Nyheder
Nyheder

Kirken skal ikke forkynde i folkeskolen

Kristendomsundervisningen er vigtig i skolen, men forkyndelsen hører til et andet sted, mener biskop Tine Lindhardt. Hun ser undervisningen i religion som en vigtig brik i de unges dannelse til forståelse af eget og andres liv.

Biskop Tine Lindhardt. Foto: Ard Jongsma

Tekst: Henrik Anderson. Artiklen er fra "Kirkens Veje". Et tillæg til Fyens Stiftstidende og Fyens Amtsavis

Biskop over Fyens Stift, Tine Lindhardt, mener, at den rette linje er lagt, når kirken holder forkyndelsen ude af folkeskolen, mens hun samtidig understreger vigtigheden af, at elever undervises i den kristne tro, som den har gjort sig gældende og formet Danmark og dansk kultur i århundreder.

- Når folkekirken og præster går ind i kirke-skole-samarbejdet, gør vi det som fagpersoner. Jeg synes ikke, der skal være forkyndelse i skolen. Forkyndelsens rum er et andet sted, men den dannelse, der ligger i de bibelske fortællinger, har været med til at præge vores kultur, og derfor er det for mig naturligt, at den fylder meget i undervisningen. Men selvfølgelig også andre religioner, som vi møder, da det giver forståelse, for at tro generelt betyder noget i mange menneskers liv, og at den tro kan udfoldes på forskellig vis, siger Tine Lindhardt.

Klimaangst, præstationspres og magtesløshed over for store samfundsproblemer, som de unge ikke har indflydelse på, er velkendte problematikker, som kommer oven i alle de udfordringer, de unge i forvejen møder i et liv, hvor de skal finde sig selv og deres sociale relationer.

- Da jeg var barn, lå frygten for tredje verdenskrig som en dyne over alting. Da jeg blev ung, sagde vi "Atomkraft? Nej tak". Da jeg blev lidt ældre, sang jeg med på "Vi voksne kan også være bange". Det er godt at vide, at voksne også kan være bange, men som barn har man brug for, at der er nogen, der kan pege på en vej gennem og ud af krisen. Hvis frygten er det eneste, der tager fat i os, kan vi ikke stå op imod det, der truer os. Vi har brug for, at der er et håb og nogle sprækker, der gør, at vi tør stå ved vores principper og stå op imod det, vi frygter.

Er selv på Instagram

Tine Lindhardt læner sig tilbage og hiver mobiltelefonen frem fra lommen. Hun er aktiv på Instagram, hvor hun lægger billeder op fra sin hverdag som biskop, og hun kan ikke lade være med at følge med i, om følgerne interesserer sig for opslaget eller ej. Er der kommet kommentarer og likes?

- Det er lidt pinligt at indrømme, at når jeg har lagt noget på Instagram, går jeg lige ind og tjekker. Ligesom alle andre. Instagram er tænkt som noget positivt, men pludselig bliver det vendt til noget andet. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal være optagede af hinanden, for selvfølgelig spiller det en rolle, hvordan vi er over for andre. Vi gør efter bedste evne, hvad vi kan for at se ordentligt ud og opføre os ordentligt. Vi skal i det hele taget gøre vores bedste, men vi skal ikke glemme, at ingen kan blive perfekte. Sagt med et meget kirkeligt udtryk synes jeg, at der er en kæmpe lettelse at være en synder. Dermed siger du, at du aldrig altid ville kunne gøre det hele rigtigt. Dit liv vil være fyldt med dilemmaer. Vi kender dem allesammen. Nogle gange kan vi gøre det rigtige, og så skal vi selvfølgelig gøre det, men andre gange ved vi, at uanset om vi gør det ene eller det andet, kommer vi til at gøre et andet menneske ondt. Vi kan ikke bare blive stående, hvor vi står. Vi er nødt til at træffe nogle valg og håbe og tro på, at der også er tilgivelse.

Dannelse ruster til livet

Livet kan være svært, og i Bibelen finder biskoppen inspiration til at ruste sig mod livets modgang. Dannelse er et nøgleord for Tine Lindhardt i forhold til kristendommens rolle i folkeskolen. Især for de unge, der for manges vedkommende endnu er uprøvede i livet.

- At have samtaler om eksistens og livets dilemmaer giver en forståelse af, at alt ikke er sort-hvidt. Selvfølgelig er man nødt til at træffe valg i livet, og det er godt at vide, hvor man står, men man skal også have blik for, at livet altid er fyldt af dilemmaer. Det kan man få fra vores fortællinger. Hvorfor så de kristne, kan man spørge. Kristendommen har sammen med oplysningstiden og mange andre ting haft grundlæggende indflydelse på den måde, vi tænker demokrati, fællesskab, frihed, samvær, normer, etik og andre væsentlige ting på, siger Tine Lindhardt.

Læs også Kirkens kundervisningsmateriale er populært i folkeskolen