Biskoppens nyhedsbreve
Biskoppens hilsen sommer 2021

Midsommer – uden mundbind

Biskop Tine Lindhardts sommerhilsen 2021

Hører I mon til dem, der ser Sankt Hans som porten ind til sommer og sol, sand, strand, ferie og lange lyse nætter? 

Eller hører I til dem, der gribes af vemod, for med Sankt Hans vender året, dagene bliver kortere, om blot tre måneder er det efterår, og om et halvt år fejrer vi jul?

Det afhænger nok af sind, og måske har vi mange af os en rem af begge dele.

Men i år trækker glæden det længste strå, synes jeg.

Måske fordi det falder sammen med åbningen af samfundet efter den lange periode med restriktioner på grund af coronaepidemien. En åbning der meget synligt viser sig ved, at vi nu ikke længere skal gå med mundbind eller visir, når vi færdes sammen i det offentlige rum, går i butikker eller i kirke.

De første dage uden mundbind var det næsten helt mærkeligt at kunne se hinandens ansigter igen, og man greb af gammel vane i tasken efter det, og følte sig næsten helt nøgen uden. Ja, for undertiden kan det føles trygt at gemme sig bag en maske. Ikke bare hvis man ikke har fået fjernet krummer fra kinden eller kerner mellem tænderne, men nok så meget hvis man nu ikke lige har haft en super morgen, eller ikke synes der er så meget at smile af, eller man måske endda er vred eller sur. Ja, det er jo som regel de andre der er det :). 

Men når det hænder, og det gør det for de fleste af os, så kan der ligge en tryghed i at kunne tage mundbind på. Så bliver det ikke så synligt. Man kan gå med det selv. I bedste fald kan man så også ’gå i sig selv’, og det kan gå over af sig selv. Andre gange risikerer man at ’gå sig fast’ i det. Eller sagt anderledes: Ikke sjældent kan det være et smil fra en anden, måske et spørgsmål eller et venligt nik, som får mig til at se op og få et andet syn på tingene. Og det er nemmere, når man kan se hinanden ansigt til ansigt. 

Så vel kan der ligge noget sårbart i åbenhed og nærhed mellem mennesker. Men først og fremmest ligger der håb i det. Og muligheder og glæde. Megen glæde.

Corona og risikoen for smitte er her endnu, og det er derfor også forholdsregler, afstand, test, coronapas mm. Vi skal passe på hinanden.

Og nu er det midsommer, uden mundbind og masker. Lad os hente lyset ind og samle på sommerregn.

Sammen.

God sommer.

Mange hilsener 
Tine Lindhardt