Udtalelser, artikler og debat
Biskoppens nytårstale 2017

Hvordan fornyer vi
kirken igen? 

Biskop Tine Lindhardts nytårsårstale ved nytårskuren i Odense Domkirke den 12. januar 2017

På vegne af Stiftsrådet i Fyens Stift og mig selv, sagde hunden, vil jeg gerne byde Jer alle sammen stort og hjerteligt velkommen til Nytårskur.

Det er den første af sin slags i Fyens Stift, men forhåbentligt kan det blive en god tradition, at vi mødes her ved årets begyndelse for at ønske hinanden godt nytår.

I år er der en særlig anledning, nemlig at Reformationsfejringen skydes i gang.

Reformationsfejringen. Ja, for i 2017 er det 500 år siden en tysk munk, Martin Luther, slog 95 teser op på slotskirkedøren i Wittenberg, mod afladshandel.  

Luther havde sikkert tænkt teserne som et debatindlæg. Lidt ligesom vi i dag slår ting op på facebook eller twitter eller skriver en blog til avisen.

”Så – hvordan går det lige med vores kirke, hvor er den på vej hen, er det en sand forståelse af evangeliet?” – Det er den debat Luther med sine teser formentligt forsøger at sætte i gang i den katolske kirke.

Men sådan blev det ikke opfattet. Man kan vel snarere sige, at det blev opfattet som en krigserklæring. Og når man læser teserne, forstår man måske godt, at reaktionen blev sådan.

Hør f.eks. tese 45: "De kristne bør belæres om, at den, der ser en nødlidende og lader ham i stikken og giver det (sine penge) til aflad, - han og hun køber ikke pavens aflad, men Guds vrede." 

Luther var ikke en mand der lagde fingrene imellem. Han kaldte en spade for en skovl. Så det endte i en konflikt.

Paven lyste Luther i band, hvilket ikke afholdt Luther fra at skrive endnu mere, og på en stor Rigsdag i Worms i 1521 bliver Luther så erklæret fredløs.

Heldigvis bliver han bragt i sikkerhed af én af sine venner, en fyrste, og siden er der mange, der slutter sig til ham og splittelsen af kirken i en katolsk og i en protestantisk kirke bliver en realitet.


Nå, det her skal ikke handle om en mand som levede for 500 år siden, selv om der er mange historier at fortælle.

Når vi skal fejre reformationen, er det fordi, den har haft stor betydning ikke alene for kirken, men også for vores samfund.

Selvfølgeligt går der ikke en lige linie fra 1517 til i dag. Der har været bl.a. en oplysningstid, en grundlov, politiske partier, men med reformationen blev der lagt et kim og sat noget i gang, som har været med til at trække os, kirken, samfundet, individer, i bestemt retning.

På samme måde blev reformationen heller ikke til i et lufttomt rum. Der var meget i tiden, renæssancen, bogtrykkerkunsten, politiske magtspil, der fik stor indflydelse på, at reformationen fik den gennemslagskraft den fik.


Og hvad var det så -  Reformationen? Én af de mest centrale erkendelser fra reformationen er, at et menneske retfærdiggøres og frelses af tro, ikke af gerninger.

Luther var ikke demokrat, selv om det måske kunne lyde sådan. Langtfra. Men der ligger et kim til en demokratisk dannelse både i hans tilgang til Bibelen og i hans oversættelsesprincipper og opgør med hemmelige sprog.


Vi skal ikke til eksamen hos Gud. Vi skal ikke købe os til en plads hos Gud. Det kan vi ikke. Og vi behøver ikke være bange for at blive kasseret af Gud.


Gud har sørget for, at vi har bestået så at sige. Ikke fordi vi selv er specielt gode eller kloge, men fordi han vil det. Det har vi dåbens ord på.


Vi kender det fra at have en god familie, gode venner, en kæreste, en ægtefælle: Der er man heller ikke til eksamen ustandseligt. Der består man i enhver forstand af ordet i kraft af den andens kærlighed. Det betyder, at kan man leve i tillid til, at selv om man måske af og til falder igennem, og selv om de andre måske af og til bliver sure over det – ja, så har de grundlæggende sagt ok for én.


Det er der en enorm befrielse i.



Men spørgsmålet er, om vi ikke trænger til en ny reformation eller til en revitalisering af den på det her område. Om vi i virkeligheden i dag står der, hvor Luther stod i en evig angst for ikke at slå til og at blive kasseret.


