Provsternes beretninger 2018
Nyborg Provsti 2018

De kalder det udkant
Vi kalder det sogne

Tekst: Hans Bredmose Simonsen, provst, Nyborg Provsti  

Hans Bredmose Simonsen

Det er en kendt sag, at befolkningen i mere end hundrede år er flyttet fra land til by. Det er en udvikling, der er svær at stoppe, og vi er i disse år tæt på smertegrænsen for mange små samfund. Ved kommunesammenlægningen i 2007 blev de små kommuner opslugt af de store, hos os blev Ørbæk Kommune med rådhuset i Ørbæk by og mange landsogne med 10 middelalderkirker en del af Nyborg Kommune, og i Ullerslev Kommune skete det samme. Meget symbolsk er Ørbæk Rådhus revet ned, mange små skoler og dagligvarebutikker er lukket, og det er blevet mindre attraktivt for børnefamilier at bosætte sig i landlige omgivelser med plads og frisk luft. Det ses også på mange huse i landsbyerne, der står og forfalder med ”Til salg-skilte” på facaderne.   

Forladt af det officielle Danmark

Når man besøger sådan en landsby, som stort set er forladt af det officielle Danmark, bemærker man en smuk middelalderkirke, omkranset af en velholdt kirkegård. Ofte vidner kirken om en stolt fortid, hvor adelsslægterne har sat deres præg på både kirken og kirkens inventar. Svindinge kirke på Østfyn ligger højt, den har et mægtigt tårn, og for en sikkerheds skyld er der oven på tårnet placeret et spir, så man var sikker på, at folk viden om kunne se, at her var der et gevaldigt magtcentrum. Der er epitafier til minde om den stolte adelsslægt, som har domineret sognet, og ude på kirkegården fortælles der historie om sognets beboere. Og det er jo spændende for den historisk interesserede.  

Men går man ind i våbenhuset og kikker i kirkebladet, opdager man, at her fortælles der ikke kun historie fra en stolt fortid. Her lever sognet og udfolder et rigt kirke- og kulturliv. Der er gudstjenester om søndagen, der er babysalmesang, børne- og familiegudstjenester, fyraftensgudstjenester, gudstjenester for plejehjemsbeboere og forskellige alternative gudstjenester, der er flotte koncerter, udført af dygtige musikere. I konfirmandstuen inviteres til foredrag om kristendom, samfund, politik, kultur og litteratur, der indbydes til studiekredse om litteratur og om etik og om mangfoldige andre emner. Det er meget specielt for Danmark, at vi i de mindste samfund diskuterer vores liv med hinanden, det er en arv, vi har fra højskolerne, der engang fyldte Danmarkskortet. Og man bliver lidt stolt af Den danske folkekirke. De steder, som det officielle Danmark kalder for udkant, kalder vi for sogne med kristendom og kultur og et fællesskab med hinanden.  

Fremtiden

Det er en opgave, som ikke altid er lige let. Ofte er der få deltagere i gudstjenesten, ofte har præst og menighedsråd lavet et flot arrangement, som ikke får den opbakning, som det fortjener. Og man kan godt blive lidt mismodig. Vil der også i fremtiden være en menighed, som sørger for, at kirke og gudstjeneste er intakt, når de mange har brug for den. Når det er højtid, eller når der er skelsættende begivenheder i familien som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse? En lukket kirke er symbol på en kristendom og et liv, som engang udfoldede sig i det, man dengang kaldte et sogn. Hvad skal man kalde en egn med en nedlagt kirke? En nærliggende betegnelse er udkant. 

Jeg glæder mig over, at det kun er dystre tanker. At der stadig er mennesker, der har brug for deres kirke og gudstjeneste, at vi har dygtige præster, organister, kirkesangere, kirketjenere og gravere, at der rundt om i landskabet stadig er mennesker, der vil bruge deres tid og kræfter på at sidde i et menighedsråd og gøre deres egn til et sogn med kirke, gudstjenester, liv og ånd. Det skylder vi dem en stor tak for!