Nyheder
Nyheder

Sang med børn i Thomas Kingos Kirke i Odense

En god løsning på uro under prædikenen, hvor der er små børn til stede. 
Denne artikel er fra decembernummeret af Stiftavisen

Fra Thomas Kingos kirkes hjemmeside

Tekst:  Elsebeth Elmedal Johansen, timelærer v. Løgumkloster Kirkemusikskole, frivillig v. Thomas Kingos Kirke i Odense

Det er velkendt, at små børn har svært ved at sidde stille under en gudstjeneste. Derfor fik jeg i 2009 ideen med at synge salmer med børn ud fra babysalmesangens præmisser. Det skulle foregå i den tilstødende sognesal under prædikenen og nadveren. Mine forudsætninger for at kunne dette er, at jeg etablerede og underviste i babysalmesang på Løgumkloster Kirkemusikskole fra 2005-08.

Det har vist sig, at Sang med børn er en god løsning på uro under prædikenen, hvor der er små børn til stede. Det har vist sin berettelse, især når der er dåb i højmessen, hvor der kommer mange små dåbsgæster. Alle bliver tilgodeset. De voksne i kirken får ro til at lytte til prædikenen, børnene kommer ud og rører sig i forbindelse med salmer og sang. Deres forældre får en god oplevelse sammen med børnene, og de slipper for hele tiden at skulle dæmpe dem.

Det er et tilbud børn og voksne får. De fleste går med, men der er mulighed for at gå tilbage til kirken, hvis man ønsker det. Når salmen efter dåben er færdig, går jeg ud med børn og voksne, mens organisten spiller et langt efterspil. Børnene er i alderen under 1 år og op til 7 år.

Her synger vi som udgangspunkt 3 salmer fra dagens højmesse: morgensalme, dåbssalme og sidste salme i gudstjenesten. Vi synger kun 1. vers, altid flere gange, men på forskellige måder.

• Verset indstuderes linje for linje, hvor dukker og jeg synger for, hvorefter børn og voksne synger efter.

Salmen synges med bevægelser: F.eks. tegner vi en sol med armene til første linje af I østen stiger solen op.

I Fyldt af glæde synger vi gående rundt i lokalet ledsaget af en tamburin. 

Farvestrålende chiffontørklæder svinges rundt, når vi f. eks. synger Nu falmer skoven trindt om land

Børn har en enestående hukommelse, det er forklaringen på, at de indlærer versene så let. Deres forskellige sanser bliver tilgodeset ved brugen af tørklæder, dukker, tamburin og melodier. Derved fastholdes interessen for de ukendte salmer.

Vi synger med hænderne!

Solmisation er bevægelser med hænderne, der angiver tonehøjden. Vi både synger og viser tonen på samme tid. Vi benytter metoden, når vi synger dåbsbørnenes navne og det trefoldige AMEN, og det har vist sig at være et enestående middel til at holde koncentrationen hos alle børn uanset alder. Solmisation skal opleves, før man forstår det. 

Midt i forløbet synger vi sange, som børnene kender fra deres børnehave. Forslagene kommer fra børnene eller deres forældre. På den måde bindes både den kirkelige og verdslige verden sammen. Hele forløbet bliver holdt sammen af musikalske strukturer: skalaer, treklange og solmisation.

Når børnene skal ned og sidde eller rejse sig op, foregår det ved, at jeg spiller en ned-eller opadgående durskala på klokkespillet. Samtidig tæller jeg tallene fra 1-8 afhængig af, om skalaen går op eller ned. En durtreklang benyttes både, når dåbsbørnenes navne synges og ved indledningen. Her spiller jeg på klokkespillet de 3 x 3 bedeslag. (En durtreklang består af 3 toner, som man f.eks. finder i de tre første toner i Lad det klinge sødt i sky).

Som resultat af de gode erfaringer med Sang med børn under prædiken og nadveren udbyder Løgumkloster Kirkemusikskole et kursus i det.

Kurset foregår i Thomas Kingos Kirke i Odense mandag d.6. februar 2017.