Udtalelser, artikler og debat
Hurra for gode vaner – og for vanekristendom

Hurra for gode vaner –
og for vanekristendom­­­

Kronik i Berlingske november 2017

Af biskop Tine Lindhardt


Jeg hører til dem, der holder meget af vaner. Jeg ved godt, at de ikke er i høj kurs, men jeg har aldrig helt forstået hvorfor. Hvad er det, der er så galt ved vaner? Ting man gør jævnligt uden at tænke nærmere over det, og som giver én mere, end man lige skulle tro, bag om ryggen på én så at sige.


Ja, for det særlige ved vaner er, de ligger på rygraden. Det er ikke noget, vi tager op til overvejelse hver morgen – for og imod – skal jeg nu spise morgenmad i dag? eller børste tænder? eller bruge cykelhjelm?


Vi gør det bare, og får på den måde en hel masse forærende. Mad og energi til dagen, orientering om hvad der sker. Fællesskab, omsorg, glæde, andres gode ideer for nu at nævne noget.


Hvor meget vanemenneske jeg er, og hvad det giver af overskud, bliver jeg altid mindet om, når jeg overnatter på hotel.


Hver morgen præsenteres man for en buffet med alt fra havregrød over sild og leverpostej til søde kager og brød af mange slags, hver med forskellige korn. Lækkert ser det ud, og indbydende er det. Men også dybt frustrerende, når man er vant til næsten søvngængeragtigt at række ud efter tallerken, krus, kaffe, mælk, ost, marmelade og en gulerodsbolle. Bollen på brødristeren, neskaffe i kruset, vand på elkedlen, og så kan man lige nå at hente avisen i postkassen, vende bollen når man kommer tilbage, ost på overen og marmelade på underen, vand på nes’en og lidt mælk i, og så er morgenmaden klar, og man kan tænde det levende lys på bordet og sætte sig med avisen, og nyde kaffen og måltidet og alt det gode det giver én, så man står rustet til dagen.


Tit når man, samtidigt med at man laver sin morgenmad, at komme godt i gang med at tænke på det, man skal i dag. Eller man tænker ingenting, fordi hovedet i går blev fyldt med så mange tanker, at man trænger til bare at være tanketom en stund. Eller man kommer i gang med en lang snak med husets øvrige beboere – ikke fordi man er specielt god til at multitaske, men fordi - det man gør af vane, gør man uden at bruge megen energi på det, og derfor kan man nemt gøre noget andet samtidigt.


Man slipper for den overanstrengelse af tilværelsen det er, hele tiden at skulle vælge til og fra. Man har én gang valgt og fået sig en god vane. Gode vaner betyder en stor lettelse og giver ekstra tid. De giver struktur og i høj grad også indhold.


Hurra for det, siger jeg!

 

Jamen, lyder en hyppig indvending mod vaner, når man gør tingene ’bare af vane’, så har man ikke hjertet med. Så er det bare noget udvendigt og rent mekanisk.


Det forstår jeg ikke.


Tag f.eks. en situation mange af os kender, at en af familiens ældre kommer på plejehjem. Faktisk vil man rigtigt gerne besøge ham, men den ene dag tager den anden, uden at man kommer af sted. Gør man det derimod til en god vane fredag eftermiddag eller lørdag formiddag at lægge vejen om ad plejehjemmet og kigge indenfor og få en kop kaffe og læse avis for sin gamle morfar, ja så tænker man ikke over det at komme af sted, ligeså lidt som jeg tænker over, om jeg skal spise morgenmad, børste tænder, sige god morgen til kollegerne og alt det andet helt nødvendige, man gør af god vane. Og her er det ovenikøbet en vane, som en anden også får glæde af.


Men – lyder indvendingen så igen, hvad nu hvis jeg ikke har lyst til at besøge min morfar fredag eftermiddag? Er det så ikke bedre, at jeg bliver hjemme – af hensyn til min morfar? Jeg mener: Er det ikke synd for ham, hvis jeg kommer af vane og ikke fordi jeg har lyst? Det ved jeg såmænd ikke. Eller rettere: Jo, jeg er sikker på, at han vil foretrække at få besøg af mig, hvis jeg gør det, fordi jeg gerne vil. Men hvis valget står imellem at han får besøg, fordi det er en god vane, eller at han ikke får besøg, så tror jeg da, han vil foretrække at få besøg.

 

Den gode vane hjælper på den måde til at få gjort det, som er væsentligt og af betydning, ikke bare for én selv men også for andre.


Også når det angår kirke, kristendom og tro, vil jeg gerne slå et slag for vaner og for vanekristendom. Den kristendom, hvor troen viser sig i nogle gode vaner, som f.eks. at man får sine børn døbt, beder Fadervor inden man lægger hovedet på puden, går i kirke til livets og årets højtider, lader sine børn konfirmere.


Men ligesom nogen ser skævt til vaner i almindelighed, gør man det til vanekristendom i særdeleshed.


”Er du rigtig kristen eller bare vanekristen?” som én engang for mange år spurgte mig. Jeg har glemt, hvad jeg svarede. Men jeg håber, at jeg svarede, at jeg var døbt – og det betragtede jeg sådan set som udtryk for, at jeg var kristen.


