Udtalelser, artikler og debat
Hold samtalen åben om de store spørgsmål

Hold samtalen åben om de store spørgsmål

Klumme på kirke.dk november 2019

Så skete det igen.

I lørdags samledes 85 menighedsrådsmedlemmer i Fyens Stift en hel lørdag i Vissenbjerg for at tale om dåb og nadver.

Fra kl. 09.30-16.

I foråret var det 135 menighedsrådsmedlemmer, der mødte op for at tale om autorisation, og hvem der skal bestemme, hvordan man skal holde gudstjeneste.

Igen en lørdag fra kl. 09.30 – 16 og igen i Vissenbjerg.

Begge dage var en blanding af foredrag, oplæg og samtale i mindre grupper ud fra samtalekort.

Det er store spørgsmål og centrale emner, der diskuteres. For hvad er et sakramente? Hvad sker der, når vi deltager i nadveren, og hvorfor går vi til alters? Eller måske rettere spurgt: hvorfor går nogen til alters, mens andre ikke gør, for nadveren er jo et skel-sættende sakramente i den forstand, at det ikke er alle gudstjenestedeltagere, der går til alters.

Er det et problem? Det tror jeg, nogen vil synes, mens andre ikke vil. Men under alle omstændigheder er det jo interessant at høre, hvorfor man gør det – går til alters – eller ikke gør det, for i det ligger jo spørgsmålet om, hvad nadveren betyder, generelt og for den enkelte? Er det for privat og personligt til, at man kan tale om det? Måske, men i lørdags gjorde man det faktisk. Talte om det.

Man talte også om dåb.

Hvad sker der i dåben – ja, sker der noget overhovedet, noget afgørende nyt? Bliver man flyttet fra én sammenhæng til en anden? Bliver man Guds barn? Og hvis man gør, hvad så med dem, der af én eller anden grund ikke bliver døbt – er de så ikke Guds børn?

På den anden side – hvis der ikke sker noget afgørende, hvorfor skal man så døbes – er der nogen grund til det?

Store spørgsmål – kæmpestore, men også uhyre væsentlige. Både i forbindelse med drøftelserne af hvordan vi holder og skal holde gudstjeneste, men og også i langt videre forstand end det. Fordi det er væsentligt for os som mennesker at tale sammen om tro og håb og dåb og kristendom. Det handler om vores liv – sagt med store ord.

Jeg tror, at noget af det, der gjorde det til en god lørdag og til gode samtaler, var, at man ikke for hurtigt lagde sig fast på, hvad man synes var rigtigt og forkert. Selvfølgeligt gav man udtryk for det, man mente. Sådan skal det være. Men der var også en vilje til at lytte på dem, der mente noget andet.  At lade den andens holdninger være en sten i skoen, som man ikke bare skubber væk og kaster ud, men som man vender tilbage til og overvejer, fordi man regner den anden for et fornuftigt menneske, også selv om han og hun måske mener noget andet, end man selv gør.

Jeg fik engang for år tilbage af og til besøg af en kirkegænger, som på en uhyre venlig måde hudflettede mine seneste prædikener. Det var selvfølgeligt irriterende, men jeg kunne ikke bare vifte det væk, for vedkommende anerkendte mig helt tydeligt som et fornuftigt menneske, (jeg tror sågar et kristent menneske), hvis holdning man måtte tage alvorligt; hvorfor ellers bruge tid på at tale med mig? Og sådan måtte jeg også betragte den pågældende.

Det betød helt konkret, at den pågældende blev en samtalepartner, når jeg skrev mine prædikener, også selv om vi meget sjældent konkret talte sammen. Men vedkommende sad billedligt talt på min ene skulder og spillede sine synspunkter ind. Jeg var sjældent enig. Men jeg var nødt til at kunne svare på det, for der var noget i det. Substans, bund, som man var nødt til at tage alvorligt.

På den måde at holde samtalerne åbne et stykke tid – det tror jeg er med til at give rum og plads også for de store og svære spørgsmål, hvor det ikke altid er så nemt at have en afklaret holdning, og hvor det kan være svært at komme frem med sin egen usikkerhed og uafklarethed, hvis man tror og oplever, at alle de andre er helt afklarede og hurtige til at sige rigtigt eller forkert til det man siger.

Det rum var der i lørdags.

Ja, ja - spis brød til, tænker én og anden måske. Men nej, af og til skal man bruge store ord, når noget godt sker.

Nu kunne det jo være noget helt særligt fynsk. Men det tror jeg ikke det er. Jeg tror, det sker mange steder, over hele landet. Når menighedsråd, præster, ansatte, mennesker i og uden for kirken mødes for at tale om væsentlige ting.

Det er ret fantastisk, men ganske vist.