Udtalelser, artikler og debat
Hvorfor tro på Gud?

Hvorfor tro på Gud?

Klumme i Fyens Stiftstidende

Juli 2016

Af Tine Lindhardt

I Aarhus kunne man på nogle busser her i foråret læse spørgsmålet ’Hvorfor tro på en Gud?’

Det var Ateistisk Selskab, der stod bag reklamerne og spørgsmålet.

Hvorfor var det ikke folkekirken, der satte et så vigtigt, centralt og eksistentielt spørgsmål til debat, har nogen spurgt. - Måske fordi man ikke spørger om det selvfølgelige.

Det svarer til en tegning, jeg så for mange år siden.

To tvillingefostre ligger i deres mors mave, og så spørger den ene tvilling den anden: tror du på mor? Det svarer den anden tvilling ikke på, for selvfølgelig tror man på den, der bærer én og giver én tryghed og næring og liv. Man stoler på hende og ham, - alt andet ville være meningsløst.

Men lad mig nu alligevel stille og svare på spørgsmålet: hvorfor tro på Gud?

At tro på Gud er samtidigt at sige, at man godt ved, at man selv blot er et menneske.

Det, synes jeg, er en vigtig erkendelse, som kan være med til at dæmpe vores ego og ønske om magt. Vi er ikke guder men mennesker, og vi skal ikke opkaste os som guder over hinanden eller give os til at dyrke nogen som guder. Der er én der er Gud, nemlig Gud. Vi andre er mennesker, jævnbyrdige og ligeværdige.

For det andet er tro på Gud ikke at være skråsikker. Vi tror, men indimellem tvivler man også. Man stiller spørgsmål til Gud og skælder ud på Gud. Man kan kalde det tvivlens nådegave. Når man kan tillade sig det over for Gud, kan man også tillade sig det over for magthavere og systemer og regler. Det, synes jeg, er ganske sundt. Ikke mindst er evnen til at kunne tvivle på sin egen ufejlbarlighed glimrende.

For det tredje betyder tro på Gud, at man får noget sagt, som man ikke kan sige sig selv. - Som at livet også er for os, som ikke altid lever op til det. - At livet opstår, selv hvor vi tror det umuligt. – At kærligheden omfatter også os, som ikke gør os fortjent til den.

Dét ville vi aldrig af os selv kunne finde på at sige, for vi regner i ’noget for noget og ikke noget for ingenting’. Sådan regner kærlighed og tilgivelse ikke. Her gælder ’meget for lidt og alt for intet’. Kærlighed og tilgivelse kan vi derfor dybest set ikke sige os selv. Det skal siges til os, og det bliver det heldigvis. Bare spørg Gud!