Udtalelser, artikler og debat
Det tossede klima og kirken

Det tossede klima og kirken

Januar 2020. 

Landets biskopper foreslår, at der oprettes en arbejdsgruppe, som kan indsamle og formidle erfaring om klimaprojekter.

Biskop Tine Lindhardt skriver om kirken og klimaet i forlængelse af den debat, der er rejst om biskoppernes forslag. 

’Det tér sig da tosset, det vejr’. Sådan greb jeg mig selv i at tænke forleden, hvor det regnede Ama’r-drenge fra morgenstund til aften. Uden ophør, mildt og silende, mens pytterne blev dybere og større og til sidst fyldte hele gårdspladsen. Som en forårsdag eller en sensommerdag hvor det bare regner igennem.

 

Uddrag af referat fra bispemødet i januar 2020: 

Biskopperne vil snarest henvende sig til Kirkeministeriet med forslag om oprettelse af en arbejdsgruppe, der vil kunne indsamle og formidle erfaring på landsplan om større og mindre projekter.

Arbejdsgruppen bør bestå af såvel fagprofessionelle som lægfolk.

Derudover vil biskopperne drøfte forslag til håndtering af klimaudfordringerne og den nationale målsætning om 70 % reduktion af CO2 udslippet frem mod 2030 ved de kommende stiftsrådsmøder, provstemøder og med menighedsråd.

Det er der jo ikke i sig selv noget tosset i. Men der var bare det, at kalenderen skrev den 12. januar.

 

Det er altså midtvinter. Og selv om jeg godt ved, at det kun var barndommens jul, der altid var hvid, og ungdommens januar og februar der altid fik søer og fjorde til at fryse til, så man kunne løbe på skøjter, så var det koldere, og der kom sne, og der var frost, og vi frøs, og man behøver ikke engang gå tilbage til min barndom og ungdom; sådan var det også for ti år siden.

 

Sådan er det ikke mere. I hvert fald ikke i øjeblikket. Det kan sikkert have mange grunde, men jeg tænkte ’gad vide om mine måske engang kommende børnebørn overhovedet vil komme til at opleve sne og frost her i landet? ’

 

Nå, det går jo sikkert også uden.

Men set fra lægmandsvinkel er det er lidt tosset, vejret, for tiden.

 

Men derfor behøver kirken og landets biskopper da ikke at opføre sig tosset, tænker én og anden måske oven på udmeldingen fra januar-bispemødet, hvor biskopperne havde klima på dagsordenen.

 

Det i sig selv kan få nogle til at drømme hede drømme om biskoppelig udrulning af grøn kirke over hele landet, og andre til at se rødt, for er det ikke at politisere og skulle biskopperne ikke blive ved deres læst og tage sig af tilsyn med forkyndelsen? Tilsvarende ser nogen konturer tegne sig af en ny kirkeordning med centralisering og topstyring og bispedømme, der vil tvinge en klimadagsorden ned over folkekirken. Mens andre får bange anelser om, at biskopperne vil skifte evangeliet om nåden i Jesus Kristus ud med menneskelig selvgodhed og selvretfærdiggørende renselse, så det netop ikke bliver nåden i Kristus, der bliver det eneste, som vi syndige mennesker har at holde os til, men derimod os selv, hvor helligheden stiger for hver gang, man tager tog i stedet for bil og spiser salat og bønner frem for kød og pølse.

 

En sådan forestilling ligger mig fjernt. Ja, det ville være et mareridt, hvis mit eneste håb var mig selv, og det jeg gør og ikke gør. Jeg er mig pinligt bevidst, at jeg er en synder. Ikke alene en CO2-synder, der kører rundt i en stor 4-hjulstrækker, og som holder meget af kød og det gerne både svin og okse og fjerkræ, ligesom jeg varmer mit sommerhus op med brændeovn og har levende lys på juletræet og afskårne blomster i vaserne til at lyse op her i januars og februars mørke. Nej, jeg er helt grundlæggende og i langt dybere og fundamental forstand en synder og må igen og igen håbe på, at jeg har en nådig Gud. Uden det håb og den tro var jeg ilde stedt.

 

Og hvad angår bispedømme, kirkeråd, politisering og en folkekirke hvor vi alle går i takt og bliver et menings-fællesskab, hvilket er noget ganske andet end en kirke, så er det ikke noget, jeg abonnerer på!

