Nyheder
Nyheder

Påske og pynt vækker til eftertanke

Tiden mellem fastelavn og påske – fasten – kan bruges til eftertanke og fordybelse. Men fasten er også en forberedelse til påskefesten, hvor håbet ifølge biskop Tine Lindhardt har en særlig plads.

Tine Lindhardt

Påsken er for Tine Lindhardt en fest fyldt med traditioner og håb.
Foto: Lasse Olsson

Af Anette Jorsal

Når påsken nærmer sig, bliver der pyntet op i bispegården midt i Odense. Biskop Tine Lindhardt finder æskerne med påskepynt frem, og når hun står med de fine gamle ting i hænderne, så mindes hun sin mor, der klippede det fineste påskepynt. Eller mindes dengang hun selv klistrede øjne på små påskekyllinger.

For biskop Tine Lindhardt er påsken forbundet med mange traditioner og gode vaner som påskefrokost, familiesammenkomst, påskeliljer, påskeæg, stegt lam og meget andet.

Og pludselig kan man stå og fundere over nogle af de ting, man gør, og se det som et billede på påsken. Som når der f.eks. prikkes hul på et æg for at få blomme og hvide ud. Det er som påskemorgen.

-Det bliver et billede på at bryde gennem en dør. Som Jesus, der påskemorgen brød gennem en lukket dør. Ud af graven og ind til os. Vi kan jo billedligt talt have lukkede døre omkring os. Man kan nogle gange være lukket om sig selv, eller man kan være i en fortvivlelse og en smerte, som man næsten ikke kan bryde ud af, og det hjælper ikke, at de andre siger: ”Kom bare forbi. Vi er der for dig. Kom og drik en kop kaffe”. For man kan ikke. Man er låst og afhængig af, at der er én, der bliver ved med at tage fat i én og bryder ind til én og skaber den luft og det rum, man har brug for.

-Det er for mig en væsentlig del af påsken, siger Tine Lindhardt.

I Fyens Stift, hvor Tine Lindhardt er biskop, er der fra 2. marts ekstra fokus på fasten og påsken i projektet ”Fyn faster og fester”. Faste er for Tine Lindhardt lig med tid til eftertanke, men det er også en forberedelse til den store påskefest.

-Vi kender det godt, for det er lige som, når vi forbereder os til en stor fest, hvor vi rydder op, gør rent, pynter op, forbereder maden og tøjet. Vi indstiller os på den store fest. Man åbner sig for det, der skal komme. Det er en tid til fordybelse og eftertanke. En tid, hvor der skal renses ud uden at feje noget ind under gulvtæppet. Hvor man fordyber sig og gør plads til dét, der kommer med påsken: Håbet, lyset, kærligheden og troen, siger Tine Lindhardt og fortsætter:

-Fasten er også en tid til at opdage det, man selv har fået. Alle velsignelserne og alle de materielle goder, og dermed er fasten også en tid til at få et fokus på, at der er nogen, som ikke har så meget.

Barsk drama og festen

Påsken er kirkens store fest, og det til trods for, at hele påskehistorien også er et barsk drama med forræderi, død og mørke. For Tine Lindhardt er påsken lig med håb.

-Det er et helt livsdrama, der udspiller sig i påsken. Fra indtoget i Jerusalem med den store hyldest til tvivlen om, hvor vidt ham Jesus ikke bare er en tømrersøn. Et drama med strid, splid og forræderi. Med tilfangetagelse, død, mørke og fortvivlelse til det totalt forunderlige: Opstandelsen påskemorgen, hvor Gud slår fast, at den død, der skiller menneske fra menneske, ikke kan skille os fra Gud, siger Tine Lindhardt.

Det er ikke kun forunderligt, men også et mysterium, der overgår vor forstand.

-Og så alligevel. For vi oplever jo, at der opstår liv, hvor vi ikke troede, det var muligt. At der spirer liv frem, hvor alt var lagt dødt. Vi kender det godt. Håbet om, at der er mere at sige, når man har forbrudt sig mod et andet menneske, og det menneske på trods af alt vender tilbage og spørger: ”Skal vi gå en tur?”

Med andre ord - der er mange gode grunde til at faste med tid til eftertanke og at feste i påsken for at fejre håbet.

Læs mere om fyn faster og fester