Udtalelser, artikler og debat
Vi rydder op og renser ud

Vi rydder op og renser ud

Klumme i Fyens Stiftstidende marts 2019

Tidligere var oprydning noget ens mor sagde, man skulle. I dag er oprydning blevet en trend.

Tidens ’oprydningsguru’, Marie Kondo, viser os således, hvordan vi skal rydde op og rydde ud og lægge strømper, busker og bluser i pæne ordentlige bunker efter farve og facon, og ikke mindst skal vi smide alt det ud, som ikke gør os glade, som hun siger. Man må håbe, det kun gælder tøj og ting. Ellers skulle man jo gå rundt i evig angst for at blive kasseret.

Hvorfor er oprydning blevet ’in’?

Måske fordi vi lever i en uoverskuelig tid, hvor kaos altid synes at lure om næste hjørne. Klima, Brexit, uforsonlighed og fanatisme og ikke mindst de forfærdende terrorangreb vi har været vidne til de senere år. Konfronteret med alt det, føler man sig nemt magtesløs og fristes til at gemme sig væk under en dyne. Eller også tænker vi, at nu må vi tage skeen i den anden hånd og se at få kontrol over vores liv. Her er oprydning et godt sted at begynde. Så måske er det ikke bare vores sokker og sjaler, huer og handsker, vi rydder op i, når vi gør det. Det er vores liv. Oprydningen bliver udtryk for vores ønske om at (gen)erobre kontrollen over tilværelsen. Overskue den. Få styr på den. Det ville være dejligt. Men jeg tror ikke det er muligt. Vores liv, tilværelsen og eksistensen er ikke i lommestørrelse. Tilværelsen er som en tiger. Den folder man ikke sammen, lægger i bunker og får styr på. 

Men hvad så?

Vi er i fastetiden, hvor mange netop lader sig inspirere til at rense ud for så at sige at begynde forfra og ’komme i kontrol’. Men for mig at se handler fasten ikke så meget om at lade sig tømme. Den handler om at lade sig fylde – og om at sige tak for alt det, der fylder i vores liv og fylder det med liv. Børn og mænd og koner, naboer, kolleger, glæde, håb, trofasthed, - ikke mindst de andres trofasthed mod mig.

Måske skulle vi prøve det? At lade os fylde og sige tak, i stedet for at rydde op og rense ud. Helt konkret synes jeg, vi skal lade os fylde med opstandelse.

Opstandelse som forfærdelse over ondskab, undertrykkelse, vold, og terror. Terror er ondskab. Den kan ikke retfærdiggøres, men må mødes med klar afstandtagen, uanset hvem der begår den mod hvem. Og opstandelse. Opstandelse som modsigelse og dette at stå op imod det onde, hos andre og hos os selv - og som dette at stå op for de værdier, vi synes er vigtige. Ligeværdighed, retten til at tro, tænke og tale frit. Demokrati.

Og opstandelse ikke mindst, som håb og som tro på, at selv når alt lukker til, er der en sprække. En sprække af kærlighed og lys og liv.

Og nu må jeg vist i gang med at rydde op!