, Jørgen Bendixen, deltager i den månedlige fællesspisning, når det passer i programmet. For Camilla Balslev handler fællesspisningen om at gøre kirken til et knudepunkt i menneskers liv på en anden måde end søndagens gudstjenester.

- Det er ikke forkyndelse, men evangelium i praksis omsættes blandt andet til medmenneskelighed. Hvis man er blevet alene og har lagt sin ægtefælle i graven, kan man mødes med andre, som har lignende erfaringer. Man mødes ikke for at snakke om sorgen og det at miste, men man må selvfølgelig gerne tale om emnet. Fællesspisningen handler om at mødes og få hjemmelavet mad, et glas og noget kage. Vi skaber samvær omkring bordet. Hvad snakken går på, kan være meget forskelligt.

Maden laves af Dorte Larsen, der er frivillig i kirken. Hun har selv prøvet at miste, og derfor er hun opmærksom på af og til at sætte nogle samtaler i gang.

- Jeg får selv meget ud af arrangementerne. Nogle gange tager jeg et emne med til diskussion. Eksempelvis kan det være godt at snakke om de usynlige mærkedage. Det kan være en afdøds fødselsdag. Når jeg har lagt det emne på bordet, er en som Flemming god til at fange bolden og dele sine erfaringer, så vi alle kan blive lidt klogere på livet, siger Dorte Larsen.

- Når en bryllupsdag nærmer sig, kan det være svært. Men der også noget at glæde sig over. Det hjælper vi hinanden med at drage frem. Det kan være, man finder nogle, man deler interesser med. Vores overordnede mål er, at man får et fællesskab med hinanden. Målet er ikke, at de skal komme om søndagen til gudstjeneste, men de er selvfølgelig velkomne, siger præst Camilla Balslev.

Stor sorg at miste

At miste sin livsledsager gennem mere end 40 år er en total omvæltning af det liv, man kender. Flemming Hanghøj vover at sige, at "mange ting" ændrer sig, inden han smager på ordene.

- Din hverdag ændrer sig totalt. Jeg var gift i 46 år. I 46 år delte vi alting, og pludselig er der ikke nogen at dele livet med, siger han.

Flemming Hanghøj har sin datter og mange gode venner, men det er slet ikke at sammenligne med den fortrolighed og det dybe venskab, han havde med sin kone. De var ikke den konstant i hverdagen, som hans kone var.

- Huset er tomt. Det værste for mit vedkommende var, at hvor man havde været vant til at snakke om løst og fast i hverdagen, kunne jeg efter min kones død gå et par dage uden at sige noget. Der gik det op for mig: "Hold da op, den går ikke. Det bliver du da skør i hovedet af," siger han.

Grete har arbejdet

Situationen var anderledes for Grete Hansen. Som selvstændig maler har hun en travl hverdag og er i kontakt med mange mennesker. Men pludselig manglede hun en at komme hjem til. En at dele dagens oplevelser med.

- Gudskelov havde jeg mit arbejde at læne mig op ad. Men jeg tror også, at vi kvinder har et helt andet forhold til vores veninder. Kvinden er den sociale i stammen derhjemme, og den dag hun ikke er der, skal manden måske til at finde det sociale, hvor kvinden har en aktiv omgangskreds på en anden måde, siger Grete Hansen, mens Flemming Hanghøj nikker genkendende.

Grete Hansen var gift med sin mand i 42 år.

- Du mister en del af dig selv. Det er som at få revet en arm af. Du kan ikke komme hjem og læsse af, siger Grete Hansen.

De er 10-12, der mødes i sognegården to gange om måneden. Maden er lavet, men der er lidt praktiske opgaver som at dække bord. Aftenen varer normalt omkring tre timer. Snakken går vidt og bredt. Er der et nyt ansigt med, introducerer man sig til hinanden, men aftenen handler ikke om, at man skal krænge sin sjæl ud. Nok kommer spørgsmålet, om hvor længe man var gift, men det er ikke det, aftenen handler om.

- Vi vender nok lige, hvorfor du er her, men ellers taler vi om alt fra de nye forestillinger i teatret til stort og småt i hverdagen, siger Flemming Hanghøj.

Begge oplever, at det for mange kræver tilløb at komme af sted.

- Mange tror måske, det er en sorggruppe. Og andre er bange for, at det er en kristen gruppe, hvor vi beder bordbøn og kun taler om tro. Sådan er det slet ikke, og jeg er lidt ked af, at folk tror, de skal have paraderne oppe. Det kan ikke passe, der ikke er flere blandt andet i min egen alder, der kunne have gavn af at komme ud og møde nye mennesker, siger Grete Hansen.

Kom ud og kom videre

For nogle af deltagerne handler det også om at dele erfaringer med livet efter tabet.

- Når der kommer nye, taler vi om, hvad vi bruger vores tid på. Hvilke nye interesser, rutiner og fællesskaber, vi er kommet ind i, siger Flemming Hanghøj.

Der gik kun et år efter tabet, før Flemming Hanghøj solgte sit store hus og flyttede til centrum af Odense. Den beslutning er han glad for. Selv om han har rejst meget, gør han det stort set ikke længere, fordi han ikke har sin kone at dele oplevelserne med. Til gengæld har han skruet markant op for det frivillige arbejde, og aktiviteter som "Når to bliver til en"-arrangementerne giver en hverdag, hvor han kommer ud og møder nye mennesker.

- Jeg fandt ud af, at man må blande sig. Grete kommer ud hver dag på arbejde. Det gjorde jeg ikke. Men nu er jeg blandt andet formand for et lokalarkiv. Det bliver man nødt til for at komme ud og snakke med folk. I lokalarkivet er vi en 11-12 stykker, som mødes et par gange om ugen, siger Flemming Hanghøj.

- Det er svært at blive alene. Det er meget forskelligt, hvordan man bedst håndterer sorgen. Jeg havde ikke brug for en sorggruppe, men det er der andre, som har. Kan man klare det selv, gør man det. Jeg prøvede det første år at være selv med det, men det fungerede ikke. Jeg havde brug for at skrue op for det sociale. Jeg skulle ud og blande mig. Og snakke om noget andet end sorgen, siger han.

Grete Hansen brugte sine veninder til at bearbejde tabet. Talte hun med dem i telefonen, kunne de godt fornemme, hvis hun havde brug for selskab, og så kom de forbi.

- Mit netværk og mine børn var rundt om mig hele tiden. Vi talte det igennem, siger hun.

Begge er enige om, at man på et tidspunkt skal videre, og det sociale liv er et vigtigt skridt i den proces.

- Hvis du sidder derhjemme og har medlidenhed med dig selv, kan det godt føles, som om du aldrig bliver klar til at komme videre. Men den medlidenhed er du nødt til at putte ned i en pose, som du lukker for. Du er nødt til at sige, at du skal videre med dit liv, selv om det kan føles fuldstændig uoverskueligt, siger Grete Hansen.

- Man skal forsøge at få noget ud af livet. Man kan ikke blive siddende derhjemme med sin sorg. Man skal engagere sig, og man skal sørge for at opleve de ting, man har lyst til at opleve, siger Flemming Hanghøj.