Udtalelser, artikler og debat
Kirken i konkurrence

Kirken i konkurrence

Tekst: Biskop Tine Lindhardt (maj 2016, klumme i præsteforeningens blad)

Anledningen til nærværende klumme er konkret. Jeg blev kontaktet af en journalist, fordi nu kun 89 % af fynboerne mod 92 % i 2010 bliver begravet med gejstlig medvirken. ’Hvad vil kirken gøre ved det?’ som journalisten spurgte.

Man kan diskutere, om det er et markant fald, men et fald er det, og derfor er det også meget naturligt, at journalisten gerne vil have en kommentar.

Mit umiddelbare svar var, at kirken ikke konkurrerer om begravelser. Det er ikke et spørgsmål om, hvem der begraver flest, kirken eller dem der tilbyder begravelse uden gejstlig medvirken. Det vigtige er, at man får den begravelse, man gerne vil have. Det må være det centrale, både for kirken og for andre aktører på markedet.

– På markedet! Ja, det sagde jeg ikke. Men det er jo det, der ligger bag spørgsmålet, - at her er der to udbydere, som kæmper om et marked på samme måde som Føtex og Brugsen, og det handler om at fastholde eller få nye markedsandele.

Men er det sådan? Er det det sådan, vi i folkekirken, ansatte som ikke ansatte, ser os selv som kirke? Som en aktør på det åndelige, religiøse marked?

Jeg tror det ikke. Tværtimod tror jeg, at de fleste af os betragter folkekirken som noget, der ligger uden for markedet og markedstænkningen. Måske fordi vi betragter folkekirken som noget, der hører samfundet til, og lige så selvfølgeligt som det er at være en del af samfundet, lige så selvfølgeligt er det at være en del af folkekirken.

Modstanden mod at se os som en del af et marked, kunne også skyldes en evangelisk insisteren på, at det er vigtigt at have et sted, et rum, der ligger ud over markedet. Et sted hvor der ikke handles, styres eller tænkes ud fra markedets præmisser, og hvor man fastholder, at "Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles", sagt med et citat af Einstein.

Vi må have et sted, hvor man kan mødes af ord, som man ikke kan sige sig selv. Et rum hvor man kan tale om livet og døden, tvivl og tro, glæde, håb og sorg, med plads til tanke og eftertanke og samtale. Og det uden skelen til om der kommer mange eller få. Fordi betydning og væsentlighed ikke kan gøres op i tal. Der kan være 200 til en gudstjeneste, men kun fem den rammer og siger noget, - og der kan være 12, som alle bliver bevægede, så de går en anden vej hjem eller om man vil: går om-vendt hjem, med et nyt lys over tilværelsen.

Og pointen er, at man ikke kan vide, hvor mange dét er. Man kan ikke måle det, og det skal man heller ikke. Ånd er altid i bevægelse og kan derfor ikke fanges ind i en dokumentation. 

Derfor kan evangeliet heller ikke gøres op i, hvor mange der kommer i kirken, eller hvor mange medlemmer folkekirken har. Evangeliet henter ikke sin berettigelse i markedsandele. Evangeliet skal forkyndes, i tide og i utide, med frit mod og sædemandens tillid til, at Gud giver væksten. Og netop derfor må vi insistere på evangeliets frie løb i tillid til, at ordet skaber hvad det nævner.

Så nej, vi skal ikke som kirke konkurrere om begravelser og vielser og dåb – om mennesker!

Når det er sagt, er der alligevel et par spørgsmål, der melder sig: Er vi ikke allerede på markedet, uanset om vi vil det eller ej? Og er det ikke lige lovligt indadvendt og direkte uambitiøst på evangeliets vegne at melde sig ud af markedet og bare være kirke for sig selv, uden interesse for, om evangeliet når ud og når nogen? Svigter vi ikke den mission, vi har som kirke, hvis vi ikke også er bevidste om, at vi er på en markedsplads?

At være kirke er jo at dele evangeliet med andre og at gøre hvad vi kan for, at det når nogle ører. Vi kan med andre ord ikke være fuldstændigt uinteresserede i, om der kommer nogen til gudstjenester og kirkelige handlinger og alt det andet, der foregår i kirken. Ikke af kommercielle, markedsmæssige grunde og fordi vi tror at vi skal hente succes i stigende medlemstal og brugertal, men simpelthen fordi evangeliet er for vigtigt til, at vi holder det for os selv.

Vi må tale evangeliet ind i tiden, så det giver mening for mennesker i dag. Vi må bruge tidens ord og sprog og medier for at gøre det nærværende. Vi må være kirke på andre måder og tider end alene søndag formiddag. Vi må lære af retorikken og markedet, og de folk der færdes der, ikke for at gøre evangeliet ’lækkert’ som en avis skrev, men fordi troen kommer af det der høres, og derfor er det vigtigt, at evangeliet bliver hørt.

Vi må med andre ord både blæse og have mel i munden.

Vi må tage alvorligt, at vi er på en markedsplads, og derudfra gøre alt hvad vi kan for, at evangeliet når mange. - Og samtidigt må vi insistere på, at kirken og evangeliet altid er mere end markedet og ikke henter sin berettigelse i markedsandele.

Ja, lad os holde godt fast i, at hvor to og tre er til stede, er vor Herre. Men bliver det en sovepude, skal vi samtidigt være glade for journalister og deres spørgsmål. Også de markedsorienterede.