Udtalelser, artikler og debat
At bo på en ø

At bo på en ø

Klumme i Ugeavisen Odense den 14. marts 2018 

Hvordan er det at bo på en ø?

Ja, jeg kan jo spørge mig selv, - for Fyn er som bekendt en ø. Men alligevel ikke, for der er en bro mellem Fyn og Jylland og også én fra Fyn til en anden ø, nemlig Sjælland. Man kan derfor som fynsk ø-boer frit køre til og fra øen, i eget tempo uden at være afhængig af en færge. En motorvej kan selvfølgelig også give udfordringer, men i princippet og ofte også i praksis kan vi bevæge os, som vi vil.

Denne snak om øer, fordi de for mig er blevet et godt billede på, hvad demens kan gøre ved en hjerne: Den kan billedligt talt gøre en hjerne til en samling af øer uden broforbindelse.

Når man f.eks. talte med min mand (som havde Alzheimers) om en bog, så blev han på den ’ø’, der handlede om bogen, mens vi andre hurtigt bevægede os ’over broerne’, videre til en film med samme tema, eller til en anden bog eller til noget helt tredje. Men den bevægelse kunne min mand ikke tage, fordi der ikke var ’broer’ mellem de forskellige ’øer’ i hans hjerne. Han måtte derfor blive på bog-øen. Det betød, at det han sagde, tit virkede som det rene vrøvl, og som om han talte sort. Men i virkeligheden var det fornuftigt nok. Han var bare ude af trit med samtalen og fem minutter bagefter, fordi der manglede broforbindelse mellem de forskellige øer i hans hjerne.

Samtidigt var jeg jævnligt ude for, at f.eks. tidligere kolleger sagde, at min mand da slet ikke virkede, som om han var dement. De havde lige besøgt ham og haft en fin og fagligt dyb samtale med ham. – Måske, er mit gæt, fordi de i deres samtale var blevet sammen med ham på den samme ø. De fordybede sig med andre ord i et emne, hvor han havde meget viden liggende, som han langt hen i sin sygdom kunne trække på, og derfor fik de en god samtale.

Ø-billedet blev således en øjenåbner for mig og den øvrige familie. Ligesom det jo slet ikke behøver være et problem at være på en ikke-brofast ø og måske endda giver rum til fordybelse, sådan lærte vi i samtalerne med min mand at blive på den ø, hvor han var. Og når vi bevægede os videre til næste ø, prøvede vi at huske, at der skulle en færge til for at få ham med over, og at det derfor tog lidt længere tid.

På den måde fik vi mange gode samtaler til gensidig fornøjelse.