Udtalelser, artikler og debat
Prædiken i Fyens Stiftstidende påskedag 2020

Stenen er væltet fra

Prædiken i Fyens Stiftstidende påskedag 2020

Stenen er væltet fra.

Graven er tom.

Kristus er opstanden.

Sådan lyder det i påskeevangeliet i dag, som en fanfare.

Stenen er væltet fra. De ord vender jeg ofte tilbage til.

Der er mange sten i vores liv. Nogle af dem er bare småsten, andre så tunge at de næsten er ubærlige. Og så er der dem, der som et kvælende mørke presser luft og ånde og liv ud af os, så vi ikke kan stå op, men falder og ikke kan rejse os igen.

Den mest forfærdelige sten jeg kender, er den, der spærrer for håbet og for troen.

At sætte en sten for håbets dør, - at tage håbet fra os, er nok den mest effektive måde at knægte og ødelægge et menneske på.

Uden håb fryser vi fast, bliver handlingslammede. Uden håb råder døden og mørket, og kun tomhed er tilbage.

Vi har brug for håb. Hårdt brug for det.

Det håb giver Gud os i dag, påskesøndag.

Stenen bliver væltet fra. Tro, håb og kærlighed kan ikke spærres inde. Gud rejser Kristus af døde i påskemorgenrøde.

Vi får håb. - Ikke som en flugt fra virkeligheden. For kristendom og tro er ikke en illusion om at alle problemer forsvinder, og at livet bliver let og smertefrit og uden en sten på vejen.

Kristendom og tro er derimod helt realistisk at leve midt i den virkelighed der er vores, med alt hvad det indebærer, også det vi helst var foruden. Og da lige dér, midt i det, trods det, at fastholde håbet.

Eller rettere sagt: kristendom og tro er at håbet bliver fastholdt for os. - Fastholdt at liv og død ikke er lige størrelser. Det er mørke og lys heller ikke, eller had og kærlighed, hævn og tilgivelse. Livet og lyset, kærligheden og tilgivelsen er stærkere, fordi Gud er det, og igen og igen slår hul i mørket og døden og hadet og ondskabet.

Der er sprækker. Sprækker af lys. Håb.

Påskens glæde og evangelium er, at det håb er levende til stede og nærværende også i vores liv.

Man satte ganske vist en sten for det dengang i Jerusalem. Sådan som man har gjort mange gange siden, og vi også ofte gør det.

Man slog Jesus ihjel, - han som var håbet og troen og kærligheden, og begravede ham. Man tog livet af ham.

Men håb lader sig ikke lukke ned eller lukke væk.

Gud vil det anderledes.

Gud rejser Kristus af døde og med ham et levende håb.

Stenen er væltet fra.

Lad mig slutte med et pressefoto, som jeg har set for mange år siden, og som har bidt sig fast. Som jeg husker det, er det taget i det tidligere Jugoslavien, dengang landet var præget af borgerkrig og snigskytter og mange mennesker blev dræbt og flygtede.

Fotoet viser en bygning, der er blevet ramt af adskillige bomber. Der er store huller i murværket. Taget er delvist væk. Der er masser af murbrokker og kun rester af et gulv. Og dér danser en flok børn. Ikke bare fri dans. Nej, de ’holder danseskole’. ’Et chassé frem og et chassé tilbage, til højre og til venstre og drej omkring’, kan man næsten høre danselærerinden dirigere. Der er ikke nogen danselærerinde på fotoet, men børnene danser.

Lige midt i katastrofen.

Deres liv er i enhver forstand bombet i tusind stykker. De mangler alt. Men de danser. Som et glimt af liv, en sprække af lys, en troens trods, der på trods af alt og midt i kaos holder dem fast på håbet. De bliver rejst op, og står op imod alt det og alle dem der vil livet til livs.

Det er underfuldt. Et evangelium.

Sorg, tab, nød, bekymring, skyld, krise, ondskab – der er meget der kan spærre for livet. Men troen, kærligheden, håbet – det kan man ikke spærre inde, lægge i en grav, sætte en sten for.

Gud vil det anderledes og det gør han påskemorgen.

Stenen er væltet fra.

Kristus er opstanden.

Glædelig påske.