Nyheder
Nyheder

Jeg skriver og læser digte med maven - ikke hjernen

"Da jeg havde brugt de sidste 10 år som forsker på at undersøge forholdet mellem teologi og digtning, så tænkte jeg pludselig: hvad sker der mon, hvis jeg selv prøver at skrive noget? Hvis jeg ikke bare beskriver, hvad andre gør i deres digtning, men faktisk også prøver at gøre det selv?"
Sådan skriver Elisabeth Engell Jessen, som netop har udgivet digtsamligen "Navnebogen" på forlaget Eksistensen. 

Her fortæller hun, hvorfor hun skrev digtsamlingen, og hun giver et bud på, hvordan man læser digte. 

Digter og sognepræst Elisabeth Engell Jessen

Forside af digtsamlingen, som udgives på forlaget Eksistensen

Tekst: Elisabeth Engell Jessen, sognepræst i Nørre Søby, Heden og Sønder Nærå sogne. 

Hvorfor skrive digte?

Jeg begyndte at skrive Navnebogen to dage før min fødselsdag i 2017 - efter ikke at have skrevet digte i sytten år. Anledningen var, at jeg flyttede tilbage til Danmark efter at have boet mange år i England. Da jeg pakkede ud, faldt jeg over en gammel dagbog fra da jeg var 20-21 år gammel. I den lå en masse gamle digte, som jeg havde glemt alt om.

Da jeg satte mig ned og læste digtene, blev jeg ramt. Ikke fordi de var fantastiske, men fordi de fik mig til at huske. Jeg huskede pludselig følelser, begivenheder og mennesker, som jeg troede, jeg havde glemt. Dagbogen derimod havde den modsatte effekt på mig: selvom den beskrev alt med en overflod af detaljer, så satte den ikke gang i erindringsapparatet. Helt konkret: siderne var fyldt med navne, men navnene sagde mig ingenting.

Derfor forstod jeg pludselig, hvad det er, lyrikken kan: den kan tale direkte på tværs af tid og sted og formidle noget, som den lange, beskrivende tekst ikke kan. Og da jeg desuden havde brugt de sidste 10 år som forsker på at undersøge forholdet mellem teologi og digtning, så tænkte jeg pludselig: hvad sker der mon, hvis jeg selv prøver at skrive noget? Hvis jeg ikke bare beskriver, hvad andre gør i deres digtning, men faktisk også prøver at gøre det selv? Og så tog jeg alt mit forskningsmateriale i hånden (især Dante og William Blake) og gik i gang med at skrive Navnebogen.

Så jeg har altid skrevet, både forskning og skrivebordsprosa. Men det er i digtene, at jeg oplever, at jeg både kan være autentisk til stede i teksten og række længere ud i verden.

Desuden er der det helt praktiske aspekt: at digte går godt med småbørn i huset. Jeg har skrevet digte med børn på skødet, liggende i sengen med børn ved siden, og midt i samtaler med børn. Nu er de vist vant til, at mor skriver digte…

Hvordan læser man digte?

Nogle gange bliver jeg spurgt, hvordan man lærer at læse digte. Ja, hvordan gør man det? Man skal bare klø på! Selvfølgelig kan der være særlige ting i digte, som gør, at man får mere ud af dem, hvis man har en ide om, hvad de refererer til; ”Navnebogen” er f.eks. kompositorisk tæt forbundet med Dantes ”Vita Nuova,” og et af digtene skriver sig op ad Salme 22 i Salmernes Bog. 

Men det betyder ikke, at man ikke kan få noget ud af dem, hvis man ikke lige fanger det – overhovedet ikke. Digte fungerer på andet plan, hvor man som læser med fordel kan slå hjernen fra og bare gå med ind i dem, så skal der nok vise sig noget. Jeg plejer at sige, at jeg både læser og skriver digte med maven, ikke med hjernen. De sidder et andet sted i kroppen.

Mine digte kommer alle mulige steder fra. Fra erindringer, fra min hverdag, fra noget, jeg har læst, eller fra et billede, jeg har i hovedet. Faktisk er digtene alle meget visuelle, og jeg tror, jeg ville kunne lave en tegning af, hvordan hvert eneste digt ser ud. 

Men det er, når det visuelle billede kommer ned i ordene, at det ændrer sig og bliver til noget, der også kan give mening for læseren. Billederne bliver æltet i sproget og kommer ud som noget andet. Og på det tidspunkt betyder min egentlige anledning eller erfaring ikke så meget længere.

Det med Gud

Digtene er alle skrevet, før jeg blev præst, og jeg kan godt have det mærkeligt med det, hvis mine læsere også ved, at jeg er præst. Nogle af digtene (men bestemt ikke alle) handler om tro i en eller anden form, men jeg taler ikke med den samme stemme i dem, som jeg gør i kirken. Det er ikke fromme digte, og der er ikke noget forkyndende i dem. Men samtidig er de skrevet i et univers, hvor skabelse, forløsning og åbenbaring er helt grundlæggende komponenter.

Jeg er ikke inspireret af andre præster, men af store digtere, der kan skrive digte, der emmer af tro uden af blive fromme digte: Dante og Blake, Klaus Høeck, John Donne og John Keats (uden sammenligning i øvrigt).

Et af mine ”tros-digte” beskriver verdens skabelse. Her skabes verden dog af en kvindelig Guds-skikkelse, Gudrun, og ikke hurtigt og imponerende som Big Bang, men langsomt, som brød, der hæver. Da jeg havde skrevet digtet færdigt, tænkte jeg, at nu havde jeg lært noget nyt om skabelsen - og så vidste jeg, at digtet fungerede:

Universet startede
ikke som big bang
mensom en brøddej
varm syrligt duftende langsom
sårbar over for træk

 
solvognens messende stemme
da vi blev til
etruskernes kapper
da jeg blev undfanget

 
et barn græder
Gudrun slår en dej op igen

Elisabeth Engell Jessen, Navnebogen