I dag er vi vel ikke så bange for at blive kasseret af Gud, men til gengæld af mange andre. Vi jagter anerkendelse. Vi er bange for at falde igennem og for, at de andre ikke synes om os. 


Vi måler og vejer hinanden på hvor mange likes og venner og thumps ups vi har på facebook. Vi fitter os for at blive perfekte, og vi taler om synd, hvis vi kommer til at spise en is eller en kage.


Det er i virkeligheden voldsomt anstrengende, angstprovokerende og livshindrende på den måde at skulle retfærdiggøre sig selv og sin eksistens. Og derfor også en befrielse at få at vide, at der grundlæggende er sagt god for én. Det skal man ikke selv sikre. Det er allerede retfærdiggjort, at man er her.


Og det betyder, at vi i stedet for kan bruge vores tid og energi på at gøre det, som andre mennesker har brug for. Ikke fordi vi skal opnå noget ved det, men fordi der er brug for det. Bageren skal bage godt brød. Slagteren sørge for mørt kød. Journalisten for historier man bliver klogere af. Og så fremdeles.

 

Et andet område  hvor reformationen får stor betydning, er Bibelen, som oversættes til folks modersmål. Ja, til det sprog som manden på marken og konen i køkkenet taler, altså hverdagssproget.


Det var et opgør med kirkens magt. Dengang var det kun kirkefolk og præster, der kunne læse Bibelen, som var på græsk og latin og hebraisk. Det gav magt. Der er nemlig magt i at kende koden, kende sproget.


Den magt frigør Luther Bibelen fra. Eller rettere: han giver den til alle, og han myndiggør dermed helt almindelige mennesker.


Enhver kan læse Bibelen og forstå den, og man behøver ikke kirke, præster, pave eller biskop for at få adgang til evangeliet. Over for Gud er vi alle lige.


 

For øvrigt mente Luther også at det var utroligt vigtigt at drenge og piger gik i skole. Dengang gik man som regel kun i skole, hvis man skulle være præst, men Luther slår et slag for at alle børn skal i skole og skal lære f.eks. historie, litteratur, matematik.


Luther henvender sig derfor til borgmestre og rådsherrer i alle tyske byer for at understrege deres pligt til at oprette og opretholde kristelige skoler. Og hvis nogen af dem skulle mene, at det er alt for dyrt at lade børn gå i skole, har Luther også et svar på det. Som han siger:


Kære herrer! Når man årligt må give så meget ud på skydevåben, veje, broer, dæmninger og meget mere af den slags, som skaffer en by ydre fred og tryghed, hvorfor skal man så ikke bruge meget mere på den nødlidende stakkels ungdom, i hvert fald så meget, at man kan ansætte en egnet mand eller to som skolelærere? Senere taler han også om dygtige både lærere og lærerinder.

 

Luther var ikke demokrat, selv om det måske kunne lyde sådan. Langtfra. Men der ligger et kim til en demokratisk dannelse både i hans tilgang til Bibelen og i hans oversættelsesprincipper og opgør med hemmelige sprog.


En vigtig forudsætning for demokrati er jo netop mennesker, der er oplyste og vidende og ligeværdige, ligesom det er vigtigt med åbenhed, gennemskuelighed og transparens. Det er noget af det, der bliver sået med reformationen.


 

Man kan jo spørge, hvordan det står til med det i dag? Om vi i dag er ved igen at få lukkede sprog? Vores kirkesprog f.eks. – Er det ved at blive et fremmedsprog for den, der ikke er vokset op med det? Højtideligt sprog og store ord er vigtige, fordi de rækker højere op og længere ud, men Luthers pointe om, at fordi evangeliet er vigtigt, så skal man oversætte Bibelen til et sprog, som konen i køkkenet og manden på marken kan forstå – den pointe skal vi ikke glemme.


Tilsvarende kan man spørge, om vi er også er ved på andre områder at få lukkede sprog. Bureaukratsprog, tekniksprog, indforståede sprog, som man kan forfalde til, og hvormed man effektivt lukker andre ude – nemlig alle dem, der ikke lige kan det sprog.


Måske skulle vi på alle områder huske på det med at tale jævnt og ligefremt på hverdagssproget?

