Udtalelser, artikler og debat
Biskoppens nytårstale 2018

Biskoppens nytårstale 2018 

"Afhængighed er et livsvilkår," sagde biskop Tine Lindhardt i sin tale ved Fyens Stifts nytårskur, hvor biskoppens 60 års fødselsdag også blev fejret 

Se billederne fra nytårskuren ved at klikke på den blå pil til højre i billedet herunder 

Den 12. januar 2018. Gæsterne tager plads i Odense Domkirke.
Foto: Andrea Krull

Velkommen til gæsterne  
Foto: Andrea Krull

Foto: Andrea Krull

Foto: Andrea Krull

Foto: Andrea Krull

Domprovst Regina Ljung siger velkommen til nytårskur og fejring af biskop Tine Lindhardts 60 års fødselsdag
Foto: Andrea Krull

Foto: Andrea Krull

Biskoppens nytårstale
Foto: Andrea Krull

Kunstneren Lars Physant og domprovst Regina Ljung afslører maleriet af Tine Lindhardt
Foto: Andrea Krull

Maleriet har Claus Bergs altertavle som baggrund
Foto: Andrea Krull

Maleriet kan ses foran Odense Domkirkes altertavle frem til midten af februar 2018 
Foto: Andrea Krull

Foto: Andrea Krull

Tid til champagne og kransekage
Foto: Andrea Krull

Foto: Andrea Krull

Foto: Andrea Krull

Maleriet af biskoppen blev studeret fra alle vinkler
Foto: Andrea Krull

Tine Lindhardt og politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen får en snak om maleriet
Foto: Andrea Krull

Foto: Andrea Krull

Christian Dons Christensen, departementschef i Kirkeministeriet holdt tale for Tine Lindhardt
Foto: Andrea Krull

Peter Fischer-Møller, biskop over Roskilde Stift holdt tale for Tine Lindhardt
Foto: Andrea Krull

Lone Wellner Jensen, provst i Kerteminde holdt tale for Tine Lindhardt
Foto: Andrea Krull

Ester Larsen, næstformand i Fyens Stiftsråd holdt tale for Tine Lindhardt
Foto: Andrea Krull

Andreas Gabriel Bojsen-Møller, sognepræst og tillidsmand for præsterne holdt tale for Tine Lindhardt 
Foto: Andrea Krull

Doris Krarup Mogensen fra Fyens Stifts menighedsrådsforening holdt tale for Tine Lindhardt
Foto: Andrea Krull

Tusind tak for idag fra en glad biskop
Foto: Andrea Krull

Af: Biskop Tine Lindhardt

Vi gjorde det.

Sådan sagde en partiformand for nogle år siden i forbindelse med et folketingsvalg. Man fristes til at gentage ordene, når man kigger tilbage på 2017 og fejringen af reformationsjubilæet.

Både på landsplan og her i stiftet er der blevet sagt "Luther" og "reformation" på så mange måder, af så mange og i så mange sammenhænge og med så mange ord og arrangementer, at man har skullet gøre sig store anstrengelser for at undgå at høre om det.

Noget af det virkeligt gode set herfra er de mange, der er gået med ind i arrangementerne og fejringen. Skoler og museer og byer, symfoniorkestret, lokalsamfund. Det giver håb om, at der er blevet skabt relationer, der kan bygges videre på.

Så vi gjorde det.

Vi fik bragt reformationen bredt og vidt omkring. Så vi kan vel tillade os at sige, at det blev en succes?

Nej. Det er først de kommende år, der for alvor vil vise, om vi lykkedes med det, og om det blev en succes. Sagt anderledes: Formår vi at bringe reformationen og dens tanker med ind i de kommende år. Få det til at sætte spor? 

Og her tænker jeg både på reformationens ’tilbage til rødderne’ og hermed besindelsen på og fordybelsen i, hvad kirke og kristendom er. Og på de nye skud, som reformationen også satte. Brugen af de nye medier, som på Luthers tid var trykpressen, og i dag vel er de sociale medier. Reformationens og Luthers insisteren på at tale ind i tiden og til tiden og i tidens sprog, - Luther oversatte som bekendt Bibelen til dagliglivets ord og sprog, ligesom han skrev salmer.  Formår vi at gøre det samme, så evangeliet bliver nærværende og kommer tæt på? For først da er det jo egentligt lykkedes.

Jeg håber det.

Vi har en stor opgave i at arbejde for at være med til at fastholde kirke, tro og kristendom som en selvfølgelig del af vores - menneskers liv.

Det er nemlig ikke en selvfølge. Det siger ikke sig selv.

Jeg har i forskellige sammenhænge talt for og talt positivt om vanekristendom, - ja som en central måde for os danskere at være kristne på.

