Provsternes beretninger 2018
Hjallese Provsti 2018

Gør nytte - i stedet for at måle nytteværdien

Tekst: Paw Kingo Andersen, provst, Hjallese Provsti

Paw Kingo Andersen

Sommetider er det bare i orden at hvile på laurbærrene.

I 2017 havde kirkelivet i Hjallese provsti sit omdrejningspunkt i fejringen af 500 året for reformationen.

I Hjallese provsti, i provstiets sogne, i Den Fynske Landsby ydede provstiets præster, menighedsrådsmedlemmer og de ansatte ved kirkerne en helt ekstraordinær indsats for at reformationsfejringen også her hos blev markeret på mangfoldige måder.

Jeg mener, at der ofte er alt for lidt opmærksomhed på, hvad det egentlig kræver at yde sådan en ekstraordinær indsats. Ja, at det faktisk er både i orden og helt fint bagefter at hvile på laurbærrene.

I stedet for et velfortjent skulderklap mødtes man fra så mange sider af en trang til at opgøre nytteværdien af reformationsfejringen. Nåede vi langt nok ud? Nåede vi bredt nok ud? Fik vi gjort det tydeligt nok, hvad det betyder også i sekulær forstand, at ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke”?

Nytteværdi går altid i minus

Jeg kan blive så træt langt ind i sjælen af denne optagethed af at måle nytteværdien. Ikke fordi jeg har noget imod nytteværdi. At gøre nytte er vel en slags benzin på den menneskelige motor? Men jeg mener at være blevet opmærksom på, at ”nytteværdi” på en eller anden måde synes at være forudbestemt til altid at gå i minus, når man forsøger at gøre den op.

Hvem ved? Måske kunne kirken godt have været fyldt op en, to eller måske ligefrem tre gange mere juleaftensdag, så endnu flere havde fået mulighed for at høre evangeliet om barnet i krybben? Men… Sådan en tanke gør, at nytteværdien af de mange julegudstjenester, vi rent faktisk afholder, helt automatisk bliver sådan lidt minus-agtig.

Hvem ved? Måske kunne endnu flere have fundet vej til babysalmesang, til Gud og spaghetti/gule ærter/stegt flæsk og persillesovs, til mandeklub, til ølsmagning, til ”bobler og lidt sødt” i våbenhuset, til koncerter med og uden gospelkor, til sorggruppe, til ”ro til tro”, til tøndeslagning, til dåbsjubilæum, til studiekreds, til filmaften hvis vi blev lidt mere knivskarpe på at markedsføre folkekirken? Men igen… Sådan en tanke gør, at nytteværdien af de righoldige tilbud i tilvalgskirken, som hen over året opsøges af en samlet set tusindtallig skare, helt automatisk bliver sådan lidt minus-agtig.

Nærvær og kvalitet

Jeg synes, at vi bør blive lidt bedre til at tænke, at det må være mere i overensstemmelse med vores 500 år gamle arvegods, hvis vi i stedet for at måle nytteværdien spørger os selv, om vi kan have en god grund til at tænke, at dem, der kom til gudstjenesterne, til de kirkelige handlinger, til konfirmationsforberedelsen, til samtalerne og til alt det i tilvalgskirken, om de oplevede personligt nærvær, om de oplevede kvalitet, om de oplevede, at det højstemte ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” blev udlagt og formidlet på en måde, så de gik hjem med en forvisning om, at de hører til og er set og elskede af den gode Gud i Himlen.

Personligt nærvær, kvalitet og evne for jordnær formidling af ”det høje”. Det er det, der er vores evangelisk-lutherske arvegods. Det er den måde, vi hver især kan gøre nytte på.

I Hjallese provsti prøver jeg at italesætte, at her bruger vi tiden på at gøre nytte i stedet for at bruge tiden på at gøre den nytteværdi op, som alligevel altid har det med at gå i minus, når den gøres op.