Udtalelser, artikler og debat
Folkemødet og den ægte samtale

Folkemødet og den
ægte samtale

Indspark i Berlingske den 13. juni 2018

Kan en politiker tvivle, kan en biskop, en direktør, en læge?

Alene det at spørge sådan får mig til at sidde uroligt i sædet, for er der nu nogen, der tror, at jeg ikke tror på det jeg siger i kirken om søndagen?

Det gør jeg selvfølgeligt. Tror på Gud og på evangeliet. Ligesom en politiker tror på sin politik og sine holdninger, en direktør på sit produkt og sine medarbejdere, en læge på den behandling han og hun tilbyder sine patienter og så fremdeles. Hvis ikke man kan stå inde for det, man siger og gør, er man utroværdig, og det går ikke.

Men forhåbentligt tvivler vi også indimellem. Eller sagt anderledes: Forhåbentligt går vi også indimellem ind i den type samtaler, hvor man naturligvis siger, hvad man tror og mener, men også er i stand til at lytte til andre og reflektere over det man hører og lade sig bevæge og måske flytte. En sådan ægte sam-tale er vigtig. Den hører demokratiet til og er med til at holde skråsikkerheden og bedrevidenheden i ave.

Men den slags samtaler kan have vanskelige kår, fordi man stiller sig ud på planken og risikerer noget. Måske får man sagt noget, som ikke stemmer med det, man tidligere har sagt, og så risikerer man en tur gennem facebook vridemaskinen, eller man giver udtryk for usikkerhed, og straks er man ’velkommen på forsiden’ af en avis. Eller man må se sine for og imod overvejelser kogt ned til en skarp overskrift. Eller man bliver ’en sag’ i Detektor, fordi man kom til at kløjs i nogle fakta.

Så hvis vi vil den ægte samtale, må vi give vores politikere og os selv lov til indimellem at tale uden for referat og uden at afkræve dem løfter og uden at de nødvendigvis skal stå til regnskab i al evighed for deres udtalelser.

Det kræver et frit rum. Et rum hvor ordet og ånden er fri, hvor man kan ping-pong’e og tænke højt sammen med mennesker, man ikke er enige med. Hvor man bringer sig selv i spil og lader sig møde og udfordre af hinandens argumenter og meninger, synspunkter og viden. Hvor man tør gå ud af sin komfort-zone og lade sig påvirke, - for måske bagefter vægelsindet at vende tilbage til udgangspunktet, eller åbent erkende at her er noget, man ikke har tænkt nok over og må overveje på ny.

Det kan man blive klogere af. Det bliver man nemlig ikke af alene at møde mennesker, man er enig med. Men hvis man vil lægge skråsikkerheden bort for en stund og tage tvivlens nådegave på, er der en mulighed.

Og forstå mig ret. Selvfølgeligt skal politikere såvel som alle andre stå ved, hvad de siger og lover. Men vi borgere er også nødt til at lære, at det ikke er alt der kan rummes i en overskrift, og at mennesker udvikler sig, og at det kan være OK at blive klogere og at ændre holdning.

Faktisk er jeg overbevist om, at vi får bedre politikere ud af det, hvis vi giver dem muligheden for at føre en sådan ægte samtale, hvor der for alvor er noget på spil. - Måske allerede på det kommende folkemøde?