Udtalelser, artikler og debat
Hvem skal nu bestemme?

Folkekirken til debat

Biskop Tine Lindhardt og stiftrådsformand Ester Larsen - august 2013

Hvem skal nu bestemme?


I 2012 nedsatte regeringen (med opbakning fra alle partier i Folketinget) et udvalg, der skal komme med forslag til en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for Folkekirken. 

Udvalget fremlagde i april i år et debatoplæg. 

Det er en væsentlig debat, som kan blive afgørende for, hvordan Folkekirken skal udvikle sig fremover, en debat vi hermed gerne vil tage del i.

Vores udgangspunkt og grundlæggende holdning er, at stat og kirke hører sammen og ikke skal adskilles; - at vi skal holde godt fast i den rummelige folkekirke der er forankret i de lokale sognemenigheder; - at eventuelle strukturændringer skal fremme afbureaukratisering; - at lokale kirkelige myndigheders kompetence bør styrkes.

Det nævnte debatoplæg centrerer sig dels om beslutningskompetence vedrørende kirkens indre anliggender, som traditionelt er salmebog, ritualer, bibeloversættelser m.m.

Og dels om styringen af Folkekirkens fælles økonomi, landskirkeskatten og Fællesfondens anvendelse.

Det nye i debatoplægget er at man foreslår oprettelse af et kirkeråd til styring af kirkens indre anliggender. Enten et kirkeråd med begrænset kompetence eller et kirkeråd med udvidet kompetence. Derudover præsenteres som en tredje model, at man laver en lovregulering med udgangspunkt i den nuværende ordning. 

Forslaget er, at et kirkeråd skal være bredt sammensat og på ikke mindre end 25-27 medlemmer.

Det er unægtelig et anseeligt antal, når man tager i betragtning, hvor få og sjældne opgaverne er. Bibeloversættelse, ritualer og autorisation af salmebøger dukker vel op to-tre gange pr. hundrede år.  

Til et kirkeråd hører også et sekretariat. Det er svært at forestille sig, at forstandige mennesker i råd og sekretariat vil kunne ”sidde på hænderne” og vente på, at opgaver skal dukke op. De vil forståeligt nok formentligt give sig i kast med emner, der ligger uden for deres mandat, eller debattere og udtale sig på Folkekirkens vegne om etiske emner, som man fx gør i Sverige, hvor den svenske kirkestyrelse eksempelvis har drøftet hvordan man kan fremme fred gennem begrænset handel med krigsmateriel. 

Men kirken bør ikke udvikles til et meningsfællesskab med bestemte holdninger til miljø, handel med krigsmateriel eller vækstpakker. Sker det, mister vi den rummelighed, der betyder, at man i kirken mødes om evangeliet uafhængig af politisk holdning. Vi risikerer at få en splittet folkekirke med politisk, kulturel slagside. 

Så selv om man skulle synes, at et kirkeråd med begrænset indflydelse lyder tilforladeligt, så skal man gøre sig klart, at det meget nemt kan betyde, at man får den store model – et kirkeråd med udvidet indflydelse, som vil tage initiativ til diverse kirkelig lovgivning, præstere udtalelser, o.m.a. alene af den grund, at medlemmerne vil beskæftiges med kirkelige anliggender, når de nu engang er valgt.

Men hvorfor så ikke bare tage springet til ’den store model’ med det samme?

Fordi et sådant stort kirkeråd vil selvstændiggøre Folkekirken i forhold til staten og dermed udgøre en trædesten for politikere og andre, der ønsker at fritstille Folkekirken i forhold til staten. Det finder vi vil være en ulykkelig udvikling, fordi den unikke danske kirkeordning er med til at bevare folkekirkens rummelighed og sikre evangeliets frie løb.

I det hele taget mener vi at et kirkeråd er en dårlig idé.

Hvad enten den officielle kompetence bliver begrænset eller ej, vil vi med et kirkeråd få et organ, der vil udtale sig på Folkekirkens vegne i indre og måske også andre anliggender og et organ som det vil være naturligt for ministeren at rådføre sig med i stort set alle kirkelige sager. Det vil selv kunne foreslå nye tiltag/lovgivning, ligesom også andre nye initiativer på det folkekirkelige område skal behandles i kirkerådet, før de kan fremmes. Kirkerådet vil nok skulle høre biskopperne i sager, der vedrører læremæssige forhold, men det vil ikke være forpligtet til at følge biskoppernes indstilling. 

