Udtalelser, artikler og debat
Opstandelsen

Jesu opstandelse

Biskop Tine Lindhardt | 29. januar 2015

Jesu opstandelse


Nogle netmedier har skrevet, at jeg ikke vil reagere overfor en præst, der "ikke tror på Jesu opstandelse". Hvis en præst sagde sådan, ville jeg selvfølgelig reagere. Som præst skal man forkynde inden for bekendelsesgrundlaget. Jesu opstandelse er fundamentet for den kristne tro. Det er det vi tror på, og det er det, vi lever af og på hver dag.
Men jeg vil gerne åbne for en samtale om, hvad det betyder at Jesus opstod, og hvorfor. Det er en langt vigtigere samtale end hvordan det skete.

Det er netop den samtale, jeg i det seneste nyhedsbrev opfordrer menighedsråd og præster til at tage. Som jeg skriver i nyhedsbrevet: Lad mig slutte med et citat fra Aastrups påskesalme: "Det er så sandt at ingen så".  Det kan være en replik til den aktuelle debat de seneste uger om Jesu opstandelse.
Samtidig skal der herfra lyde en opfordring til, at vi i kirken får talt med hinanden om, hvad det er, vi tror, når vi tror på opstandelsen og det evige liv - og ikke mindst hvad det betyder, både i vores liv nu, og når vi dør.
Det er en vigtig samtale. Med andre ord vil jeg opfordre til at flytte fokus en anelse, - fra spørgsmålet om hvordan Jesus opstod, tilhvorfor han gjorde det, og at han gjorde det.
Hvordan vil vi aldrig kunne blive kloge på. Men at og hvorfor og hvad det betyder - det lever vi jo af og på hver dag. Lad os få den samtale i gang, i åbenhed og med plads til den forskellighed der er inden for folkekirkens vide bekendelsesgrundlag.

Salme 238, Vers 2:

Hvordan fra død til liv han kom,
kan ingen her fortælle om.
Hvad kun kan ske, hvis Himlen vil,
har jorden ingen vidner til.

vers 4:

Men det, som intet øje så,
vil kirken holde søndag på
og vidne frit, som Ånden bød,
om ham, der døden gennembrød.

K.L. Aastrup 1961.