 

Tværtimod ser jeg det som et sundhedstegn, at man ikke ønsker en bispekirke eller i det hele taget en central styring af folkekirken, og jeg tager det som et kompliment, når jeg af nogen bliver kaldt for ’sognefundamentalist’, for kirkens lokale forankring, hvor menighedsråd og præst og sogn sammen er kirke på den måde, som det passer til det sted, mener jeg, er af grundlæggende betydning for vores folkekirke.

 

Men hvad så med biskoppernes forslag om en klimaarbejdsgruppe – er det ikke udtryk for bispe-styring? Nej det mener jeg af ærligt hjerte ikke.

Jeg vil kalde det rettidig omhu. Biskopperne blander sig ikke i den politiske debat, men tager bestik af, at kirken er en del af samfundet – et samfund hvor folketinget har vedtaget en klimalov frem mod 2030. 

 

Vi konstaterer, at kirken har mange bygninger, mange af dem meget gamle og dermed kulturarv, men også nyere. Der er præstegårde, og mange steder på landet er der jord, som kirken forpagter væk. Hvad vil den vedtagne klimalov kunne få af betydning her og for kirken? For jeg tror, vi må regne med, at loven vil få betydning for kirken, på samme måde som den vil få betydning for resten af samfundet i de kommende år.

 

Netop fordi der i vidt omfang er tale om gamle bygninger, vil der være mange hensyn at tage, men hvilke? Og hvilke særlige overvejelser må man gøre sig? Hvad er op og ned og best practice på området? Hvilke erfaringer har man gjort andre steder? Hvad kan vi lære af hinanden, både de vellykkede og de mindre vellykkede projekter? Hvad er risici og muligheder på den korte bane og på den lange?

 

Alt det ved jeg ikke, men det vil jeg gerne vide noget om, for jeg vil gerne være klædt på til drøfte det med menighedsrådene, som jo er dem, der skal træffe beslutninger om det her. Og jeg synes, at jeg og vi som biskopper og stift skylder at være med til at sørge for, at der kommer nogle velovervejede råd og ideer og erfaringer fra nogen, som faktisk ved noget om det her, så menighedsrådene ikke skal begynde på bar bund, men har noget, de kan drøfte, og som de ved bygger på solid faglig viden, indsigt og erfaring.

 

Der er jo også økonomi i det, - måske noget at spare på den lange bane i energi, men givet også en række omkostninger, fordi noget skal omlægges eller gøres på nye måder. Ligesom der er et væld af dilemmaer. F.eks. er det ulige nemmere at synes, at kirkejord skal plantes til med skov, hvis man er et bysogn, der har det jord som kirken og P-pladsen ligger på plus 100 meter fortov, end hvis man er et landsogn, hvor indtægten fra bortforpagtning af kirkejord er et vigtigt bidrag til kirkens liv og vækst. 

 

På alle de felter og flere til synes jeg, det er sund fornuft at trække på andres erfaring og viden.

 

Det er det, der er baggrunden for, at biskopperne foreslår, at der oprettes en arbejdsgruppe bestående af fagprofessionelle og lægfolk, som kan indsamle og formidle erfaring på landsplan om større og mindre projekter, og altså hvad der virker og ikke virker, og hvordan det virker. For det er det, der er foreslået.

 

Så ligesom vi har konsulenter på en række forskellige områder, kan man sige, at vi nu beder en gruppe på landsplan om at pulje deres viden og overvejelser, så vi andre kan få glæde af det og hente inspiration og ideer her. Og altså ikke mindst menighedsrådene, for det er selvfølgeligt dem, der skal træffe beslutningerne om, hvad de så skal og vil og kan. Men her kan de forhåbentligt få nogle redskaber.

 

Hvad så hvis man ikke mener, at klimaloven som folketinget har vedtaget, er særlig god eller relevant eller skulle have set anderledes ud? Ja, det er jo netop et politisk spørgsmål, som biskopperne ikke blander sig i. Det er noget, vi alle sammen som borgere har mulighed for at påvirke, når der er valg, og hvis vi vil indimellem. Det, biskopperne i stedet har gjort, er at konstatere, at der nu er vedtaget en klimalov, og derfor ønsker vi at få samlet viden og erfaring på området, forhåbentligt til gavn og glæde for menighedsrådene. 

 

Meget lavpraktisk.

 

Er det tosset? – Måske. Men set herfra er det nu udtryk for sund fornuft og rettidig omhu.

 

Biskop Tine Lindhardt, Fyens Stift