Udtalelser, artikler og debat
Vær rygende uenige - og undgå magtfuldkommenhed

Vær rygende uenige - og undgå magtfuldkommenhed

Biskop Tine Lindhardt | 7. juni 2015

Vær rygende uenige – og undgå magtfuldkommenhed

Vi har lige fejret Grundlovsdag, og snart skal vi til valg, hvor vi hver især har ret til at stemme på det parti og det menneske, som vi synes skal i Folketinget, fordi vi tror, at han og hun sammen med det øvrige Folketing kan varetage ledelsen af vores land bedst muligt. 
Vi tænker måske ikke over det, men vi er faktisk temmelig heldige, at det er sådan - at vi har demokrati. Det har man ikke alle steder. Demokrati er ikke en selvfølge.

Det kan man ellers godt forledes til at tro. Det har jo været der hele tiden, tænker man. Det siger sig selv.
Nej. Ingenting siger sig selv. Ting skal siges, og de vigtige ting skal siges højt og klart, og igen og igen.

Det gælder også demokrati.  Vi skal tale om det, og vi skal bruge det.

Demokrati kræver nemlig, at man vil det. At man taler, skriver, forsamler sig, ytrer sig, går ind i fagforeninger, partier, lokalforeninger, menighedsråd, skolebestyrelser – ja, at man gør sin indflydelse gældende.

Gør man det ikke, kan man pludselig, for sent, opdage at man sov i timen.

’Hvorfor skal der ikke længere være juletræ i beboerforeningen?’ eller ’hvorfor begynder man at synge nye salmer i vores kirke?’ Ja, fordi et menighedsråd og en præst, eller en bestyrelse eller et lokalråd eller et andet lovligt demokratisk valgt organ beslutter det.

Så hvis man vil have indflydelse, må man gå ind i arbejdet, tage et ansvar, give af sin tid.

Noget af det der følger med demokrati er valg og valgkamp. Man kan godt tænke ’åh nej’. Kunne de ikke bare blive enige? Men det er vigtigt med uenighed, selvfølgeligt i respekt for, at den man ikke er enig med også har sin plads i samfundet og ret til at ytre sig, som man selv har. Et levende demokrati kræver en levende samtale. Det er selvfølgeligt besværligt og irriterende at blive sagt imod, men i virkeligheden er det et privilegium og en styrke. Man kan blive klogere af det, - ikke bare på hvad den anden mener, men også på hvad man selv mener. Ens holdninger bliver skærpede og uddybede, når man taler sammen. 

Men det væsentligste er nok, at en åben samtale mindsker risikoen for magtfuldkommenhed. For hvis det er en samtale og ikke en enetale, så nøjes man jo ikke bare med at sige, hvad man selv mener og tror i forsøg på at overbevise den anden. Man lytter også til den anden. Og så kan det jo hænde, at man opdager, at man ikke bare kan afvise den andens argumenter - eller måske ligefrem at man har taget fejl. 

Så tal sammen, vær rygende uenige og husk, at modstanderne hører lige så meget til i det fælles samfund som du selv gør. 

Godt valg!