Udtalelser, artikler og debat
Jeg holder af andendagen

Jeg holder af andendagen

Klumme i kirke.dk påsken 2019

Lad mig i denne lukkede kreds begynde med en bekendelse: Jeg holder utroligt meget af andendagene.

Jeg ved godt, at andendag lyder af - andendag. Min konfirmations-andendag for eksempel, hvor naboerne kom til kaffe og lagkage, havde umiskendeligt præg af ’andendags afglans’ af den rigtige dag. 

Men indsigt kan vokse med alderen, også erkendelsen af at andendage er uhyre vigtige.

De har naturligt nok et mere lavmælt præg. Hvor førstedagen er proklamationens dag, er andendagen eftertankens. Refleksionens. Hvad betyder det, - for mig og os og vores liv, at Gud er kommet til verden, og at Kristus dør for vores skyld og står op fra de døde i påskemorgenrøde, og nu møder os i sit ord, i dåb, i nadver?

Hvad betyder det i vores hverdag og for vores hverdag.

For det er jo der, vores liv udfolder sig, i hverdagen. Højtiderne er vigtige for indimellem skal vi højere op og dybere ned. Men vi kan ikke leve i den høje tid alene. Vi kan leve af den og på den og have den i ryggen, netop når vi går ud i hverdagen og dagligdagen. Det er det, andendagen gør. Bringer os fra den høje tid ind i hverdagen og ikke mindst - bringer den høje tid med ind i hverdagen.

2. påskedag er et godt eksempel på det. Her slår vi følgeskab med to af Jesu disciple, på en støvet landevej mellem Jerusalem og Emmaus, en landsby et stykke fra Jerusalem.

Disciplene går og taler sammen. Tænk at det kun er en uge siden, de gik op til Jerusalem sammen med Jesus. Han var blevet hyldet som den konge, ja Gud selv, som han var, og alle havde været fuldstændigt sikre på, at nu, - nu ville Guds rige komme på jord. Fredsriget. Befrielsen fra ondskab og elendighed – og romere.

Men sådan var det ikke gået.

For stemningen i Jerusalem havde vendt sig. Så hurtigt som nogen kunne banke to brædder sammen, var Jesus blevet taget til fange, forrådt - oven i købet af én af vennerne, og siden var han blevet tortureret og korsfæstet, var død og begravet.

På et øjeblik havde det hele været forbi. Jesus var død, og det samme var deres håb. Det hang nu korsfæstet på en pæl på Golgata. Håbet om at Jesus var Guds søn og verdens frelser.

Hvordan havde de dog kunnet tro det? De to disciple følte sig som de rene fjolser. Blåøjede og naive.

For at føje spot til spe havde nogle af kvinderne her søndag morgen, på tredjedagen efter hans død, været ude ved graven, og de var kommet tilbage, ude af sig selv, for graven var tom og stenen var væltet bort, og den døde Jesus var der ikke! Nogle engle havde i et syn sagt til dem, at Jesus var opstanden. ’Han lever, og se nu går han forud for Jer til Galilæa’.

Så havde de to disciple fået nok.

Døden kunne de - måske - på et tidspunkt lære at forholde sig til.

Men opstandelse, en tom grav, - hvad skulle de med det? Det var for rystende.

Så de var nu på vej væk. Vel på flugt. Som mange af os sikkert kender fra os selv, når vi har været i situationer, hvor vi har måttet sige, at hvis det her er livet, så tager jeg lige en pause. Vender ryggen til og lukker øjnene og passer mit, og så kan de andre tage sig af verden.

Lige dér, på den trøsteløse landevej møder de to disciple Jesus. Den opstandne. Eller rettere: Han møder dem. Først kan de ikke genkende ham. Men han giver sig til kende for dem. Han rækker dem brød og vin, og giver dem ord at tygge på, og så genkender de ham, og det går op for dem, at han er opstanden. Kvinderne havde ret. Han er jo der, på den støvede landevej, levende til stede hos dem.

Det vender dem om. Han vender dem om. Så de kan vende tilbage til Jerusalem. Tilbage til deres liv og den virkelighed de kom fra.

Ja, for de får ikke et nyt liv.

Det er den samme virkelighed, de møder i Jerusalem, som de flygtede fra – med sygdom og død og bekymringer og alt det, som hører et liv til.

I den forstand er der intet ændret – og dog er alt ændret.

Natten er nu ikke kun mørk, og Jerusalem er ikke kun dødens og tomhedens sted. For de er blevet mødt af den opstandne. Døden fik ikke det sidste ord. Det får den aldrig.

Disciplene får følgeskab af påskesøndags tro og håb, med ind i hverdagen. Derfor kan de vende tilbage og leve det liv, der er deres. Hver morgen, hver dag, alle hverdagene.

Det kan andendagen. Give os følgeskab af højtiden ind i hverdagen.

Så – andendagen er vigtig og fortjener, at vi gør noget ud af den.

Hvad med at fejre den sammen med nabosognet? Måske gå en god lang tur sammen efter gudstjenesten. Ud i blæsten. Eller hen på plejehjemmet med påskeliljer og en påskedram. Eller op på kirkegården for at plante