Nyheder
Nyheder

Da hverdagen blev til gudstjeneste

Ved reformationen mistede kirken som institution magt. Men i virkeligheden var der måske tale om en styrkelse af kristendommen og troen, både samfundsmæssigt og for den enkelte. Det skriver biskoppen om i Stiftavisens efterårsnummer 

Fra Stiftavisens efterårsudgave 2017

Af biskop Tine Lindhardt, Fyens Stift

Bibeloversættelse - myndighed til det enkelte menneske

Da Luther oversætter Bibelen til tysk (modersmålet) - så alle kan læse den - er det et markant opgør med kirkens magt. Dengang var det stort set kun kirkefolk og præster, der kunne læse Bibelen. De kendte sproget, koden, og lå inde med fortolkningsretten, og det gav magt. Den giver Luther til enhver døbt, der, som han siger andetsteds, ”er pave, præst og biskop”. Bibelen er Guds ord til mennesker, en kærlighedserklæring, og det kan enhver læse og forstå.

Den verdslige magt til fyrsten/staten

Vi mennesker tænker mere på os selv end på det, der tjener vores næste. Derfor er et samfund nødt til at have love og en øvrighed til at håndhæve dem, simpelthen for at beskytte den svage og hindre lovløshedens tyranni og den stærkes ret. Denne verdslige, sværdets, magt ligger, siger Luther, hos fyrsten/staten, ikke hos kirken. Kirkens magt og virkemiddel er ordets magt (som også er stor!). Helt konkret betyder det, at kirken med reformationen mistede gods og jordbesiddelser, og at en række områder, som havde ligget under kirken, f.eks. skolegang, socialvæsen mv., blev en opgave for fyrsten/staten.

Opgør med klostrene

Bliver man en bedre kristen ved at trække sig ud af samfundet, gå i kloster og - lidt kækt sagt - dyrke kristen ekstremsport? Nej, luthersk set tjener man Gud i det helt almindelige daglige hverdagsliv - når man gør sit arbejde godt, tager sig af børn, hus og hjem, høster kornet, osv. - og på den måde tjener sin næste. Ethvert menneske er således taget i tjeneste af Gud igennem vores arbejde, i vores familieliv, i fritiden – ja, altid og i alle forhold.

Hermed mistede klostrene (og kirken) den indflydelse og magt, der ligger i at definere, hvad gode kristne gerninger er, og den status det gav at være dem, der praktiserede disse særligt gud-velbehagelige regler, som munke og nonner levede under.

Gudstjeneste i hverdagen

Man kan spørge, hvad denne magtafgivelse betød og betyder for kirken og samfundet. En marginalisering af kristendommen? Sekularisering? Svækkelse af etik og moral?

Måske. Men måske var reformationens sigte snarere det modsatte, at gøre hele menneskelivet til gudstjeneste og dermed at insistere på både Gud og evangeliet som en fuldstændig selvfølgelig del af samfundet og menneskers liv.

Luther skrev således på ingen måde Gud ud af samfundet. Gud er den øverste hersker i samfundet såvel som i kirken, men Gud udøver sin myndighed på to forskellige måder. Både fyrsten/den verdslige magt og kirken er således under Gud og står til regnskab for Gud. Derfor skrev Luther også til borgmestre og fyrster for at understrege deres forpligtelse over for de fattige og til at oprette skoler mv.

Og tilsvarende: Når Luther gør det ganske almindelige, daglige hverdagsliv med alle dets nødvendige opgaver og arbejde til gudstjeneste; - når det er dér, i hverdagen, man tjener Gud ved at være sin næste til gavn, så betyder det jo, at kirken og evangeliet breder sig ind over hele menneskelivet og alle menneskers liv - fremfor alene at høre til i kirken og i klostrene.

Så reformationen hævder altså snarere en styrkelse end en marginalisering af kristendommen for den enkelte og samfundet. Det er en vigtig pointe.