Udtalelser, artikler og debat
Du kan noget. Brug det.

Du kan noget. Brug det

Inspark i Berlingske juli 2018

Det forsømte forår er sprunget ud! Studenter af mange slags, faglærte svende, lærere, social og sundhedsuddannede, kandidater fra universitetet og mange andre. Smukke unge mennesker, glade og fornøjede over vel overstået – i hvert fald overstået – eksamen og den verden der nu åbner sig for dem.

Det er lige til at blive i godt humør af. Selvfølgeligt må man som 60+ erkende, at man nu er på vej til at blive overhalet indenom, som en solid Volvo af en fræk Fiat, men grundlæggende er det godt at se en ny generation parat til at tage over. Nogen man har tillid til kan det. Det har jeg.

Det er blevet in at komme med gode råd til de unge. Så her er, helt uopfordret, mit råd: find din gamle konfirmations bibel frem og slå op på fortællingen om de betroede talenter.

Den historie bliver man klog af. – I husker den nok: En mand rejser væk en tid. Inden deler han ud af sin formue til tre af sine folk. Én får fem talenter, en anden får to og én får en talent. Da manden kommer hjem, viser det sig, at de to første har sat deres talenter i arbejde og fordoblet dem, mens den sidste har gravet sin ene talent ned i et hul i jorden.

Den første pointe er, at alle kan noget. Alle får talenter, - med en klar forventning om at man bruger dem. Det er nok næsten det bedste. At der er nogen, der forventer, at man har noget at bidrage med, og at man gør det. Det er sørgeligt, hvis der ikke er nogen, der regner med én, for regner de så overhovedet én for noget?

Den anden pointe er, at vi er forskellige. Ikke alle kan det samme. Nogen har mange talenter, andre færre. Er det ikke dybt uretfærdigt? Jo, måske. Men det er virkeligheden. Jeg bliver f.eks. aldrig hverken balletdanser, sanger, håndboldspiller eller matematikprofessor. Heller ikke selv om jeg har lært, at man kan, hvad man vil, bare man slider hårdt med det. - Man kan meget, og tit mere, end man tror. Men har man ikke en tone i livet eller er skrap til matematik og fysik, så bliver man aldrig hverken sanger eller fysiker. Det kan man blive ked af og vred over, men realistisk sans hører med til det at blive voksen.  Og man risikerer, at en bristet drøm skygger for det, man rent faktisk kan, og de talenter man har fået, så man i forbitrelse begraver det hele. Det er skidt. Både for én selv og for andre.

Meningen er, at vi skal sætte vores talenter i spil. Lade os bruge. Ikke fordi vi skal købe os til en plads i livet eller hos andre. Men fordi andre mennesker, samfundet, naboen, børnene, arbejdspladsen har brug for dét, du og jeg kan og gør.

På falderebet et bonusråd: gå i kirke mindst én gang om måneden. Eller på museum, i teater, til fodboldkamp, til koncert eller giv nogle timer som frivillig. Pointen er – glem dig selv. Gå ind i en sammenhæng, hvor du ikke selv fylder, men hvor der fyldes på dig, af indtryk og lyd, billeder og ord. Det åbner horisonten. Vidt op. Det har vi alle brug for. Ikke kun de nys udsprungne.