Nyheder
Nyheder

Moderne kunst i kirkerne 

For første gang kan man få overblik over de sidste 25 års kirkekunst på Fyn  


En lille gruppe af ihærdige frivillige med tidligere sundhedsminister Ester Larsen i spidsen har i de sidste måneder arbejdet med at beskrive den nye kirkekunst på Fyn. Nu er gruppen klar til at dele deres viden med andre på hjemmesiden. 

”Det er vores håb, at både fynboer og turister får lyst til at besøge kirkerne og se, hvordan de nye kunstværker sætter deres præg på de gamle kirkerum,” siger Ester Larsen, der er næstformand i Fyens Stiftsråd. 

På hjemmesiden kan man få et overblik over den nye glaskunst og de nye altertavler i kirkerne i Fyens Stift fra 1990 og til idag. Der er billeder af kunstværkerne samt en kort beskrivelse af hvert enkelt værk. Desuden er der mini-portrætter af de kunstnere, der har udsmykket kirkerne. I øjeblikket arbejder gruppen med at beskrive de nye krucifikser, og de vil kunne ses på hjemmesiden først i det nye år.

”Vi vil gerne vise den spændvidde, der er i den fynske kirkekunst, som har udfoldet sig med stor frodighed også i de sidste 25 år. Vores ærinde er at vise kunstværkerne frem, og måske give inspiration til sogneudflugter, cykelture, pilgrimsvandringer med mere, siger Ester Larsen. 

Kunstgruppen består foruden Ester Larsen af Kirsten Luunbjerg, Padesø Sogn, Vibeke Busse Andersen, Dreslette Sogn og Tonny Aagaard Olesen, Rønninge Sogn. De har fået uvurderlig hjælp af Noel Langsø, som i flere år har kørt landet rundt for at fotografere Danmarks Kirker, samt af Benny Grey Schuster, lektor ved Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster, som har udarbejdet en fortegnelse over Danmarks kirkekunst. Begge har velvilligt stillet deres materiale til rådighed for Fyens Stifts hjemmeside.

Læs også : Ny kunst i fynske kirker

Læs også: Kristendom - set gennem kunstneres øjne

Yderligere oplysninger:

Ester Larsen, telefon 65 32 35 08, mail elkerteminde@gmail.com