Udtalelser, artikler og debat
Ugen begynder om søndagen

Ugen begynder om søndagen

Indspark i Berlingske august 2018

Jeg synes, vi skal tage søndagen tilbage som den første dag i ugen.

Sådan var det i gamle dage, som dog ikke er længere siden end min barndom i 1960’erne. I dag er søndag blevet den sidste dag i ugen.

Se bare på kalenderen. I dag begynder enhver uge med respekt for sig selv om mandagen, samtidigt med arbejdsugen. Det er tankevækkende, at det på den måde bliver arbejdslivet, produktionen, markedet der giver ugen og tiden rytme, og sætter dagsordenen.

Ja, for den første dag i ugen tegner resten af ugen, bliver fortegn for den og skubber de andre dage i gang som dominobrikker. Og det gør en stor forskel, om ens uge skal tegnes af en fortravlet mandag morgen eller om den skal skubbes i gang af en søndag hvor man sover længe, spiser godt, har tid til at være sammen i familien og med vennerne, og hvor nogen går på museum, andre i kirke, nogen i skoven, eller i haven, på cafe eller i vandet.

Begyndelser er vigtige, for de sætter præg på det, som følger efter.

Derfor skal vi have søndagen tilbage som ugens begyndelse og første dag – også for at sætte ugen ’ud af synk’ med arbejdsugen. Ikke for at sætte arbejdsugen i skammekrogen, men tværtimod for at give den sin fuldgyldige plads som dage og tid, vi skal glæde os over og leve, i stedet for blot som mange af os at betragte den som noget, der skal overstås, for at vi kan komme frem til ugens højdepunkt, weekenden, hvor levet leves rigtigt. Det kan blive til en temmelig stor del af ens liv, der på den måde forsvinder væk, når mandag til fredag bare skal overstås, og sådan bliver det nemt, hvis man betragter søndag og weekend som ugens forjættende afslutning, man halser efter og ikke som en ny begyndelse, man har i ryggen ugen igennem.

I min barndom var der ikke nogen tvivl om, at søndag som ugens første dag var en særlig dag. Man tog sit pæne søndagstøj på. Vi besøgte familie eller fik selv besøg, der var sild og måske en snaps til de voksne til søndagsfrokosten, hvis vi da ikke fik varm mad: mørbradgryde eller steg eller kylling, - og så var der flødeskumskager til kaffen; men først skulle man ud at gå søndagstur. Vi gik ikke i kirke i min familie, men der var alligevel en egen højtid over søndagen. Tiden stod på højkant. Det betød også, at den indimellem stod næsten stille i længden. Men tiden åbnede sig opad og videde rummet ud, ligesom den gav plads til at gå i dybden og til fordybelse. Denne særlighed smittede af på mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag (hvor man arbejdede til kl. 12) så de ikke bare blev dage, der skulle overstås men leves, indtil en ny søndag satte tankestreg mellem ugerne og blev et mellemrum, hvor man ikke foretog sig ret meget af det, der kan tælles og vejes og måles, men det talte menneskeligt, ja åndeligt.

Søndag var mere end blot en træt og mat afslutning på fredag-lørdags festerne. Den blev en begyndelse. Lad os tage den form for søndag tilbage.