Provsternes beretninger 2018
Kerteminde Provsti 2018

Tre stemmer fra Kerteminde provsti

Lone Wellner Jensen, provst, Kerteminde Provsti

Lone Wellner Jensen

Der er mange kirkelige ting, der ”bor” i provstiet: Økonomi, bygninger, tilsyn, kirkegårde, personaleledelse – først og fremmest samarbejde mellem sognene om at være kirke. Når jeg lige nu tænker på Kerteminde provsti, så tænker jeg på: En glæde ved at nye præster er kommet til, forholdsvis god økonomi, præstegårde, der skal istandsættes, kirkegårde, der får færre og færre gravsteder. Sådan noget. Men et provsti er mange ting, og derfor har jeg i år bedt tre personer, der er engagerede i arbejdet i Kerteminde provsti om at skrive lidt om vores provsti – ud fra tre forskellige vinkler.

Provstiudvalgsmedlem Orla Drejer fortæller, hvordan han oplever provstiudvalgsmedlemmets arbejde:

Orla Drejer

Hvad kvalificerer et provstiudvalgsmedlem hos os?

At den pågældende har lyst og interesse, samt er kendt med folkekirkens vilkår og arbejde.

At den pågældende er åben og loyal både i forhold til sit sogn og til provstiet, og har mod på at gøre et stort arbejde sammen med andre.

At man varetager provstiets interesser bredt og ikke varetager særinteresser, og at man er bevidst om, at der er sager, man skal trække sig fra behandlingen af.

At den pågældende er interesseret i økonomi og planlægning, samt selvfølgelig er interesseret i Folkekirken og er synlig i kirkens arbejde.

Visionær, åben og kompetent.

Hvad kan et provstiudvalg gøre?

Medlemmerne kan være velforberedte til at møde de enkelte menighedsråd og menighedsrådsmedlemmer, når der er behov for det.

Mødes med menighedsrådene og møde op, når de kalder eller inviterer også til kirkelige arrangementer og festlige lejligheder. Det er vigtigt at pleje de sociale kontakter.

At have et åbent og tillidsfuldt samarbejde.

Være rådgivere omkring økonomi og hjælpe menighedsrådene med ikke at komme i situationer, hvor deres økonomi kører af sporet. Vi skal påtage os den rolle, vi har som garanter for at tilse, at økonomien er ansvarlig ud fra de givne rammer og muligheder.

Hjælpe med at have de rette rådgivere på personaleområdet.

Det allervigtigste er, at vi skal være et tilbud til menighedsrådene, vi skal kende vort ansvar og vores rolle og ikke overtrumfe menighedsrådene, men vejlede dem og lytte til dem for at de kan udføre deres arbejde godt og korrekt.

Vi skal være gode til at vejlede om budgetter, regnskaber, hjælpe med byggesager, hjælpe med til at løse konflikter hvis der opstår konflikter i et sogn. Men man skal være forsigtig og ikke optræde som alvidende (selvom vi måske ofte tror, vi er det), så vi skal lytte, lytte og så først komme med vores råd.

Menighedsrådsformand Jette Dirksen fortæller, hvordan hun oplever vores budgetsamråd/samtaler:

Jette Dirksen 

Alle menighedsråd i provstiet er repræsenteret, hvilket giver mulighed for at:

  • Netværke
  • Få et overblik i forhold til de forskellige udfordringer, der kan være ved de forskellige kirker og øvrige bygninger
  • Få inspiration til nye projekter, f.eks. omlægning/nyplantning af kirkegården
  • Udveksle ideer og tanker omkring de opgaver, vi alle har, f.eks. kalkning af kirker.  Her har vi fået gennemgået alle kirker af fagligt kompetente konsulenter, der er udfærdiget en rapport, som vi kan tage udgangspunkt i og herefter kan vi f.eks. gå geografisk til værks, således vi udnytter både kalkningsfirma og tiden optimalt.
  • Indkøbe specialudstyr – f.eks. fik flere kirker påbud fra arbejdstilsynet om, at deres katafalker skulle være hydrauliske.  Her kunne vi så lave et fælles udbud
  • Få fælles beskeder fra PU
  • Få overblik over, hvilke større arbejder, der er i gang rundt om i provstiet – og forståelse for, at vi på skift kan søge om midler til de store restaureringer

Herudover har PU også være til menighedsrådsmøder rundt om i provstiet.  Dette giver nogle gode relationer til PU og samtidig et indblik i deres arbejde, som kan resultere i, at flere stiller op til valg i PU.

Tillidsrepræsentant,  sognepræst Rikke Aagaard Nielsen fortæller om udviklingen i vores provsti mht. præster:

Rikke Aagaard Nielsen

Set herfra - og som tillidsrepræsentant – er der, uden at jeg dog har regnet helt nøjagtigt på det, sket både et fald og en stigning i Kerteminde Provsti. Der er bevægelse med andre ord!

Faldet er i gennemsnitsalderen for præsterne. Det er dejligt, at vi har kunnet byde flere nye, og nyuddannede, kollegaer velkommen.

Det giver en god udveksling i præstegruppen. Det øger nemlig opmærksomheden på, hvad vi gør, og hvad vi kan gøre for hinanden. Ikke mindst har det øget opmærksomheden på samarbejde.

I Kerteminde Provsti arbejder præsterne til dagligt sammen i grupper, og vi udvikler samtidig i dybden ved inddragelse af menighedsråd. For de nyest ansatte præster er det del af både stillingsopslaget og de første samtaler ved ansættelsen, og hverdagen fra begyndelsen.

Kollegialitet i følgeskab og medleven er en første og umiddelbar gevinst, og støtte i udviklingen af eget og hele områdets kirkeliv er den både ønskede, men også af mange af os erfarede, varende konsekvens og glæde.

For det giver arbejdsglæde og tryghed, men selvfølgelig også møder, afstemning af mål, diskussioner og ”kabaler” der skal gå op. Men der er ikke tvivl om, at det har afsmitning på hele provstiet, at vi i grupper kender og støtter hinanden i så høj grad. Der bliver delt og talt meget, OGSÅ når vi er samlede i provstiet, og kendskabet til hinandens hverdag og muligheder i embedet er stort. Det er i sig selv en rigtig god udvikling af præsteembedet. Her kommer så også stigningen ind, for med yngre kræfter, er der er kommet flere præstebørn, og med det også den naturlige afsmitning på arbejdslivet som børn og yngre familier giver.

Derfor var det også meget glædeligt, at vi i efteråret i samlet flok kunne slippe embederne og præstegårdene for at drage på studietur til England. Det kræver planlægning osv. og kommer ikke af sig selv i en travl hverdag. Men turen gav faglige input og oplevelser på mange ledder og kanter, personligt og i det fælles. Det er virkelig værdsat af os alle, at det lod sig gøre. At drage ud og vende hjem har sin egen afklarende effekt, og turen klarede blikket for os – også og ikke mindst i forhold til vores provsti fællesskab og opmærksomheden på eget embede og præsteliv gennem samtalen og samarbejdet.