Provsterne har ordet 2019
Nyborg Provsti 2019

Præstens arbejde
- før og nu

Tekst: Hans Bredmose Simonsen, provst, Nyborg Provsti  

Hans Bredmose Simonsen

 

Det er blevet sagt om folkekirken, at den er en konservativ institution med lang sagsbehandling med omstændelige tjenesteveje fra menighedsråd til provsti til stift til kirkeministerium. Og det er rigtigt, det kan være et tungt system at danse med.

Men ser man på kirkens liv i sognene, så kan der fortælles en helt anden historie. Så ser man en dynamisk institution, hvor nye initiativer og ideer popper op rundt omkring. Aldrig tidligere har kirken sprudlet med aktiviteter for så mange i sognet, fra babysalmesang til minikonfirmander til konfirmander, til spaghettigudstjenester for unge familier til voksenarbejde med studiekredse, kirkeskoler, sorggrupper til ældreklubber og demenssalmesang. Hertil kommer koncerter og kirkens kerneydelser som gudstjenester, begravelser og bryllupper.

En nyudnævnt præst vil gerne vise menighedsrådet, at rådet har valgt rigtigt og forsøge at leve op til alle forventningerne. Ser man på stillingsopslag i Præsteforeningens Blad, søges der ofte præster, der kan alt. Og man kan godt blive en smule bekymret.

Oplæringen hviler på kirken 

Men hvorfor er det på få år blevet en selvfølge, at et sogn kan fylde sit Kirkeblad med programmer med alle mulige aktiviteter? Ja, det skyldes nok den almindelige afkristning. Tidligere var hjem, skole og kirke fælles om at formidle kristendom til den næste generation. Sådan er det ikke mere. Forældre er blevet usikre på, hvad kristendom er, og om barnet overhovedet skal døbes. Var det ikke bedre at vente og lade barnet selv bestemme, når det er blevet større? Og skolen må ikke forkynde, men nok undervise, hvis ellers den kan finde en lærer, der kan og vil undervise i faget. Så oplæringen hviler på kirken. Og her gør man selvfølgelig alt for at løse opgaven for alle aldersgrupper i sognet.

Tid til fordybelse

Tidligere kaldte man præstens kontor for et studerekammer. Det var almindeligt anerkendt, at hvis vi her hos os fortsat skulle have en dygtig prædikant, der kunne holde gode gudstjenester og tale meningsfyldt til de kirkelige handlinger, så skulle han have tid til fordybelse. Det kan være svært for nutidens præst, hvis han samtidig skal være tovholder for alle sognets aktiviteter. Og det er fatalt i længden. Præsten kan blive ramt af stress eller udbrændthed, eller inspiration og kilder til prædikenarbejdet kan tørre ind, ganske enkelt fordi der ikke er tid til ro og læsning, til at fylde på, så der stadig er noget at øse af.

Jeg kunne godt ønske, at den nye præst havde mod til at sige til menighedsrådet: Jeg vil gerne være med, men I skal hjælpe. Vi laver det sammen, og ikke nødvendigvis med mig som tovholder. Eller endnu bedre: at menighedsrådet er opmærksom på, at det skal passe på sin præst, så præsten bevarer mod og kræfter til det, der er præstens opgave: at forkynde evangeliet ved gudstjenester, hvad enten der er højmesser eller andre slags gudstjenester og ved kirkelige handlinger. Og at sognet også i fremtiden ved, at de kan kontakte deres præst for samtaler og sjælesorg. De har jo bedt ham om at være deres præst, fordi de har brug for en præst i deres sogn.