Udtalelser, artikler og debat
Vi skal have noget mere gæld

Vi skal have noget
mere gæld

Klumme i Fyens Stiftstidende den 5. august 2018

Vi skal have noget mere gæld.

Nej, det er ikke en opfordring til optage kviklån eller andre lån.

Derimod er det en replik ind i debatten om perfektionisme og den frygt for at træde ved siden af, der rider os alle som en mare. Her tror jeg, det vil være gavnligt, om ikke at øge vores mængde af gæld og skyld, så snarere at stå ved den skyld og gæld, vi allerede har. En skyldner kan nemlig være heldig at få eftergivet sin gæld og få tilgivelse for sin skyld. Men det kræver jo, at vi står ved det.

Ofte siger vi ganske vist med en vis stolthed ’jeg skylder ikke nogen noget’. Men det passer forhåbentligt ikke. Det bliver nemlig et sørgeligt fattigt liv, hvis vi ikke står i gæld til andre.

Taknemmelighedsgæld for eksempel må man håbe, alle kender til. At nogen er der for os, vil hjælpe os, støtte, stå bi, holde os ud og holde ud sammen med os. Det kan man ikke kræve, men blive hjerteligt glad for, og så skylder man at sige tak. Vi skylder også helt konkret vores forældre, at vi er til. Så skyld og gæld er fra begyndelsen en del af vores liv.

Men vi pådrager os også livet igennem skyld og gæld af en anden karakter end taknemmelighedsgæld. Svigt, fejhed, brudte løfter, halve sandheder. Min nabo som jeg skyldte at besøge men ikke fik besøgt, før det var for sent. Sladder og nedgørende bemærkninger der ramte en anden og sårede dybt og gjorde ham og hende ondt. Ja, det er ikke altid behageligt at spejle sig i sine handlinger. Pointen er, at sådan er det at være menneske. ’Det gode jeg vil, gør jeg ikke, men det forkerte jeg ikke vil, gør jeg’, sagt med et citat. Ingen af os undgår at pådrage os skyld eller komme i gæld til andre. I hvert fald kun den, der tør sige, at man aldrig, bevidst eller ubevidst har været årsag til, at et andet menneske blev såret og ramt, og at man altid har sat sin næstes behov fremfor sine egne. Det tør jeg ikke.

Det er vigtigt at huske, at reaktionen på gæld ikke behøver være gengæld. Tværtimod kan man være heldig at få eftergivet sin gæld og tilgivet sin skyld. Det kræver selvfølgeligt, at man står ved det. Gæld og skyld forsvinder ikke ved at lukke øjnene for det. Bare spørg din bankmand.

Mange af os synes formentligt, at det er ubehageligt og vanskeligt at skulle se i øjnene, at man er en skyldner. Men det er også en lettelse. Fordi jeg så samtidigt må indse, at jeg ikke er perfekt og aldrig bliver det. (Det siger sig selv, at det naturligvis ikke er et fripas til at være ligeglad med andre og kun at tænke på sig selv.)

En hård erkendelse og svært at bede om undskyld? Ja, men det letter perfektionisme-åget, så måske er det forsøget værd!