Nyheder
Nyheder

Natten kommer – men dagen er allerede nær

Hospice Fyn yder så vidt muligt ”total omsorg” for de døende og deres pårørende. Én af dem, der yder omsorg, er præsten. 
Læs hospicepræst Martin Wemmelunds artikel, som vi har lånt fra det nye nummer af Stiftavisen

Maja-Lisa Engelhardts smukke glasmosaik, som findes på Hospice Fyn, udtrykker i form og farve, at ”natten er fremrykket, dagen er nær”.

Af Martin Wemmelund, præst ved Hospice Fyn, Odense

Overskriften er sammensat af titlen på romanen ”Natten der kommer” af Carl-Henning Wijkmark og apostlen Paulus’ ord: ”Natten er fremrykket, dagen er nær”. Det er i denne spænding – mellem dødens uafvendelighed og troen på, at sent allerede er blevet til tidligt – at præstens arbejde på hospice udspiller sig.

Romanens jeg-fortæller er indlagt sammen med tre andre uhelbredeligt syge patienter. ”Det var umuligt at se bort fra, at jeg og mine kammerater befandt os på en death row – eller i ’basislejren’, som vi kaldte den, fordi det store vovestykke stadig forestod,” hedder det. Da præsten kommer på besøg, bekender fortælleren: ”Jeg står på tærsklen til den store nat og kan ikke tro på nogen anden evighed. For mig fører disse dage eller uger til at alting hører op. Det eneste liv er forbi.” Sådan taler også mange hospicepatienter. Der er tilsyneladende kun døden at vente på.

Mange forbinder et hospice med noget uhyggeligt, en veritabel ”dødsgang”, som Wijkmark siger. Andre idylliserer hospice ved at farve dødsoplevelsen (eller rettere ”nærdødsoplevelsen”) rosenrød. Over for disse ekstremer gør det godt at betragte døden som et grundvilkår. Når vi er fælles om at skulle dø, så bør vi hverken reagere på døden med fortrængning eller romantisering, men med solidaritet.

Det er en sådan fælles forpligtethed, hospice ønsker at være ramme om ud fra begrebet ”total smerte”. Døden kan gøre ondt på mange måder. Derfor indgår i hospice-teamet ved siden af læger og sygeplejersker, psykolog, socialrådgiver, fysioterapeut også en præst. Sammen med køkkenpersonale, pedel og en lang række frivillige forsøger hospice så vidt muligt at yde ”total omsorg” for de døende og deres pårørende.

Der er én ved vores side

Som gæst på hospicepatientens stue skal præsten i første omgang lægge øret ydmygt til. Og så opdager man hurtigt, at normaldanskerens resignerede trosbekendelse – jævnfør Wijkmarks ord – som oftest er et sprogfattigt dække over meget mere. Under overfladen står spørgsmålene i kø. Eller rettere, ét spørgsmål trænger sig på: Er der én ved min side også i ”det store mørke, ingen-somheden” (citat PH)? Sådan spørger vi, fordi vi altid lever i relationer. Og spørgsmålet udtrykkes måske allerstærkest, når en patient uden et ord rækker ud efter ens hånd, knuger den og holder den fast.

Det er præstens fornemmeste opgave at give udtryk for troen på, at der er én ved vores side selv i det yderste mørke, og så er mørket ikke kun mørkt, ja, så er det allerede begyndt at klare op. Det gør ikke døden banal – til ”ikke-andet end en paskontrol” (Wijkmark). Men det er udtryk for en sidste og yderste omsorg, som vi mennesker ikke kan yde hinanden. I den tro får døden ikke det sidste ord, og således mister den sin tragik. Vi kan leve håbefuldt.

Og ligesom hospicepatienten kan stille sit spørgsmål uden ord, kan præsten også svare på det i sit blotte nærvær hos den døende. I aktiv lytten til den døendes livshistorie. I praktisk omsorg og hjælp. Således indgår præsten – ved siden af sin primære, forkyndende opgave – i den medmenneskelighed, som hospice omgiver den døende med.