Udtalelser, artikler og debat
Julens gave

Julens gave

Klumme i Fyens Stiftstidende december 2016

Af: Biskop Tine Lindhardt

Er julen blevet for kommerciel – og glemmer vi det egentlige, det som julen egentligt handler om? Det spørgsmål er der mange, der stiller.

Og indimellem kan man godt få det indtryk, at advent og december er som et forhindringsløb henover bunker af reklamer, ud og ind mellem klejner, marcipan, juleklip og adventshygge, gløgg og æbleskiver, julefrokoster, julegaver, juletræ og pynt, ænder og risengrød, hvor man må spytte i næverne, smøge ærmerne op og sige ’klar, parat – jul’. Og så skal man oven i købet smile og se overskudsagtig ud undervejs.

Men helt grundlæggende synes jeg ikke, at der er noget galt i at glæde sig, give gaver, feste, spise god mad, være sammen, forberede sig, pynte op og tænde lys.

Der er jo en god grund til det. Og det er jo sådan, vi plejer at gøre, når der er noget at glæde sig over og en grund til at feste. Men alligevel – er julen ikke blevet for kommerciel?

Jo, hvis vi glemmer, hvorfor vi fejrer jul. Hvis vi glemmer, at der er en anledning til festen og maden og gaverne og alt juleriet. En god fest skal have en anledning.

For det andet: Hvis vi glemmer, at det ikke er alle, der har mulighed for at fejre jul med mad og fest og store gaver, så er julen også blevet for kommerciel. Så går vi galt af julens budskab - at den er en glæde for alle folk og alle mennesker. En glæde der skal deles.

Og for det tredje: Hvis vi tror, at glæden og i videre forstand vores nærmestes kærlighed til os måles på antallet af gaver og gavernes størrelse, og på om gaverne nu indeholder det, vi har ”bestilt” på ønskesedlen, så er der noget, vi har misforstået. Julens gave er det, der ikke kan tælles på en kugleramme, men som tæller i en anden forstand, ligesom kærlighed gør det. Og som glæde og venlighed gør. Det kan ikke bestilles, men det kan gives og tages imod.

Julens gave er det uventede. Det som er uden for nummer og måske endda ikke altid er særligt velkomment.

Julens gave er nemlig Marias barn, Jesus, Guds søn, som der ikke var plads til i herberget, i verden. Men som et barn kommer, når det kommer og baner sig vej og skaber liv og glæde – sådan gjorde han det også. Han kommer til verden julenat, og med ham kommer glæde og en guddommelig kærlighed og håb til verden. Det er et under. Og det er en god grund til at feste og fejre jul. 

Glædelig jul.