Biskoppen
Påskeandagt fra Odense Domkirke 2021

Påske i Odense Domkirke

Kirkerne er heldigvis åbne i påske – men måske kan du af én eller anden grund ikke komme i kirke. Her er en anden mulighed for en kort påskegudstjeneste.

Biskop Tine Lindhardt læser påskeevangeliet og prædiker i Odense Domkirke - om påskelatter

Læs biskoppens påskeprædiken

Påskeevangeliet står i Markus evangeliet kapitel 16 vers 1 til 8:

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Amen.

For mange år siden fortalte jeg om påsken for nogle børn.

Jeg fortalte om palmesøndag, hvor Jesus bliver hyldet som en konge. Om hvordan stemningen i byen vender 180 grader, så folk, der hyldede Jesus om søndagen, efter bare et par dage vender sig mod ham. Om hvordan han bliver taget til fange og bliver korsfæstet langfredag og dør og bliver begravet i en klippehule, og der bliver rullet en stor sten for graven. Og om hvordan nogle af de kvinder der havde fulgt ham, påskemorgen går ud til graven med blomster, og da de kommer derud opdager de, at den store sten, som var sat for graven – den er væltet væk. Og da de kommer ind i gravhulen er den døde Jesus der ikke. I stedet bliver de mødt af en mand i hvide klæder som siger til dem, at nej, Jesus er ikke i graven. Han er opstået og nu går han i forvejen for dem til Galilæa.

Da jeg var færdig med at fortælle, sagde én af drengene sådan næsten som om han talte med sig selv - ’så er Gud altså stærkere end døden’.

Og så lo drengen som man kan le, når man bliver glad og samtidigt overrasket. Det var som om han blev overrumplet af glæden, - den kom bag på ham så han bare måtte le, en lille stille overrasket latter.

Så rejste han sig op og sagde: – ska’ vi ikke gå ud for at lege?

For mig er det påskelatter.

Men faktisk går begrebet påskelatter langt tilbage i tiden, til 14-1500 tallet.

Det dækkede over en skik, der var mange steder dengang, at præsten i sin prædiken påskemorgen fortalte vittigheder og anekdoter; - mere eller mindre gode. Man ville gerne have menigheden med og have dem til at lytte, og så hjælper en god historie tit.

Problemet var, at præsternes vittigheder øjensynligt var dag-gamle og platte, og anekdoterne svedne, og det var der ikke meget sjov ved, syntes de toneangivende kirkefolk.

Men måske var der også noget mere grundlæggende ved latteren og påskelatteren som fik fremtrædende kirkefolk til at vende sig mod den.

Man kan nemlig aldrig helt vide med latter - om der bliver leet ad én – om man med andre ord bliver til grin, - eller om der bliver leet med én, forsonende og forløsende.

Man kan godt blive usikker, når andre ler – for er det mig de ler ad?

Latteren ligger på den måde uden for ens kontrol.

Man bliver bragt lidt på glatis, og det kan være ubehageligt.

For magthavere og folk med indflydelse som gerne vil have fuld kontrol med tingene og styr på det hele – da var latter ofte direkte en torn i øjet.

Latteren bragte uro og måske mere end det - ind i deres magtbastion og kontrol. Det var – og det er provokerende og en provokation.

Desuden - hvorfor skulle man overhovedet få menigheden til at le? Var der virkeligt så meget at le ad?

Var det ikke at tage både evangeliet og livet ualvorligt – ja nærmest at gøre grin med det og ikke mindst med dem, der havde deres at kæmpe med i livet?

Vi kan jo sige det samme i dag.

For helt ærligt - er der noget som helst at le ad for tiden?

Vi har nu i mere end et år haft corona som en højst uvelkommen følgesvend i vores tilværelse.

Det har kastet lange skygger ind over vores liv og påvirket os på talrige måder, sygdom, død, mistede arbejdspladser, og ensomhed i en grad som vi nok ikke har kunnet forestille os.

Ja, helt ind i kroppen, - en fortabthed over bare at være os selv.

Vi liver jo op, når vi er sammen med andre mennesker.

De fylder liv i vores liv og får os til at leve - og derfor er afstand og ensomhed på mange måder ødelæggende for os.

Så nej. Der er ikke meget at le ad. Og det kan synes direkte upassende, hvis man gør det.

