Provsterne har ordet 2019
Hjallese Provsti 2019

Kollegadag med fagligt fællesskab og udsyn

Tekst: Paw Kingo Andersen, provst, Hjallese Provsti

Paw Kingo Andersen

Vi er allesammen præster. Det er en af de fine ting ved den evangelisk lutherske kirke. At vi er sat til at leve det glade budskab ud hver dag, hver time på den plads, som livet i øvrigt har sat os på. Om det er som robotudvikler, social- og sundhedshjælper, som letbanekonstruktør eller kasseassistent.

Denne tanke om det almindelige præstedømme har også sin egen betydning i forhold til de af os, som endte med at blive kaldet til som præst i et pastorat at være den, der har en helt særlig forpligtelse til at have en særlig indsigt i det glade budskab og en helt særlig forpligtelse til at forkynde det rent og purt, som man siger.

Det betyder helt konkret noget i forhold til præstens opfattelse af sin egen person. Men det betyder også noget i forhold til præstens forpligtelse til at erhverve sig indsigt i menneskers vidt forskellige livsvilkår og i samfundets indretning.

I Hjallese provsti har vi præster i de senere år “dyrket” netop disse aspekter.

Kollegadag

I 2016 indførte provstiets daværende tillidsrepræsentant Karen Nedergaard, provstiets arbejdsmiljørepræsentant Carsten Olav Christensen og jeg selv en årligt tilbagevende kollegadag.

Kollegadagen er en dag, hvor provstiets præster mødes for at holde fast i et godt kollegialt og fagligt fællesskab, men også en dag, hvor vi vender os ud i det samfund, vi er sat til at være præster i.

Ved den første kollegadag besøgte vi Odense Rådhus. Her fortalte byplanchefen os om politikernes planer for Odenses udvikling. Ikke bare de store og omfattende ændringer i det centrale Odense og byggeriet af letbanen. Men også om hvad disse planer kunne få at betydning for de forstadssogne, som er vores fælles ”skæbne”.

Kropssprog

Det andet år var vi på Odense Teater, hvor en skuespiller lærte os om, hvordan det kropssprog, vi bruger, når vi træder frem som præster, påvirker det budskab, vi kommer ud med.

Det er jo i grunden ganske tankevækkende, at kropsbevidstheden og bevidstheden om kropssprog fylder så lidt i uddannelsen af præster.

Der var selvfølgelig også købt billetter til aftenens forestilling på Odense teater, så vi ved selvsyn kunne opleve den skuespiller, som trænede med os om eftermiddagen.

Luther

Det tredje var Lutheråret året for reformationsjubilæet.

Derfor var det nærliggende at besøge Syddansk Universitet.

En af universitetets dygtige forskere holdt et blændende foredrag om reformationen, herunder særligt reformationens gang hen over Fyn.

Studenterpræst på SDU Lene Crone Nielsen var kort forinden begyndt som studenterpræst. Det er på mange måder en helt anden måde at være præst på end når man er præst ude i et sogn. Først og fremmest giver det en rigtig god indsigt i de tanker, som unge studerende gør sig om livets store spørgsmål. Det er godt for de præster, som måske møder de studerende “hjemme i sognet” at få den indsigt.

Nordatlantisk Hus

Sidste år besøgte vi Nordatlantisk Hus på Odense Havn.

Vi hørte om de særlige vilkår, som vore rigsfæller fra Nordatlanten oplever, når de er i Danmark. Vi hørte også om deres forhold til kirke og kristendom og ikke mindst om deres forventninger til kirke og præster.

Deres baggrund og livsforståelse er på mange måder noget anderledes end den gennemsnitlige danskers. Men også vore rigsfæller fra Nordatlanten møder vi jo “hjemme i sognet”, så præsten bør have en indsigt også på det område.

Der blev den samme dag også plads til et besøg fra en af Skoleforvaltningens medarbejdere, som fortalte om et stort anlagt dannelsesprojekt blandt børn og unge i Odense kommune. Det gav en rigtig god samtale om, hvordan vi som præster kan finde en platform også der i kirkens arbejde med børn og unge.

Møntergården

I år gravede vi langt tilbage i historien.

Vi besøgte museet Møntergården i Odense og hørte et spændende kirkehistorisk foredrag om den lokale historie, vi som præster i Odense kommune står på skuldrene af.

I forbindelse med letbanebyggeriet har museumsfolkene fået en fantastisk mulighed for arkæologiske udgravninger.

Ved en af disse udgravninger fandt man en meget velbevaret ca. 1000 år gammel kiste der hvor den oprindelige Albani kirke har haft sin plads.

Man har fundet ud af, at kisten indeholdt de jordiske rester af biskop Eilbert. Foruden biskoppen selv lå der i kisten et nadverberettelsessæt, en disk til alterbrødet og en kalk til vinen.

Sådan en gammel fortælling om kristendommens plads i Odense er utrolig tankevækkende, når man selv er havnet i den situation, at man hver dag bakser med at fylde præsteembedet ud.

Sådan lidt på samme måde, som det både kan være tankevækkende og opløftende i et præsteliv engang imellem at dvæle lidt ved præstetavlen i vores egen gamle sognekirke.

Fortid, nutid og fremtid

Der er vist ingen tvivl om, at det er vældig sundt for præstens selvforståelse som præst, at dvæle lidt ved den lange række af præstenavne, som siden reformationen har forkyndt evangelium, døbt og forrettet nadver. Og ikke mindre sundt at konstatere, at der er plads til at tilføje flere præstenavne på tavlen.

Det siger noget om, at selvfølgelig skal enhver sognepræst gøre sit yderste for at røgte sit kald, men det er ikke den nuværende præst, der har bragt kristendommen til sognet, og når den nuværende engang bliver forhenværende, så vil der komme en anden for at tage over.

Sådan er det gået for sig med kristendommen i Odense i mere end tusind år.

Til næste år er det planen, at vi på kollegadagen igen vender os ud i nutiden, nej faktisk helt ind i fremtiden.

Planen er, at vi skal besøge Nyt OUH.

Her skal vi høre om byggeriet og om tankerne om fremtidens sygehusindlæggelse. Det kan jo være nok så gavnligt at vide noget om i forhold til de mennesker, vi er præster for.

Men undertegnede skal også fortælle om de tanker, vi har gjort os om, hvad den kirke, vi som folkekirke har doneret til Nyt OUH, skal kunne for at være et godt kirkeligt supplement til sygehusverdenen.