Udtalelser, artikler og debat
At kendes ved hinanden

At kendes ved hinanden

Af Tine Lindhardt, maj 2016 (Klumme i Fyens Stiftstidende)

’Kom maj du søde milde’ synger vi og ved, at inden længe bliver det bryllupstid.

Med bryllupper kommer også spørgsmålet: vil du elske og ære?

’Elske og ære’?

Elske – kan man forstå. I hvert fald forelskelse. Den lyser jo ud af de to, der skal giftes, og fylder dem, så de er ved at sprænges.

Men ære?? Det lyder som noget fra ’herskab og tjenestefolk’. Man skal vise sine overordnede, herskabet, ærbødighed og respekt.

Det er muligt, det var sådan engang. Men jeg forstår det nu anderledes: at ære er at vedkende sig.

Vedkende sig? Er det ikke bare at skifte et gammeldags ord, ære, ud med et andet? Og hedder det for øvrigt ikke ’at anerkende’ i stedet for at ’vedkende’ sig?

Nej, for mig er der en afgørende forskel på at anerkende og at vedkende.

Anerkendelse får man for veludført arbejde. Har man præsteret godt, venter der anerkendelse og ros.

Det er vigtigt med velfortjent anerkendelse, hvis man har ydet en god indsats. Men jeg vil påstå at, der er noget, der er vigtigere, nemlig at blive vedkendt.

At vedkende sig vil sige, at man kendes ved hinanden, også hvis man skulle komme dertil, at man ikke kan eller vil anerkende hinanden – måske fordi der ikke er så meget at anerkende den anden for. - Eller hvis man har været dybt uenige, måske har skændtes, er blevet vrede og forbitrede og synes, at den anden trækker endog meget store veksler på én. Eller hvis der sker det, at den anden måske mister alt – ære, anseelse, status.

Lige dér siger man så: ’Ja, hun og jeg, vi følges ad’! - ’Ja, jeg kender ham, han er med mig’. Dét er at vedkende sig. Ikke på grund af en hel masse, faktisk nogle gange på trods af. Men man står ved hinanden. Man har viljen til at ville hinanden, i gode dage såvel som i de dage, hvor alt går modstrøms.

Det er måske noget af det vigtigste og stærkeste ved et ægteskab og ved den kærlighed, det bæres af: at man kan vide, at her hører man til, også de dage hvor man ikke synes, man gør det. Her er der rum, og her rummes man. Her er man ikke til eksamen hver dag. Eller sagt lidt bagvendt: i et godt ægteskab består man altid, fordi man består i og af hinandens kærlighed.

Så anerkendelse er godt. Men vi lever af, at der er nogen der vedkender sig os. 


Tine Lindhardt