Men der er også noget forløsende og befriende ved latteren.

Der er opstand i den. Trods.

En stædig fastholden på at der er mere at sige. Mere end det vi står i lige nu, og som skygger for livet.

Latteren kan på den måde give os kræfter og liv – og håb.

Den kan så at sige le sammen med os, alle sammen, - midt i og op imod alt det som kan være svært og tungt. Man bliver oplivet af at le sammen.

Sådan som man jo også bliver det af at synge sammen. Sangen kan synge mod ind i os og trøste og give ord også når vi selv står ordløse.

Min mor fortalte mig engang for mange år siden om det spanske diktatur under Franco og især om én af dem, som havde gjort oprør mod Franco og diktaturet og derfor blev henrettet på en grufuld og meget smertefuld måde.

Men dér i forbindelse med henrettelsen gav den pågældende sig til at synge, og soldater og magthaverne kunne bare se magtesløse til.

Som min mor fortalte om det, var det en fortælling om trods og opstand og håb på trods.

Sangen satte magthaverne skakmat.

Den sang hul i mørket og fik magten til at sprække - og den sang ord og toner og mod ind i mange.

Påskelatter.

Men alligevel: Er det ikke at bagatellisere tingene?

At gøre det alvorlige ualvorligt?

Sådan en slagt ’pyt’ knap.

’Bare le ad det’ – som om man kan le, når man er syg eller fortvivlet. Når man er ensom.

Når man sidder der på afstand bag en skærm og kan se et helt års dage og uge og måneder, som skulle have været fyldt med liv og samvær og nærvær, bare forsvinde og blive til ingenting andet end tomhed.

Når døden træder ind over tærskelen og tager med sig et menneske, man holder af. - Det kan man ikke bare le ad.

Nej. Det kan man ikke. Selvfølgeligt ikke.

Selvfølgeligt græder vi når vi rammes, og indimellem råber vi også vores sorg og fortvivlelse ud.

Det gjorde Jesus da han hang på korset, det gjorde kvinderne og dem, som fulgte ham. Det gør vi.

Og det skal vi.

Men måske kan man sige det sådan – at når vi ikke kan le, fordi der ikke er noget at le ad – da ler påskelatteren midt ind i det, som en trods.

Den ler ikke af os.

Slet ikke.

Den ler sammen med os.

Imod mørke og ondskab, imod had og hævn og død.

Påskelatteren ler mod og styrke ind i os.

Så vi kan leve, selv når vi ikke kan.

Den bliver som en tone af håb.

Der er mere at sige.

Altid.

Vi kan ikke sige det.

Men det kan Gud og det gør Gud. - Påskemorgen, da solen står op og stenen er væltet fra graven og graven er tom, og det lyder: 

Den døde Jesus er ikke her. Han er opstået.

Gud har rejst ham af døde i påskemorgenrøde.

Man kan sige, at påsken på den måde er som en kamp.

Langfredag griner døden hånligt.

’I troede på kærlighed og tilgivelse.

I levede i håbet om retfærdighed og fred.

I et kort glimt oplevede I, at livet også er for den, der ikke har fortjent det.

Men se, der hænger han. På et kors. Ham I troede på og satte jeres lid til. ’

Langfredag dødens triumf.

Men den ler bedst der ler til sidst – og påskemorgen ler Gud.

Han ler døden lige op i dens åbne ansigt.

’Du troede, at du kunne tage livet af livet.

Du tror, at du kan tage glæden og lyset og håbet og kærligheden fra mennesker.

Men du kan tro om.

Kærlighed, tro og håb er stærkere end mørke, død og ondskab.

Fordi jeg er,’ siger Gud.

’Jeg rejser det af døde i påskemorgenrøde’.

Det er påske.

Og påskelatter.

Døden er - og døden har magt.

Men den har ikke og den får aldrig al magt.

Den har Gud.

Det er vores håb og det kan vi stole på.

Ud af den tomme grav ler påsken sammen med os – imod døden og mørket

– giver os stemme, så vi kan synge, selv om vi ikke kan

– får os til at trække vejret dybt og fyldes med liv og glæde – også når det er på trods.

Og overrumplende. Når glæden kommer bag på os.

Vi får håb.

 

Glædelig påske.

Amen.