Udtalelser, artikler og debat
Den usynlige fjende

Den usynlige fjende

prædiken i Avisen Danmark søndag den 17. maj 2020

Vidste jeg det ikke før, har de sidste måneders corona epidemi gjort det lysende klart for mig, at andre mennesker er helt afgørende for, at jeg kan leve. Den anden er min mulighed og min chance, og var det ikke for alt det, andre mennesker gør for mig og giver mig hver eneste dag, så var jeg dårligt stillet.

Når det er blevet så lysende klart for mig, skyldes det, at corona virus har udfordret tankegangen.

Corona virus er nemlig en usynlig fjende. Det er noget af det lumske ved den. Den slår ikke straks ud med røde pletter, gule øjne eller løbende næser. Vi kan være syge i flere dage, uden at man overhovedet kan se det eller mærke det. Det gør det uhyggeligt svært at gardere sig imod sygdommen, for hvor er den, og hvem er den?

Svaret er, at den kan være os alle sammen. Dig, mig, dem jeg tilfældigt møder på min vej. Vi er alle sammen mulige smittebærere, og derfor kan corona virus, fjenden, i virkeligheden være os alle.

I ældre tid, var man tit nødt til at isolere de syge, uden mulighed for at give dem lindring og behandling, men i håb om at mindske smittespredningen i samfundet. Det gjaldt for eksempel de spedalske.

Det er ikke uden problemer på den måde at udskille og udsondre de syge, for der kan følge både skyld og skam med at blive udpeget som smitte-farlig. Desuden viser historien ubehagelige eksempler på, at man også mere generelt har udskilt mennesker fra fællesskabet, som man ikke syntes om, og gjort dem til syndebukke.

I det lys er det måske ganske sundt for os her under corona epidemien pludseligt meget konkret at opleve, at vi alle sammen er ’de farlige’, de smittefarlige, og at vi derfor ikke kan pege på nogen andre og sige, ’at det er dem, der er det, ikke mig’.

Jo, det er også mig, for vi er alle sammen mulige smittebærere.

Men at være det, gør noget ved os. Ja, mig ramte det nærmest som et kølleslag. At vågne om morgenen, se mig selv i spejlet og måtte konstatere: ’du er en risiko for andre mennesker, fru Lindhardt. ’

Nogen vil sikkert mene, at det burde jeg have konstateret for længe siden. Men alligevel – at være en risiko for andre! Og at vide at de andre kan være en risiko for mig.

Det rokker ved noget helt grundlæggende i vores samfund og forhold til hinanden, nemlig den tillid vi har til hinanden, og den helt umiddelbare forventning om, at den anden vil mig noget godt. Vi skal selvfølgeligt holde afstand for at mindske smittespredning. Men sniger der sig også en menneskelig afstand ind? Mistro, mistænksomhed? Det må ikke ske. Tilliden til at andre mennesker vil os noget godt – den må ikke ryge ud med håndvasken og håndspritten.

Vi er hinandens mulighed, ikke en risiko.

Og det er vel lige præcist det, der er blevet bekræftet under corona epidemien. At vi kan regne med hinanden. Mennesker man ikke kendte, køber ind for én. En nabo kommer med mad, og vi hjælper hinanden, hen over afstanden.

Fortællingen om den barmhjertige samaritaner ligger så at sige mellem vores ører og er en rettesnor for os. Heldigvis.

Jeg skal stoppe op og hjælpe den, der har brug for det. Og når det er mig, der falder, og det gør jeg undertiden, ligesom mit liv kan lægge mig ned, så jeg ikke kan rejse mig op igen, da kan det underfulde ske, at jeg bliver rejst op, får livet givet på ny, - af én jeg kender, eller én jeg ikke kender. Af en ven eller måske af ham jeg vendte ryggen forleden. Af vor Herre selv. Det er evangeliet. Det kan vi stole på. Sagt med et Kaj Munk citat: ’Stor er vel Guds fjende, men større er dog Gud’.

Det giver håb og styrke.

God søndag.