Med Kristi kors tegnet for ansigt og bryst og med Vor Herres tilsagn om, at jeg er hans barn og hører til hos ham alle dage indtil verdens ende, uanset hvad.

Jeg har mødt det samme spørgsmål, når jeg har været på rejse i udlandet. Mange har svært ved at forstå, at vi danskere er kristne, og at mere end 75% af os er medlemmer af folkekirken. De synes snarere, de ser et rendyrket verdsligt land og et gennemsekulariseret folkefærd – og hvis man skal sige det lidt mere kontant – ikke megen kristen entusiasme og engagement, men snarere lunkenhed.


Jeg tror, det er fordi, de ikke kender os. De ved ikke, at hos os ligger kristendommen i vidt omfang i vores kultur, i vores traditioner, i vores vaner.

Og så selvfølgeligt i det, at vi er døbt.


Og det er vi fortsat rigtigt mange af os, fordi det fortsat er en rigtig god vane for mange mennesker at blive døbt og at lade deres børn døbe.

Pudsigt nok bryder ateisterne sig heller ikke meget om den danske vanekristendom. I en anmeldelse af ’Herrens Veje’ skriver Anders Stjernholm, formand for Ateistisk Selskab således: ’Hvad tror folkekirken egentlig på? Er det trosbekendelsen? ……. Du behøver ikke længere tro på Jesu genopstandelse - du kan sagtens være medlem alligevel. … Og dét er kirkens problem i dag. I bliver nødt til at vælge: Tror I på noget bestemt? Eller tror I bare abstrakt? ’


Folkekirken er for slap, kan man næsten høre Stjernholm sige. Nu må folkekirkemedlemmerne tage sig sammen og klart og med høj røst bekende, at de tror, og hvad de tror. Man skal øjensynligt være meget stærk i troen, afklaret og bekendende, hvis man skal leve op til Ateistisk Selskabs normer for kristendom og tro. Der er ikke plads til hverken tvivl eller tøven.


Det, man overser, er som sagt, at vi danskere er et blufærdigt folkefærd. Vi bruger ikke store ord og taler ikke gerne højt, især ikke om det vigtige. Vi gør det i stedet. Det sidder os i kroppen, som gode vaner gør. Vores fødder går ind i kirken, når vi har fået børn, og når de unge skal konfirmeres, og de døde begraves. Når det er højtid, såvel som når livet går modstrøms, flytter fødderne os hen til sognets store hus, hvor vi sætter os på bænkene, måske folder hænderne og åbner salmebogen og synger. Vi ved, at kirken er der og bruger den, når vi har brug for den som en god vane. Og selvfølgelig tror vi på Gud og på Jesus, men troen får udtryk mere i de gode vaner end i de store ord og klare bekendelser. Vi viser det med kroppen, og i virkeligheden er det langt stærkere end alene at have det i hovedet.


Så vanekristendommen, kulturkristendom, den sekulariserede kristendom og tro er jeg varm fortaler for. Hvor man på én gang er et moderne menneske, der lever i den verden vi lever i – og ligeså selvfølgeligt har kirken, kristendommen og troen med som den grundlæggende tillid til, at vi og vores liv er i Guds hånd.


For ligesom med vaner i almindelighed gælder det også vanekristendom, at vanerne bringer indhold med sig. Man får store stærke ord med, Vor Herres ord, som ens egne små ord kan tage bolig i og hente styrke fra. Man bliver set på én gang præcist, som man er med fejhed, fejl og svigt – og samtidigt med kærlighedens øjne, og det er godt, for sådan set kan man leve og være til som menneske. Man får tilgivelse, tro og håb. Uden egentligt at tænke over det, men fordi man har den gode vane at gå i kirke til jul, høst, Alle Helgen og bede sit Fadervor.


Er der ikke en slange i vanekristendommen? Jo. Vaner skal næres, tales, leves, gøres, høres – ellers udvandes de. De skal gives videre og allerbedst gennem eksemplets kraft. Det gælder tandbørstning, morgenmad, godnatlæsning såvel som vanekristendom, og spørgsmålet er selvfølgelig, om de bliver det.


Nogen ønsker som modtræk hertil at lave en markant oprustning trosmæssigt og kirkeligt. Skærpe kravene til at få sine børn døbt. Signalere direkte og indirekte at vanekristendom kun er andenrangs i forhold til de stærke i troen.

Men lad os ikke falde i den fælde! For risikoen er, at kirken bliver så særlig og speciel, at man skal være noget særligt og en særling for at føle sig hjemme der, og så vil kirken hurtigt blive en lukket fest for de få, en sekt.


Selvfølgelig har vi i folkekirken brug for store ord og stærke følelser og klar tale. Lidenskab. Patos. Det bliver man grebet af. Vi skal turde tale om tro. Men der skal også være plads, god plads, til det almindelige, mere jævne toneleje, til ham og hende med den mere lavmælte måske blufærdige tro. Den tro og kristendom som ikke er afklaret eller klart formuleret, men som i høj grad bunder i tradition og kultur og den gode vane, at man selv er blevet døbt og nu også får sine børn døbt. Ja, til den tro som måske ikke er lidenskabelig, men uafklaret og mere grumset. Det er måske det, der skal være mest plads til. For det er jo sådan vi er de fleste af os.