Udtalelser, artikler og debat
Herrens Veje

Herrens Veje

Klumme i Fyens Stiftstidende september 2017

Af: Biskop Tine Lindhardt

På søndag sender DR det første afsnit af serien ’Herrens veje’.

Herrens veje er en dramaserie med magtkampe, intriger, hævn, kriser, gråd og latter – alt det vi kender fra andre dramaserier.

Det lyder som noget, vi har set før.

Lige bortset fra, at ’Herrens veje’ handler om noget så eksotisk som folkekirken og en præstefamilie og deres liv. Jeg glæder mig utroligt meget til at se ’Herrens veje’. Men også over, at den overhovedet sendes, og over at man i bedste sendetid på DR 1 tager livtag med tro, tvivl, kirke, præster og kristendom.

Siden ’Nødebo Præstegård’ og ’Biskoppen’ fra 1940’erne med Ib Schønberg i hovedrollen har folkekirke, tro og kristendom ellers spillet en ganske tilbagetrukket rolle i film og dansk kulturliv. Og godt det samme, for her blev kirken tegnet på én gang ophøjet og hyggeligt tandløst, måske endda lidt lattervækkende, og i hvert fald ikke som noget, der hører nutiden og fremtiden til.

Først i ’Strisser på Samsø’ møder man igen folkekirken, her i skikkelse af en præst der kan mere end sit Fader vor. I ’Italiensk for begyndere’ nogle år senere optræder en præst, som viser sig også at være et helt almindeligt menneske. Sofie Gråbøl spiller præst i ’Lossens time’ i 2013, og derefter begynder præster og kirken igen at optræde på danske filmlærreder og i dramaserier.

Det bliver spændende at se, hvordan kirken, troen, kristendommen tegnes i den nye tv-serie.

Seriens hovedforfatter, Adam Price har udtalt, at kirken og præsterne sikkert ikke vil synes om alt det, vi får at se i Herrens Veje. Det er ikke en reklamefilm for folkekirken, kan man forstå.

Hurra for det – set herfra og sagt før jeg endnu har set et eneste afsnit.

Selvfølgelig klager jeg ikke, hvis Herrens veje viser noget af det gode, folkekirken kan og gør.

Men det, jeg virkeligt håber, Herrens Veje kan og vil, er at sætte tro og kristendom på dagsordenen og gøre det til noget, vi tør tale om. Tvivlen og fortvivlelsen, ondskab, skyld og skam, vores livsvilkår, men også tilgivelse, håb og tro på, at der midt i og på trods af alt altid er mere at sige, nemlig at vi er elsket, og at kærligheden er det bærende i livet. Ikke altid fordi vi fortjener det. Måske endda på trods.

Det har vi brug for – også at tale om.  Det er jo vores liv og eksistens, det handler om, hvad vi tror og ikke tror, håber og frygter, de store spørgsmål om liv og død.  Den samtale håber jeg for alvor Herrens Veje vil sætte i gang. Det taler vi for øvrigt også om i folkekirken. Tro det eller lad være.