Nyheder
Nyheder

Hvad skal man med en kirke på et supersygehus?

Biskop Tine Lindhardts tale ved donation af et kirkerum til Nyt OUH

Biskop Tine Lindhardt
Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Hvad skal man dog med en kirke på et supersygehus?

Mon ikke én og anden har tænkt sådan?

Ikke Jer der er her, selvfølgeligt – men nogen måske.

 

Men det at være alvorligt syg og pårørende til en der er syg, er som at gå ind i et rum, hvor møblerne står forkert, billedligt talt. Man synes, man kender rummet, men man støder hele tiden ind i noget, for alt er kaos, hulter til bulter. Der er vendt op og ned på livet.


Tine Lindhardt:
Der er nok ikke mange steder, hvor der bliver bedt så mange bønner, som der gør på et hospital.

Da er det livgivende og beroligende at komme i et rum man kender. Kirken.


Og at høre ord man har hørt før: Fader vor, velsignelse, synge salmer.

Det er derfor, de tre Syddanske stifter, Ribe, Haderslev og Fyens Stift giver et kirkerum til det nye Universitetshospital i Odense. Fordi det giver mening.


Til enhver by hører en kirke, men måske særligt på hospitalet, som jo udgør en pænt stor by i byen.


Der er nok ikke mange steder, hvor der bliver bedt så mange bønner, som der gør på et hospital – Bente Chemnitz, tidl. præst på Rigshospitalet sagde: hvis alle bønner var lys ville Rigshospitalet være ét lyshav.

 

Hvad skal kirkerummet så bruges til? Til gudstjenester selvfølgelig og kirkelige handlinger som vielse og dåb. Men også til at man bare kan komme her, når man har brug for det, for at tænde et lys, bede en bøn, læse en tekst, - det skal bruges til samtaler af eksistentiel og trosmæssig karakter med hospitalspræsterne. Og hvem ved, hvad der ellers kan findes på? Aftensang eller musikandagter måske?

 

Nogen har spurgt, om det overhovedet er nødvendigt med et kirkerum når man får et hospital med enestuer, hvor præsten jo bare kan komme?

Svaret er ja. Ensomhed er en gennemgående ”bivirkning” ved sygdom, og derfor er det godt at indgå i et fællesskab omkring en gudstjeneste. Samtidig etableres der en kontakt mellem patient og præst, som der kan bygges videre på.

 

Desuden er kirkerummet ikke kun for de syge, der er indlagt. Mange patienter vil i de kommende år blive behandlet i ambulante forløb, og vil derfor ikke have en patientstue tilknyttet indlæggelsen. Her vil kirkerummet tjene et særligt formål, når der er behov for sjælesorg og samtale med præsterne.

Også pårørende kan have brug for at tale med en præst, om f.eks. organdonation eller svære tanker og overvejelser. Ligesom også ansatte på sygehuset måske af og til har brug for ord til trøst og styrke, når man står magtesløs tilbage. Det gør man jo indimellem, også på et supersygehus.


Tine Lindhardt: 

Også pårørende kan have brug for at tale med en præst, om f.eks. organdonation eller svære tanker og overvejelser. Ligesom også ansatte på sygehuset måske af og til har brug for ord til trøst og styrke, når man står magtesløs tilbage. Det gør man jo indimellem, også på et supersygehus.


Som I vil kunne se, er kirkerummet enkelt. Det er stort set umuligt at finde lige linjer eller rette vinkler i det og rummets grænser er skabt omkring ovenlyset. Det ser godt ud på tegningerne – som alle kan studere på de plancher, der er sat op udenfor, og jeg glæder mig til at følge virkeliggørelsen de kommende år. 

 

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle dem, der har været med til at sikre, at kirkerummet kan blive en realitet. Tak til sygehuspræsterne, der hver dag gør et stort, og ofte usynligt, arbejde på alle regionens hospitaler. Tak til mine kolleger fra Haderslev og Ribe Stifter, som har været med til at rejse penge til kirkerummet, til projektarbejdsgruppen, som arbejder med at projektere og indrette kirkerummet– og ikke mindst tak til regionsrådet og regionsrådsformand Stephanie Lose, fordi I har sagt ja tak til at modtage kirkerummet her.


Der er og var planlagt et multireligiøst refleksionsrum på det nye OUH, hvilket jeg finder helt naturligt på et stort sygehus anno 2022, - men jeg finder det ligeså naturligt, at der også bliver et egentligt kirkerum, - ikke alene fordi det er en tradition, men fordi der vil være god brug for det.

 

Lad mig slutte med én af mine yndlingssalmer.

Der er en af Davids salmer, fra Det Gamle Testamente, – salme 23 – vel er én af de mest brugte og elskede Davids salmer. Den er utroligt smuk i sin beskrivelse af Gud, der som hyrden, som sørger for mig, uanset hvor jeg er og hvordan jeg er. 


Om jeg så går i mørkets dal, behøver jeg ikke at være bange. For hyrden, Gud, er der, sammen med mig og giver mig kræfter og styrke. Man er ikke alene i sit liv eller i sin død. Man bliver passet på.


Men det stærkeste og måske også noget provokerende i salmen er den midterste del. Det er der hvor der står:

"Du Gud dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender."

Man ser det for sig. Hvordan Gud kommer gående med madkurven over armen. Han finder dugen frem og breder den ud. Så kommer der sild og tomater på dugen, måske leverpostej og ost, brød og smør og et glas vin og vand. Man spiser. Mætheden og glæden breder sig ned i maven og ud i kroppen. Det giver kræfter. Det er godt.


Og det foregår alt sammen for øjnene af ens fjender. Burde de ikke have været inviteret med til middagen, tænker man måske. Er det ikke uhøfligt at lade dem stå og se på med mundvandet løbende? Og skal vi ikke elske vore fjender og dem der forfølger os?


Jo. Men måske ikke disse fjender. Sygdom, død, mørke, smerte, elendighed. - Alt det der kan tage modet fra én og som står livet imod. De bliver ikke inviteret med til bords. Tværtimod rydder Gud en plads midt iblandt dem, som man rydder en lysning i skoven. I den lysning kan vi være.

 

Det er et godt billede på, hvad rummet her, hvad en kirke er, og hvad det der bliver sagt og gjort her, betyder. Sygdom og død, fjender af livet, - de forsvinder ikke. De er en del af vores liv. Men de bliver sagt imod.


Man får for en stund andre ord, musik, et andet lys, som kan give kræfter og styrke til at leve med det, man nu skal. Det er ord man ikke kan sige sig selv – de bliver sagt til én. Ord som kan stå op imod det som truer. Det er der trods og tro og håb i.

 

Jeg glæder mig over at vi står her – overrække kirkerummet til regionsrådet og jeg glæder på forhånd til vi samles igen om nogle år, når rummet skal tages i brug og til at se det blive brugt.


Så: Værsgo og til lykke med det!


Tine Lindhardt

Biskop, Fyens Stift