Udtalelser, artikler og debat
Glæd jer
Biskop Tine Lindhardts kronik i Avisen Danmark 4. søndag i advent 2020

Glæd jer!

Sådan siger apostlen Paulus med vanlig provokation i en tekst, man kan høre i kirken i dag. Glæd Jer!

Men kan man overhovedet beordre nogen til at glæde sig? Giver det mening?

Og måske endnu mere påtrængende – hvad skal vi stille op med sådan en melding i dag? Med coronasmitte, der bare stiger og stiger.

Vi har nu levet med corona i snart et år. Så hurtigt som et knips med fingrene blev der vendt op og ned på alt. Forventninger, drømme, nye projekter, rejser, planer. Vupti – væk!

For mange har det haft store konsekvenser, som er tunge at bære, og det har påvirket os alle sammen, at livet på den måde blev vendt på vrangen.

Hen over sommeren vejrede vi morgenluft. Smittetallene faldt, og vi var nok mange, der tænkte, at pyh – nu var det forbi.

Men det var det ikke. Corona er der fortsat med næsten større styrke end i foråret, og decembers mørke er blevet i mere end én forstand mørkt.

Der er helt akut frygten for at blive syg, og der er alt det andet. At man ikke bare kan mødes og være mange sammen, som vi plejer og glæder os til i december, høre musik, gå i teater og biograf, på cafe.

Der er ensomheden især for de særligt sårbare – og dilemmaerne, som står i kø. Ensomhed kan man blive syg af, så skal man besøge sin faster, der bor ganske alene og stort set ikke kommer uden for en dør, eller skal man blive hjemme for ikke at øge smitterisikoen?

Der er den dårlige samvittighed og skylden måske – for kan man undgå den, hvis man opdager, at man var smittet og er kommet til at smitte andre, fordi man lige skulle til et møde eller måtte i byen for at komme ud?

Vi er trætte, og det er som om, det rammer os dybere denne gang.

I foråret tog vi en dyb indånding og holdt vejret mens coronaepidemien skyllede hen over os og alt lukkede ned, og så efter et par måneder kom vi op på den anden side og kunne trække vejret nogenlunde normalt igen. Nu har vi opdaget, at epidemien ikke forsvandt. Den er her fortsat, og selv om der forhåbentligt kommer en vaccine i det nye år, vil der formentligt gå en rum tid, før vi er tilbage til noget, der kan ligne det normale.

Vi skal med andre ord finde en måde at leve med epidemien på, som et vilkår. Vi kan ikke bare holde vejret, lukke øjnene og vente på, at det driver over. Det kan man måske i en forårsmåned eller to, men ikke generelt og i halve og hele år. Men vi kan noget andet. Vi kan øve os i at se og fastholde glæden og lyset, på trods og selv om livet ikke bliver, som vi havde forestillet os eller kunne ønske os.

På den måde rammer epidemien os mere grundlæggende. For vi har vænnet os til og lykkeligvis i mange år haft et liv, hvor stort set alt var muligt. Ingen begrænsninger, men fremgang og hele tiden bedre. Epidemien udfordrer således vores forståelse af, hvad et ’rigtigt’ liv er. Er dét kun et liv i overhalingsbanen, et liv fyldt af lykke og medgang, glæde, rejser, oplevelser, frihed og helst frit for sygdom og elendighed? Det ville være dejligt, hvis det var. Men tror vi det, risikerer vi at bilde os ind, at kun hvis livet er perfekt, er det et liv – og at kun det perfekte liv er noget værd.

Sådan er det ikke. Der er masser af liv, også et liv der er værd at leve, i det ikke perfekte liv – skal jeg hilse at sige af personlig erfaring.

Og lige der kommer Paulus på banen og siger: Glæd Jer.

Paulus siger det, ikke fordi han var jubel-optimist eller ikke kendte til modgang.

Nej han siger det, fordi han øser af den grundlæggende glæde, der kommer til verden julenat, da Gud kommer til verden i barnet i stalden.

En glæde midt ind i decembers mørke og corona, og hvad der i øvrigt kan skygge for livet.

En glæde som holder fast i livet og håbet, og holder os fast på det. For livet er der, og det er levende og nærværende.

Som når et julekort helt uventet kommer dumpende ind ad brevsprækken, skrevet i hånden så man næsten kan mærke den andens hånd i sin.

Når nogen ringer, og man hører en stemme i den anden ende og taler sammen og på den måde hører sammen.

Når man får en sms eller mail med glædelig jul, og tak fordi du var en del af mit år.

Når man hører de gamle salmer og sange og finder julepynten frem - og hjerterne, som ens mor klippede, og som børnene skal arve, og slægterne bindes sammen.

Når man selv skriver, ringer, deler ud af sit måske sparsomme lys til en anden og opdager, hvordan det så bliver til mere.

Mørket sprækker, og man mærker, at glæden er der. Den helt grundlæggende glæde, julens glæde, håbet. Om end på trods og i trods.

Glæd Jer. Ja, glædelig jul!