Udtalelser, artikler og debat
De dødes have - de levendes land

De dødes have –
de levendes land

I dag er flere kirkegårde blevet et sted, man kommer, også bare for at komme. Folk sidder folk på bænke, drikker kaffe i solen, snakker sammen eller taler i mobiltelefon og læser avis, mens børnene løber omkring sammen med hunde i snor.


Biskop Tine Lindhardt | november 2015


Jeg er gennem de sidste 30 år, den tid jeg har været præst, kommet på en del kirkegårde, - først og fremmest gennem mit arbejde men også privat. Der er sket noget med dem, kirkegårdene, igennem de år. De er blevet både mere tomme – og mere levende og individuelle.

Fra min barndom og ungdom husker jeg kirkegården som i høj grad de dødes have, præget af stilhed og ro. Man løber ikke på en kirkegård, som jeg lærte og selv har lært videre. Og man kom der kun, fordi man kendte een der lå begravet på kirkegården, og hvis gravsted man besøgte. 

Der var også stor ensartethed på kirkegårdene. Gravstederne lignede hinanden. Ja, det ene kunne være større eller mindre end det andet, beplantningen kunne være forskellig, men grundlæggende var de ens. Lav hæk af taks. Perlegrus. Små stauder og nogle af årstidens blomster. Midt for en sten med en fødselsdato og en dødsdato, navn på den døde og ofte hans og hendes beskæftigelse.

Sådan er der stadigt mange gravsteder, der ser ud. Nogen vil måske rynke på næsen af disse små ens parceller, men det gør jeg ikke. Den ro og regelmæssighed der præger disse gravsteder giver nemlig en god ramme for de efterladtes minder og taknemmelighed. Man kan gå og pusle om gravstedet, vande blomsterne, fjerne ukrudt og samtidigt tale lidt med ham eller hende, som ligger der, og som man naturligvis ikke længere kan tale med, men hvor der alligevel kan være en slags samtale gennem død og grav, når man går der og ordner og passer.

Der skete en ændring med kirkegården. Det skete i takt med at flere og flere syntes, at de ikke ville være til besvær – eller måske var de bange for, at vi deres børn og børnebørn ikke ville bruge tid eller penge på at få passet deres gravsteder, og den skam ville de alligevel ikke lade gå over sig – at ligge på et tilgroet gravsted som udstiller glemthed og forladthed. Så hellere ligge på en plæne, måske med en enkelt flad sten med navn.

Ingen skal ikke gøre sig til dommer over den måde andre ønsker at blive begravet på. Men hvis grunden til, at nogen vælger en anonym plænebegravelse, er, at de ikke vil ligge os andre til last – så synes jeg det er sørgeligt.  

De mange plænebegravelser betyder også, at kirkegårdene bliver tomme. Ikke helt, men delvist. De bliver tømt for historie og historier, når der ikke længere er gravsten med navn, beskæftigelse, fødsel og død til at fortælle historierne om dem der var og som nu er døde, og på hvis skuldre vi står. Kirkegårdene bliver dermed også tomme og tømt for mennesker. For hvis der ikke er noget og nogen at passe, ingen gravsteder, ingen sten, ikke noget sted hvor døde ligger, så kommer vi, efterladte og pårørende, der ikke ofte.

Det lyder som ren forfaldshistorie. Men det er det ikke. For sideløbende med denne udvikling kom en anden. Som gik stik modsat i retning, og som gør kirkegården mere til de levendes land end alene de dødes have.   

I dag er flere kirkegårde således blevet et sted, man kommer, også bare for at komme. Det gælder f.eks. den kirkegård, jeg er kommet på det sidste årstid.
Her sidder folk på bænke, drikker kaffe i solen, snakker sammen eller taler i mobiltelefon og læser avis, mens børnene løber omkring sammen med hunde i snor. Nogen ler, andre græder. For selvfølgelig kommer man der også, fordi én man kendte, er død og ligger begravet der. Der er plads til begge dele.

Gravstederne er også ganske forskellige. En elefant i granit står side om side med knækkede søjler, pompøse anlæg, polerede sten, grove granitblokke, runesten, engle i marmor og grædende kvinder. Stadig er der navn, fødsels- og dødsdato på de fleste gravsten, men de dødes tidligere beskæftigelse – ser man sjældnere.

I stedet sætter man sit eget individuelle præg på gravstedet og gennem inskriptioner på gravstenene. Man tegner så at sige personen og personligheden, så man selv i døden er egen og særlig. På ét gravsted står der f.eks. en motorcykel i næsten fuld størrelse, fremstillet i pileflet og bast.

Man kan se, at mange kender den. Den er et tilløbsstykke på kirkegården. Og imens man står og ser på den, kan man forestille sig den døde og begravede køre af sted på sin Harley på de himmelske landeveje med kæresten på bagsædet, vinden i ansigtet og solbrillen på næsen. 

En anden måde at sætte særpræg på, er gennem de mange effekter man ser på gravstederne – særlige lys, figurer i sten, bamser, biler, fuglebade og fotos af den døde. 

Alt sammen er det med til at fastholde alt det den døde var og betød, men jeg tror også det er udtryk for de efterladtes taknemmelighed og savn. Det er små gaver. Naturligvis ved man godt, at den døde ikke får glæde af dem, men det er vigtigt at kunne give dem for på den måde at kunne give taknemmeligheden et konkret udtryk. Give den krop.

Indimellem må man selvfølgelig overveje, om man kan have alt det liv på en kirkegård. Om ikke det er respektløst over for dem der kommer der, fordi de nyligt har mistet et menneske de holdt af. Og naturligvis skal der på kirkegården være respekt for de døde og omsorg for de pårørende og det fornødne rum til savnet og minderne.

Men jeg tror, det er muligt at finde den balance. Og endnu mere: der er noget evangelisk i, at døden ikke får lov at stå alene, end ikke på en kirkegård, men at den mødes af livet og det levende. - Mødes for at blive sagt imod.

Så når man ler på kirkegården, ler man ikke af de døde eller de pårørende, men man ler af døden. Døden tror, at den får det sidste ord. Men vi ved bedre, fordi vi har hørt noget andet, i kirken og gennem evangeliet, og derfor kan vi være levende og i live midt blandt de døde og le med det ene øje og græde med det andet.

Kirkegården bliver på den måde mere end de dødes have – den bliver også de levendes land.

Et sted hvor man kan komme, selvfølgelig for at mindes sine døde, men også bare for at komme, fordi der er noget at se på – smukke gravminder, inskriptioner der fortæller historier, anlæg og gravsten der åbner for nye perspektiver.

Og først og fremmest et sted hvor døden siges imod - af troen, håbet, kærligheden og livet.