Udtalelser, artikler og debat
Af mørke skal lys skinne frem

Af mørke skal lys skinne frem

Julekommentar i Fyens Stiftstidende den 24. december 2019

Julemorgen jeg synge ’Velkommen igen Guds engle små’. Velkommen til de himmelske engle, der fortæller hyrderne på marken - og nu også os - om den store glæde, der skal være for hele folket, at os er en frelser født. Han er Kristus, Herren. Så glæd Jer og frygt ikke!

Og det gør vi: glæder os.

Børnene glæder sig til gaverne. Vi gamle glæder os til at være sammen med familien. Nogle glæder sig til den gode julemad, til juleøl og julesild. Nogle andre til alle juletraditionerne, juletræet der skal skoves, julekoncerter og julekalendere. Og så er vi nok mange, der glæder os over alle julelysene, der gør de mørke morgener lidt nemmere at cykle igennem.

Men der er også nogen, der glæder sig til, at det hele er overstået. Ham og hende og dem som ikke synes, der er så meget at glæde sig over. Måske er døden gået gennem ens stue og har taget med sig et menneske man holdt af. Måske er pengene små, så julens overflødighedshorn af gaver og julemad er noget, man kender fra reklamerne mere end fra sin egen virkelighed. Eller noget andet er hændt, så man er ene og ensom og forladt.

Det kan være svært nok i sig selv, men netop når alle andre er så glade, hygger sig sammen, synger og giver gaver, kan det ramme dobbelt hårdt, hvis man af én eller anden grund ikke kan være glad.

Ja, når det mere er julesorgen, man kender end juleglæden, kan det virke næsten som en hån med al den juleglæde.

Julesorg. Ordet falder nok uvant for mange.

Men når jeg tænker efter, kan jeg huske den fra min barndom. Ikke som tabet af forældre eller nær familie, hvad jeg var forskånet for, men som en tomhed, - den tomhed som kan indfinde sig oven på intenst nærvær og samvær. En fortabthed. Jeg blev ofte grebet af den, når mine bedsteforældre havde været på julebesøg, og huset havde emmet af latter og snak som kulmination på mange dages spændte forventninger og forberedelser. Og så pludseligt – knips – var det hele forbi, og man faldt i et sort hul, et tomrum. Som det tog en rum tid at fylde igen.

Julesorg. Grundtvig skriver faktisk om den, i det sidste vers af salmen ’Velkommen igen Guds engle små’, hvor vi synger ’lad julesorgen slukkes’! Det er én af grundene til, at jeg holder så meget af salmen, at den tager dét alvorligt, at det ikke er alle, der kan juble og glæde sig i julen.

Som naboer, venner, familie, samfund kan vi gøre meget for at afhjælpe julesorgen, og det skal vi. Invitere dem der ikke ellers bliver inviteret, besøge den der er ensom, sende et julekort, give en julerose og i det hele taget være opmærksomme på hinanden og på, at vi, der mærker juleglæden, skal give den videre til andre.

Måske skulle vi også overveje at gøre juleaften til udgangspunkt og begyndelsen på julefester, frokoster, sammenkomster og samvær i stedet for som nu, hvor juleaften er blevet slutpunkt oven på alle forberedelserne. Så vi ikke så meget tog forskud på glæderne, men i stedet lod julens glæde kaste lys hen over nytår. På den måde kan man strække julen lidt længere, så glæden kan nå flere.

Men der er sorg, som ikke kan afhjælpes, hvor gerne vi end vil. Vore døde har vi altid med os. Savn, tomhed og forladthed slipper ingen for. Og i julen slår det hårdt. Derfor må jeg juleaften høre om glæden, der skal være for os alle, os alle. Ligesom jeg julemorgen må synge ’lad julesorgen slukkes’!

Det håb og den tro er julens sande glæde. Af mørke skal lys skinne frem.

Glædelig jul!