Hospitalspræst på OUH
Samtalerne ved sygesengen er det, der fylder mest for en hospitalspræst. Læs mere om præstens arbejde i denne artikel fra Stiftavisens decembernummer
Fra artiklen i Stiftavisens decembernummer 2017
Af hospitalspræst Jens Buchwald Andersen, OUH
Siden reformationen har der i Odense været et hospital og i tilknytning hertil en hospitalskirke. Det er Gråbrødre Klosterkirke, der i sin nuværende skikkelse stammer fra 1876. Hertil har været knyttet en hospitalspræst, der siden blev til sognepræst for Gråbrødre Klosterkirke, der nu er del af Skt. Knuds sogn.
Odense Amts og Bys Sygehus blev bygget i 1912, hvor Odense Universitetshospital (OUH) i dag ligger, og udgør stadig væsentlige dele af bygningsmassen, det er alle de røde teglstensbygninger. I begyndelsen af 1960’erne blev der bygget i højden i beton af de samme arkitekter, der siden byggede Rigshospitalet. Øverst oppe blev der bygget og indrettet en kirkesal, hvor der holdes gudstjeneste hver søndag kl. 10, og hvor der også ved særlige lejligheder foretages dåb og vielse. I 2022 er det planen, at Nyt OUH skal indvies med sin beliggenhed i forbindelse med SDU, Syddansk Universitet i Odense.
Det er først i nyere tid, at der har været sygehus- eller hospitalspræster tilknyttet det nuværende OUH, nemlig siden 1978 med præster tilknyttet Ansgar kirke. I dag er vi to fuldtidspræster på de somatiske afdelinger, medens de psykiatriske afdelinger bliver betjent med en halv stilling. Der er ligeledes tilknyttet en sygehuspræst til Svendborg sygehus, der nu er del af OUH. Ligesom der er en præst tilknyttet det palliative team.
Sjælesorg
I det daglige er det det sjælesørgeriske arbejde, der fylder mest. Det vil sige samtalerne som oftest ved sygesengen. I det kliniske sprog sondrer man mellem kurative og palliative patienter, det vil sige helbredelige og døende patienter. Som hospitalspræst skal man kæmpe med forestillingen om, at bliver man tilkaldt, så er det fordi, der ikke er mere at gøre. Den sorte præstekjole, som vi ikke har på, signalerer, at nu går det mod enden og at det på katolsk vis er tid til den sidste olie. Men i virkeligheden er vores opgave som oftest den stik modsatte. Det handler om at trøste og at indgyde livsmod, hvor fortvivlelsen og mismodet har indfundet sig på grund af sygdom og håbløse diagnoser. Det handler om at se sit liv og sin sygdom i øjnene, så udgangspunktet kan tages i den situation, som man rent faktisk befinder sig i. Det er en opgave i sig selv at give patienter lov til at have og føle den magtesløshed, som de befinder sig i, og som de ikke må have i et miljø og i en tidsånd, der råber: tænk positivt! Og hvor succeskriteriet er snarlig helbredelse. At få lov til at erfare sig selv i sin magtesløshed kan være en befrielse i sig selv. Øjeblikkets liv finder sig ofte nogle smukke og bevægende udtryk, når situationen i øvrigt er fortvivlende.
Dåb og vielser
Ifølge Martin Luthers tanke om det almindelige præstedømme er enhver, der er krøbet ud af dåben, præst, biskop og pave og kan således i nødstilfælde døbe. Men kan det lade sig gøre, så foretrækker de fleste en præst. For mange forældre er dåben øjet midt i den kliniske orkan af angst, bekymring og håb, der giver fred og trøst og en vished om, at deres barn er i Guds hænder, hvad der så end måtte ske. Som præst og menneske forundres man gang på gang over sakramentet og ritualets magt. Ja, nogle gange endda næsten mere, når der er tale om et dødfødt barn, som vi ikke må døbe. Men så kan vi velsigne, og det har den allerstørste betydning. På Assistents kirkegård mellem hospital og kirkegårdskapel er der indrettet en de ukendtes grav for dem, som vi i det teknisk-juridiske sprog kalder for senaborter, men som for de pårørende, forældrene først og fremmest, er et lille menneskebarn omfattet af deres kærlighed.
Hvad gør man, når ens kæreste ser durk igennem én og ser den - skulle det vise sig - alvorlige kræftsygdom, som man ikke selv ville eller kunne se? Så ved man, at kærligheden stikker dybt, og så kan det være, at man frier til hende, som reddede mig, fordi hun så mig, som den jeg er og valgte alligevel at blive. Vielser finder sted, når den ene parts sygdom forhindrer mobilitet enten på hospitalsstuen eller hvis kræfterne slår til i hospitalskirken.
Julegudstjeneste
Sygdom er ikke alene forbundet med magtesløshed, men det kan også være forbundet med ensomhed og i værste fald isolation. Juleaften samles vi, så vidt det overhovedet kan lade sig gøre i hjemmene, i familien om andestegen og omkring juletræet. Det gælder også for sundhedspersonalet. Men hvad så med de patienter, der absolut ikke kan komme hjem til jul og må tilbringe den på en i den forbindelse alt for klinisk institution, som et universitetshospital, et supersygehus er det? Så holder vi julegudstjeneste rundt på afdelinger og gange for alle, der har lyst til at deltage. For patienterne og deres pårørende og også for det personale, som tager vagten, hvor de fleste helst vil holde fri. Overalt er der arrangeret julestue og for en stund er vi midt i vores nød til stede i stalden i Betlehem, hvor der er varmt og godt og trygt og i det fjerne lyder englenes sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!