Reformationen var en besindelse på, hvad det vil sige at være kirke, hvad kristendom og tro går ud på. 


Den reformation skal vi fortsætte. Ikke ved blot at gentage alt hvad Luther og reformatorerne sagde, men måske direkte ved på nogle områder at sige det modsatte af hvad reformationen sagde.


I hvert fald synes jeg, man må spørge sig selv og hinanden, om den frihed og befrielse og frisættelse af mennesket som reformationen og renæssancen var med til at fremme – om den i dag er ved at blive ikke kun en velsignelse, men også en forbandelse.

Man kan jo spørge, om vi i dag er ved igen at få lukkede sprog?

Vores kirkesprog for eksempel. Er det ved at blive et fremmedsprog for den, der ikke er vokset op med det?


Dengang var det en selvfølge, at ethvert menneske var forbundet med andre mennesker og med Gud.


I dag understreger vi vores frihed i en grad, så et menneske risikerer at blive en ø.


Er vi ved at give køb på forpligtelsen og de forpligtende fællesskaber?

Frihed helt uden bånd og forpligtende fællesskab er der stor ensomhed i.


Så måske er det derfor en del af det at være kirke og samfund i dag og at føre reformationen ind i det 21 årh. – det er at understrege forbundetheden, samhørigheden, fællesskabet mere end friheden og befrielsen.



I den forbindelse vil jeg gerne slå et slag for forventninger.

Ikke forventninger som krav, men som håb. Som tillid til, at der er noget i vente, noget godt i vente.

Det er vigtigt.

 

Selv om - det er ikke fordi det altid er særligt nemt med forventninger.

De kan skuffes, og det bliver de. De brister.


Så hvorfor forvente, at maden står på bordet, når man kommer træt hjem?


Hvorfor forvente at børnene rydder op efter sig?


Hvorfor forvente, at ens forældre tager sig tid til at snakke og lege med én, eller at man kan få sig en uddannelse eller et arbejde, når man er færdig med skolen?

Hvorfor forvente alt det – hvis det bare viser sig at blive til bristede illusioner?


Hvorfor? Ja, svaret er let: Fordi man er nødt til det. Man kan skændes og man kan skælde ud. Man kan blive vred og skuffet. Men hvis man ikke længere har forventninger til hinanden, som kærester, ægtefolk, som venner, i en familie, i et samfund – så er der ikke mere. Så er forholdet slut. Og der bliver kun ligegyldighed tilbage.


I hvert fald synes jeg, man må spørge sig selv og hinanden om den frihed og befrielse og frisættelse af mennesket, som reformationen og renæssancen var med til at fremme – om den i dag er ved at blive ikke kun en velsignelse, men også en forbandelse.

Forventninger binder os sammen – de siger: Vi hører sammen. Vi er en del af hinandens liv. Vi er en del af hinandens tid og måske ikke mindst: Vi er en del af hinandens fremtid. Jeg regner med dig, og du kan regne med mig.


Det er vel i virkeligheden én af de største gaver, man kan få af hinanden og give hinanden – at blive en del af hinandens fremtid.


Sådan er det, når man forventer noget af hinanden. Noget godt.

Luther sagde det anderledes – mindre højtideligt. Ifølge en anekdote skal han have sagt – ”Hvis verden går under i morgen, vil jeg plante et træ i dag.”

Men det rummer det samme: Håbet, forventningen, tilliden til at der på trods af alt er noget godt i vente. Noget at håbe på.

Lad os gøre det.


 

For 500 år siden blev der sat en bevægelse i gang, en reformation, som fik stor betydning, for kirke og samfund, og som vi er en del af.


Det fortjener både fejring og masser af debat, diskussion, med og modspil, drøftelser, sådan som det vil ske her i Stiftet i 2017 på mangfoldige måder.

Ikke som et forsøg på at lukke øjnene for, at det ikke længere er så selvfølgeligt for mange at bruge og være med i kirken som før, men netop som en besindelse på hvad kirke, tro, kristendom er – og hvordan vi i dag skal gøre det og være det, så det giver mening i menneskers liv.


Hvordan vi fornyer kirken igen. Det er reformationens kerne.


Lad os bruge i år til at dykke ned i reformationen, dukke op til nutiden og på alle måder drøfte, hvad det betyder i fremtiden, for kirke, samfund og for os hver især.


Godt nytår!