Udtalelser, artikler og debat
Gud og valgkampen

Gud og valgkampen

Klumme i Fyens Stiftstidende maj 2019

Et af de emner, der sjældent kommer op i en valgkamp, er kirke og tro. Måske fordi mange viger tilbage fra at gøre tro til noget partipolitisk. Måske fordi der er en stor blufærdighed over for at tale om tro; det opfattes som en privat sag. 

Jeg synes, det er en skam. Tro er naturligvis en personlig sag, men jeg tror, at tro betyder mere for mange end man skulle tro. Og jeg mener også, at tro har noget at bidrage med i politik og samfundsmæssigt. Basalt siger tro, og det man tror på, noget om de værdier og grundholdninger, man bevidst og ubevidst lægger til grund for sine politiske holdninger. For eksempel selve dette at tro på Gud. I det ligger jo – ud over meget andet – at man ikke skal gøre nogen andre til Gud, hverken politikere eller ’stjerner’ eller sig selv. Den plads er så at sige optaget. Det, synes jeg, er en rigtig god erkendelse, ikke mindst i en valgkamp, – og hvis man løfter blikket også ud over landets grænser – i en brydningstid med brændende tårne og polarisering, hvor drømmen om den stærke mand eller kvinde måske kunne dukke op. Lederen med stort ’L’ der kunne styre og lede os alle uden om alle farer og problemer, frem mod lykken. Men det er en alt for stor byrde at lægge på et menneskes skuldre, alt for meget magt og alt for mange drømme og håb at lægge i en andens hænder. Ingen kan bære at blive gjort til Gud. I bedste fald vil det føre til dyb skuffelse over, at han og hun ikke kunne leve op til titlen og løse alle ens problemer – i værste fald ender det i magtmisbrug og diktatur.

Noget andet, som tro og religion kan, er at være huskested og samtalested for ord og vigtige fortællinger om, hvad det vil sige at være menneske. I kirken og kristendommen lever der for eksempel fortsat ord som ”nåde”. Et ord som stort set er gået ud af dagligsproget. Trist - for dermed forsvinder også den vigtige erkendelse, at vi mennesker lever af det, vi er heldige at få. Uden at have gjort os fortjent til det. Ja, måske endda på trods af det, vi har gjort. At blive budt velkommen og indenfor som kær gæst, for eksempel, selv om man måske smækkede med døren og gik i fornærmethed, sidst man var der. Eller at få en sms fra en god bekendt, ’jeg giver en is i solen’, selv om det er år og dag siden, man selv tog kontakt. At mødes af sådan et storsind, ja kærlighed og tilgivelse, på trods af at man fortjente en kold skulder – det er livgivende. Det har vi brug for, personligt og som samfund. Og vi har brug for huskesteder, som kan holde de ord levende.

Det er noget af det tro og kirke kan bidrage med. Også i en valgkamp.