Udtalelser, artikler og debat
At elske - og ære

At elske - og ære

Klumme i Fyens Stiftstidende den 18. februar 2018

I forgangne uge døde Prins Henrik. Han skal bisættes på tirsdag.

Meget er allerede sagt og skrevet i den anledning. Om ham og om os, - det folk og det land, som han kom til, fordi kærligheden førte ham hertil. Kærligheden til en tronfølger, som siden blev Dronning. Om at kærligheden førte meget med sig, - familie, børn, børnebørn, svigerbørn, - forpligtelser, opgaver, arbejde, - glæder, bekymringer, som det gør, når man lever sammen i en familie. Og så førte den til mødet med en anden kultur og andre traditioner, et andet sprog og andre skikke. Man kan let forestille sig, at det ikke altid har været lige enkelt, og formentligt har det krævet både vilje og en del arbejde.

Jeg faldt i den forbindelse over et citat af Dronning Margrethe fra 2010: At blive gift er ikke blot en stor glæde og en lykke, som fylder en. Det er også en livsopgave. Et stykke arbejde - men et arbejde, som man netop ikke er ene om. Man er to om at skabe - man er to om at tåle - man er to om at holde ud - man er to om at bære over og bære igennem. To? Jeg plejer at sige - man er tre: Dig, Mig og Os! Det er den treklang, som skal vokse sig stærk igennem et ægteskab.”

Jeg synes, det er klogt sagt. Et ægteskab er også et stykke arbejde. Kærlighed, forelskelse og varme følelser er livgivende, men der må mere til. Måske skulle vi derfor finde det gamle ord ’ære’ frem. Som præsten spørger i kirken: ’vil du elske og ære’?

Ære. På hebraisk hedder ære ’kavod’ eller ’kabod’. Det betyder ’tyngde’. Ære er altså at give den anden vægt og tyngde, at gøre den anden tung, så man ikke falder omkuld, men kan stå oprejst, selv hvis det blæser og stormer om ørerne på én. Man skal selvfølgeligt ikke skamrose eller hyklerisk tale hinanden op. Men man skal agte hinanden, stå inde for hinanden og stå op for den anden og gøre fælles sag med ham og hende. Ære er derfor ikke at underkaste sig, for nu at komme en eventuel indvending i forkøbet. Ære er at tillægge den anden vægt og betydning og at tro det bedste om den anden, – ud fra den grundsikrede tillid til at man hører til hos hinanden. Det er vel i grunden vigtigt, når man lever sammen som mennesker generelt, men også når man skal leve sammen i et ægteskab.

Og hermed tilbage til Prins Henrik, som i sin sølvbryllupstale til Dronning Margrethe sagde:

”I vort ægteskab har du skænket mig din kærlighed, din ro og din støtte. Men især har du skænket mig den sikre vished, at vi som par er dybt forbundne. Ingen af os har nogensinde glemt, at et godt ægteskab består af tre dele, der er lige værdige: Dig, mig og os!”

Det er gode ord at huske.