Der lægges med andre ord op til et meget tæt samspil mellem kirkeråd og kirkeminister. Indflydelsen vil dermed blive koncentreret på langt færre personer, end tilfældet er i dag, hvor mange forskellige kirkelige aktører: minister, kommissioner, høringer, stiftsråd, menighedsråd, præster, provster, biskopper, kirkelige organisationer og foreninger i skøn blanding holder hinanden i skak.

For selvom ministeren formelt set i dag kan træffe beslutninger vedrørende Folkekirkens indre og ydre forhold, så har skiftende ministre generelt været ganske tilbageholdende med selvstændigt at regulere indre kirkelige anliggender. Normalt indhentes der rådgivning fra udvalg, arbejdsgrupper, og kommissioner, bredt sammensat af fagkyndige folk og repræsentanter fra folkekirken.

Der er således tradition for magtspredning i Folkekirken med inddragelse af hele det kirkelige landskab gennem høringer og andet. Det kan være noget af et virvar, men er med til at brede indflydelse og kompetence ud til mange. Det er nok værd at erindre, hvis demokratisering af beslutningsprocesser og øget indflydelse til folkekirken nævnes som løftestang for et kirkeråd.

Vi går ind for magtspredning, derfor kan vi ikke støtte indførelse af et kirkeråd. Vi mener, at man i stedet bør stadfæste den gældende praksis og lovfæste regler, der sikrer bred faglig, folkekirkelig og folkelig indflydelse ved ændringer af indre anliggender gennem høringer, kommissioner, udvalg m.v. samt sikre, at biskoppernes læreansvar fastholdes, som følge af deres tilsynsembede.

Noget tilsvarende mener vi, bør ske på det økonomiske område. 

I dag har ministeren som den eneste person i landet en ret til egenmægtig at udskrive skat.

Formelt er det således ministerens ret at fastsætte landskirkeskatten, der udgør mere end 2/3 af Fællesfondens indtægter, som dækker en række fælles opgaver for Folkekirken, herunder løn til præster og provster, Folkekirkens uddannelser, udligningstilskud m.m. 

Men også her har skiftende kirkeministre i praksis lyttet til den rådgivende budgetgruppe og budgetsamrådet (som består af menighedsrådsmedlemmer fra de enkelte stifter), - hvilket er meget rimeligt, da det jo er folkekirkens medlemmer, der finansierer hovedparten af Fællesfonden. 

Denne praksis, synes vi, bør udvikles. Vi foreslår, at de to organer, budgetfølgegruppe og budgetsamråd sammenlægges - med en mindre justering af sammensætningen - og tillægges reel beslutningskompetence i et samspil med ministeren. En model for en sådan delt beslutningskompetence kunne eksempelvis være bundet op på et krav om enighed mellem budgetgruppe og minister som forudsætning for gyldig vedtagelse.

Vi er selvsagt ikke blinde for, at en sådan budgetgruppe kan blive et kirkeråd i forklædning, ligesom en sådan gruppe måske kunne fristes til at sætte talrige, spændende projekter i værk med stigende landskirkeskat til følge. Der vil derfor være behov for stram styring af, hvad en sådan budgetgruppe kan beslutte, især vedrørende stigninger i landskirkeskatten. I den forbindelse foreslår vi, at stiftsrådene i de enkelte stifter inddrages. Dels ved at en budgetgruppe skal indhente de enkelte stiftsråds kommentarer til fællesfondens budgetforslag, inden dette kan vedtages. Dels ved at de enkelte stiftsråd skal have mulighed for at fremsende forslag om opgaver, som man finder det hensigtsmæssigt, at Fællesfonden løfter. 

Det er altså vores opfattelse:

  • at kirkeråd er en dårlig idé – både med begrænset og udvidet indflydelse
  • at det derimod vil være en god idé, at kirkeministeren deler sin kompetence til at udskrive landskirkeskat med Folkekirken og til at fastlægge budget for kirkens fælles opgaver (Fællesfonden)
  • at den nuværende ordning og styring af folkekirkens indre anliggende overordnet set er god, men at en lovregulering (stadfæstelse) af praksis vil være hensigtsmæssig
  • at de enkelte stiftsråd skal inddrages i forbindelse med nye væsentlige udgiftsposter for Fællesfonden, ligesom stiftsrådene skal kunne stille forslag om opgaver for fonden

Lad os på den måde sikre både lokal forankring og spredning af indflydelsen.
Det er væsentligt i en Folkekirke.    

Ester Larsen
, formand for Stiftsrådet, Fyens Stift
Tine Lindhardt
, Biskop Fyens Stift