Vi bruger ikke så mange store ord om det og bliver let lidt forlegne, hvis vi skal til at gøre rede for, hvad vi tror, hvordan og hvorfor. Men samtidigt ligger det os i kroppen som en god vane, hvor fødderne stort set af sig selv finder hen til kirken, hænderne foldes og fadervor siges, til livets høje tider og dybe sorger.

Det synes jeg er godt. Rigtigt godt.

Men akilleshælen ved vanekristendom er, at den lever af, at nogen giver de gode vaner videre. Sker det ikke, er der ikke noget at være vane af og på. 

Jeg synes, det vil være en stor skam, hvis vanekristendommen forsvinder. Jeg kan være bekymret for, at det betyder, at det bliver den mere tydelige, afgjorte og klart udtalte bekendelsesagtige tro, der bliver den rigtige måde at være kristen på.

Det vil være rigtigt for nogle, men ikke for de mange.

Jeg kan tage fejl – men jeg tror, at det vil være de færreste danskere, der vil kunne finde sig til rette i denne mere bekendelsesagtige tro. Det ligger ligesom ikke til vores, danskeres natur og sindelag. Der passer vanekristendommen og det mere lavmælte udtryk bedre. Derfor er det vigtigt, at denne vanekristendom næres og fastholdes.

Det skal vi, som kirke være med til, og det vil kræve og betyde nye former og måder og ord. 

Nogle vil måske tænke, at det her lyder som brandudsalg på alle hylder af kirkens kernebudskab – i tråd med butikkernes januarudsalg

Nej. Bestemt ikke.

Spaghettigudstjenester der kun er spaghetti, stillegudstjenester der kun er stille, meditationsgudstjenester der kun er meditation, rockgudstjenester der ikke er andet end rock – det bliver jo pjat.

Der er mange andre, der er langt bedre til både spaghetti, det stille, rock osv. end præster og kirkefolk

Det skal vi ikke konkurrere med.

Der skal selvfølgeligt være både kvalitet, evangelium, kristendom i det, vi gør. Og heldigvis er kvalitet, evangelium, kristendom heller ikke i sig selv en modsætning til nye salmer, bønner, ord, former.

Det kan være det. Men reformationen viste med sin brug af nye medier, nye ord, nye salmer, ny oversættelse, at det ikke behøver være sådan. Den erfaring og indsigt og de nye skud skal vi bære videre fra reformationsfejringen – ind i de kommende år.

Derfor vil de kommende år vise, om reformationsfejringen på den måde lykkedes og har været med til at fastholde kirke, tro og kristendom som en selvfølgelig del af vores samfund og vores liv.

Vi gjorde det.

Vi.

Et folketingsvalg, kommunal- og regionsrådsvalg, menighedsrådsvalg, en reformationsfejring, at være kirke, at være samfund – det er ikke noget vi gør alene.

Det er vel i virkeligheden et spørgsmål om der overhovedet er ret meget, vi på den måde gør alene og bærer alene. Samfund er at finde sammen. Sogn er at søge sammen. Ikke for at lukke sig om sig selv men fordi livet ikke er et én mands foretagende. Livet er noget, vi er fælles om, og hvor vi har brug for hinanden, - er afhængige af hinanden.

Jeg ved godt, at afhængighed, det bryder vi os ikke om. "Han er afhængig – på stoffer, druk, ludoman?" Afhængighed ikke i høj kurs. Vi går ind for selvstændighed, at klare os selv. Vi vil ikke stå med hatten i hånden og tage imod fra en anden, stå i gæld. 

Det gør vi.

Afhængighed er et livsvilkår. Det gælder ikke kun dem på kanten, men os alle. Vi er bundet til hinanden som mennesker. Vi er afhængige af og har brug for, at der er nogen, der vil bære med, som vil lytte, som vil sige os imod og korrigere og gøre vores overvejelser bedre, som ikke alene vil give en hånd, men alle hænder med, - som vil tænke videre på vores egne ufærdige overvejelser, udvikle og vedligeholde, som vil være fremme i skoene og ude over stepperne – og få tingene gjort til tiden og i tide med ordentlighed og omhu.

Ligesom de andre er afhængige af mig og os og af, at jeg og vi vil alt det.

I virkeligheden ville vores liv smalle til og snævre ind. Det ville blive trangt og klaustrofobisk uden de andre til at udvide det og åbne det og banke dørene ind hos os og skabe udsyn og vidsyn.

Vi har brug for hinanden til at skabe sprækker, - både i vores skråsikkerhed og selvtilstrækkelighed – og når det iblandt mørkner om os – da at skabe sprækker af lys.

Lys og salt.

Banalt, måske. Højstemt, ja afgjort.

Men at runde de 60 giver en vis tilladelse til store ord, blot det ikke bliver en vane.

Vane derimod skal kristendommen være og blive.

Lad os bære ved til det.

Tak for et godt 2017 – og godt nytår 2018.