Udtalelser, artikler og debat
Kronprinsens vaner

Kronprinsens vaner

Klumme i Fyens Stiftstidende november 2017

Af: Biskop Tine Lindhardt

Hvor meget skal en tronarving og kommende regent tro på Gud?

Det spørgsmål er blevet debatteret, efter at kronprins Frederik har fortalt om sin tro i Jens Andersens portrætbog om Kronprinsen, der netop er udkommet.

Kronprinsen fortæller her, at han med den alder børnene har nu, nok ville svare ja, hvis et af hans børn spørger, om han tror på Gud. Og skulle han få det samme spørgsmål, når børnene bliver ældre, ”vil han nok prøve at forklare det ud fra en religionshistorisk baggrund, siger han. Altså skabe en lille fortælling om det, der er fundamentet under vores kultur,” som der står i bogen.

følge grundloven (§ 6) skal dronningen eller kongen som statsoverhoved høre til den evangelisk-lutherske kirke, som er den danske folkekirke.

Men hvor meget det indebærer af tro og personligt engagement beskæftiger grundloven sig ikke med, heldigvis.

Grundlæggende finder jeg det utidigt at give sig til at vurdere graden af et andet menneskes tro, også selv om vedkommende er kronprins.

I stedet synes jeg, det er langt vigtigere at hæfte sig ved, at Kronprinsen i samme portrætbog fortæller, at Fadervor er en fast del af aftenritualet for kronprinseparrets børn. Kronprinseparret giver på den måde deres børn en rigtig god vane, og gode vaner er nok noget af det stærkeste og mest betydningsfulde, man kan give sine børn. Det gælder alt lige fra den gode vane at spise morgenmad og børste tænder hver morgen, til at lade sine børn døbe og tage dem med i kirke til højtiderne.


Vaner er nemlig ikke bare noget udvendigt; de trækker indhold med sig, for eksempel mad og energi til dagen, glæde, tilgivelse, tro og håb.


Derfor er jeg også varm fortaler for vanekristendom. Den kristendom der sidder os i kroppen, som gode vaner gør. Vores fødder går ind i kirken, når vi har fået børn, når de unge skal konfirmeres, og de døde begraves. Når det er højtid, såvel som når livet går modstrøms, flytter fødderne os, af sig selv hen til sognets store hus, hvor vi sætter os på bænkene, måske folder hænderne, åbner salmebogen og synger vores glæde og sorg ud. - Med andre ord en kristendom hvor ens tro får udtryk i de gode vaner snarere end i de store ord og klare bekendelser.

Selvfølgelig skal der i folkekirken være klar tale, stærke følelser og store ord, - især Vorherres. Men vanekristendom passer godt til den lidt blufærdige danske måde at omgås de store ting på, mere i handling end i ord.

Så tak til Kronprinsen for at fortælle om den gode vane at bede aftenbøn med børnene. Måske til inspiration for andre?