Udtalelser, artikler og debat
Brinkmann, pligt og barmhjertighed

Brinkmann, pligt og barmhjertighed  

Klumme i Fyens Stiftstidende, august 2016

Af: Biskop Tine Lindhardt 

’Nå, nu skal vi åbenbart til at tale om pligt igen’.

Sådan sagde én til mig forleden, samtidigt med at han sendte mig et link til en udsendelse på DR 2 med psykolog Svend Brinkmann, som er aktuel med bogen ’Ståsteder’.

Og ja, ifølge Svend Brinkmann, skal vi nu til at tale om pligt igen. Efter en periode med fokus på, hvad vi selv har lyst til, og hvordan vi kan ’blive til nogen’, skal fokus flyttes til at ’blive noget for nogen’, mener han.

Pligt lyder gammeldags. Men ikke desto mindre synes jeg, det giver god mening. Et menneske er ikke en ø. Vi er afhængige af hinanden. Vi holder, sagt med teologen K. E. Løgstrups ord, altid noget af et andet menneskes liv i vores hænder. Det giver os et ansvar og en forpligtelse, som rækker ud over os selv.

Gør vi så vores pligt? Vi har i hvert fald en historie, som har præget vores kultur og samfund gennem mere end tusind år, som handler om pligt, forpligtelse og ansvar, nemlig fortællingen om den barmhjertige samaritaner. Det er fortællingen om ham, som bliver overfaldet og efterladt hjælpeløs på vejen. Først kommer en præst forbi og siden en tempeltjener, men ingen af dem stopper op og hjælper den overfaldne. Det gør til gengæld en mand fra Samaria.

Man kan næsten se et drillende glimt i Jesus øjne, da han fortæller historien. Folk fra Samaria regnede man nemlig ikke rigtigt med dengang. Pointen er altså, at ham, der gør det rigtige, er den ”forkerte”.  Det skærper fordringen og ansvaret. Pligten til at stoppe op og hjælpe har vi også over for mennesker, vi ikke kender, og over for dem vi måske ikke bryder os om, og som ikke bryder sig om os. Vi er de nærmeste til at hjælpe, også selv om vi ikke hverken familiemæssigt eller på anden vis er ’de nærmeste’.

En anden drillende pointe er, hvad den overfaldne mon siger til at blive hjulpet af én, han måske i virkeligheden helst var fri for? Resten af sit liv vil han jo skylde manden fra Samaria sit liv. Det er måske ikke så morsomt. Men sådan er det at være menneske. Vi er helt afhængige af, at nogen stopper op, giver os af deres tid, nærvær og omsorg, - ellers går vi til.

Så, tak til Brinkmann for at sætte pligt og ansvar på dagsordenen. Det er en god anledning til at fortælle historien om den barmhjertige samaritaner – og spørge, hvordan vi bliver noget for nogen.