Udtalelser, artikler og debat
En fremmed kommer til byen

En fremmed
kommer til byen.

af Tine Lindhardt, marts 2016

En fremmed kommer til byen

Det lyder som en god gammel western film, I ved hvor helten – den ensomme cowboy kommer til byen. Rydder bulen og drager bort igen, i aftensolen, mod vest.

Han skal være fremmed. Ubundet af alliancer og hensyn, ellers kan han ikke gøre det han skal, tage opgøret med mørkets magter.

Han rider i ensom majestæt ind i byen. I skridtgang. Han skyder ikke til højre og venstre eller råber voldsomt op. Han udstråler autoritet og styrke – og vilje til de opgør der kommer.

Og sådan kunne man blive ved. 

En fremmed kommer til byen.

Præcis sådan red Jesus ind i Jerusalem i søndags, palmesøndag.

Han red på et æsel. Folk skar grene af træerne og tog deres jakker af og lagde dem på vejen foran ham som en rød løber, mens de råbte hosianna.

Frels os – som det betyder.

Det fortsætter meget godt.

For næppe er Jesus kommet ind til byens centrum før han går i gang med at rydde bulen, meget konkret. Han smider de handlende ud af templet. Guds hus skal ikke være et handelshus, men et sted man beder, som han siger.

De følgende dage helbreder han blinde og lamme. Han skælder ud på de ledende religiøse ledere og udfordrer dem ved at fortælle dem lignelser, hvis pointe er, at Gud vil give liv til fattige randeksistenser, mens de religiøse ledere vil blive dømt ude.

Tonen skærpes. Folket flokkes om Jesus. Men de ledende folk bliver mere og mere vrede på ham og til sidst beslutter de, at han skal dø.

Scenen er sat til det endelige opgør. Den enlige helt, den fremmede imod byens ledende spidser i samlet flok, mens folket står afventende på sidelinjen, parate til at gå i aktion, når de ser hvilken vej vinden blæser. En klassisk scene.

Men bedst som man tænker, at nu behøver man ikke se mere, for nu ved man hvordan det ender, sker der noget.

Det er blevet torsdag.

Jøderne skal fejre påske. Jesus fejrer den sammen med sine venner, disciplene. Alt sammen udmærket, hvis ikke det var fordi Jesus hele tiden siger mærkelige ting.

Han taler om, at én af vennerne vil forråde ham. Senere siger han at de alle sammen vil svigte ham.

Forråde, svigte, fornægte.

Spørgsmålene svirrer i disciplenes hoveder.

Helt galt bliver det, da Jesus tager et brød, brækker det i stykker og siger: Det er mig. Det er mit legeme, min krop. Spis det. Og på samme måde gør han med vinen. Det er mit blod, siger han. Drik det.  

Her begynder disciplene at forstå, at Jesus skal dø.

Hvad foregår der? Helte dør ikke. Kort tid efter bliver Jesus taget til fange og ført op til ypperstepræsten. Han bliver forhørt, pint og plaget og til sidst dømt til døden, fordi han siger, at Han er Guds søn.

Det mener ypperstepræsten og de religiøse ledere er at gøre nar af Gud. En tømrersvend fra Nazareth som kalder sig Guds søn. Som helbreder mennesker, ja som regner med mennesker, og som dermed siger, at han regner dem for noget, - også dem som andre regner for ingenting. Som taler om tilgivelse og kærlighed og praktiserer det. Som vender op og ned på forestillingen om hvem der hører til hos Gud. Det drejer sig ikke om at være særligt from eller god eller at have de rigtige meninger. Det handler om tro – om at stole på Gud.

Skulle han være Guds søn? Nej, det er at gøre nar af Gud, mener de.

Derfor må Jesus dø. Han er alt for farlig at have gående levende rundt blandt folk.

Det sker den lange fredag. Jesus hænger på korset i den dybeste ensomhed og elendighed. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? råber han, og dør kort efter.

Og dermed dør folks forventninger til ham endegyldigt.

Han var ikke helten, den fremmede, der kommer for at rydde op. Han var bare - fremmed.  Han ville ikke leve op til deres forventninger og ville ikke passe ind i deres forestillinger, og så kasserer de ham.

Men de tog fejl. Hvor cowboy-helten rejser væk igen, når bulen er ryddet og hævnen er fuldbyrdet, bliver Jesus til den bitre ende, til døden. Han viser dermed en anden vej end hævnens og ’vi rydder bulen’ vejen. Han viser forsoningens vej. Tilgivelsen. Ja, han er den.

Han kunne have brugt sin magt, men han nægter at gå ind på voldens orden eller rettere uorden. For magtens og ondskabens onde cirkel kan kun brydes med kærlighed.

Hævnen med forsoning.

Hadet med tilgivelse.

Det er virkeligt fremmed for os. Det er nyt. En ny orden.

Men denne nye orden dør vel med Jesus langfredag?

Nej, for Gud rejser Jesus fra de døde i påskemorgenrøde. 

Og med ham - tilgivelsen, kærligheden, forsoning. Håb.

Det står op og det opstår. Det er vores virkelighed.

Vor Herre er kommet til byen.

Rigtig glædelig påske.